Bloggen "Dansk og svensk"

Hvem var Dan Bergman?

Dan Bergman 1869-1932

Der var en tid, hvor det var lige så utænkeligt at fejre jul i svenske hjem uden Dan som uden juletræ. Dan Bergman skrev humoresker i en årrække både i dagpressen og satirebladene, og til jul udkom de i bogform.

I denne blog har jeg nu i nogle uger lagt dele af Dans bog ”Mellem Brødre” ud på nettet. I og med, at det sidste afsnit nu er lagt ud, er det måske på sin plads at give en nærmere præsentation af forfatteren.

Dan kendte sit publikum og det hengav sig til ham; han havde en fantatisk evne til at more mennesker på en god og uproblematisk måde. – Ganske vist havde Dan trods sin joviale stil også kløer en gang imellem, men han trak dem hurtigt ind igen, for det var vigtigt for ham, at læsekredsen skulle skilles fra ham med behagelig eftersmag, hver gang han bød dem en ny portion af sine ”bitar”.

Det skete også, at  Dan havde en god portion alvor bag satiren, f. eks. da han under og lige efter første verdenskrig foretog små opdagelsesrejser til England og USA. Hvad Dan så og oplevede, giver stadig stof til eftertanke i dag og den, som på en eller anden måde får fat i nogle af hans bøger, f.eks. ”Dan och Albion” eller ”Brothers and Sisters”, vil kunne finde noget, der er værd at grine af.

Kort biografi

Anders Erik Daniel Bergman blev født den 21. nov. 1869 i Nordköping. Forældre: tøjfabrikant Daniel Fredrik Bergman og Margareta Vilhelmina Bergenström. Indskrevs i tredje klasse ved Nordköpings allmänna läroverk  i 1880; aflagde ”mogenhetsexamen” her den 12. juni 1888; student i Uppsala  samme år; fil. kand. den 30. maj 1893; studerede ved universitetet i Montpellier vinteren 1894; fil. lic. den 15. maj 1897; foretog en rejse til Italien i efteråret 1894; i årene 1904-21 foretog han længere eller kortere rejser til Spanien, Marocko, Italien, Tyskland, Østrig-Ungern, Frankrig, England og  USA. Medarbejder på Dagens Nyheter 1897-1901 och 1906-07, i Strix 1898-1907, på Aftonbladet 1901 -03, redaktør af Kurre 1907-12) medredaktør af Veckojournalen og Allt för alla 1912-15. På en række oplæsningsturneer fremførte han sine egne humoresker. Gift den 5. jan. 1900 med Emilia Matilda Haddoff, født den 30. aug. 1869.

Kort karakteristik af Dans humor

Bergman eller »Dan», den signatur han blev mest kendt for, bevægede sig helst i borgerlige miljøer og skildrede med livlig komisk fantasi og aldrig svigtende jargon hverdagslivets episoder og små uheld, i særdeleshed sidstnævnte. Højdepunkterne  markeredes ofte af knust porcelæn, eksploderende ølflasker og lignende. Forfatteren optrådte gerne selv i sine historier i klovnens rolle. Han benyttede sig også flittigt af faste figurer, f.eks. »tant», en variant af den gamle svigermorstype.

Bergmans popularitet kunne måle sig med studiekammeraten Albert Engströms. Forskellen mellem dem er dog tydelig. Albert Engströms humor har rødder i Bellmans og Strindbergs tradition. Bergmans »humoresker» er derimod situationskomik, der fører tankerne til amerikanske humorister og deres efterfølgere.

Eksempler på trykte arbejder

- Med vänskap och högaktning från Dan: Sthm 1899. : (4), 172 s. 2; a uppl. Sthm 1907. 176 s.

- Till tant och fosterlandet från Dan. Sthm 1900. (4), 171, (1) s. 2: a uppl Sthm 1907. 175, (1) s.

- För säsongen. Humoresker af Dan. [På omsl.: Dan-bitar.] Sthm 1902. (4), 172. s.

- Lappkojs. Humoresker af. Dan. Sthm” 1904. VIII, 168 s. 3: e uppl. Sthm: 1912. 176 s.

- Olla porida. (Spansk lappkojs.) – Humoresker af Dan. ]: Sthm 1905. VIII, 168 s. 2:a uppl. s. å. 176 s.

- Nordisk familjebok; Humoresker af Dan. Sthm 1907. IV, 176 s. 2: a uppl. s. å. 180 s.

- Litet gladare om jag får be! Humoresker af. Dan. Sthm 1908. (3), 172 s. 3:e uppl. Sthm 1916. (3), 172 s. (I dansk overs. af Viggo Petersen med titel:

- Jeg og andet Godtfolk. Köpenhamn 1910.)

- Unga Petterssons. Humoresker af Dan. (På omsl.:  Forts. på Lilla fröken Söderlund.) Sthm 1910. 167 s. 2: a uppl. s. å, 161 s.

- Lilla fröken Söderlund och andra vänner till Dan. Humoresker. Sthm 1909. VI, (2), 168 s. 2:a uppl. s. å. VI, (2), 168 s.

- Jag och du. Humoresker af Dan. Sthm 1911. 168 s. 3:e uppl Sthm 1913. 168 s.

- Ursäkta, att jag stör. Humoresker af Dan. Sthm 1912. 164 s. 4: e . uppl. s. å. 164 s.

- God fortsättning! Humoresker af Dan. [På omsl.: God jul och godt nytt år och treflig påsk och pingst och en angenäm midsommar I] Gtbg [tr, SthmJ 1913. 176 s. 5: e uppl. s.å. 176 s.

- Jonssons. Humoresker af Dan. Sthm & Gtbg (tr. Sthm) 1914, 170 s. 2: a uppl. s. å. 110 s.

- Underbara äventyr i England. Krigs- och fredsbitar från 1914 av Dan. Sthm 1915. 208 s.

- Brothers and sisters. Dan-bitar från U. S. A. Sthm 1916. 190 s, 5: e uppl. s. å. 190 s.

- Bekantas bekanta. Humoresker av Dan. Sthm 1917. 191 s. 4: e uppl. S. å. 191 s.

- Väl bekomme! Av Dan. Sthm 1918. 157 s.

- Mellem Brødre. Af Dan. Autor. Overs. ved Orla Bock. Köpenh. 1919. 126 s.

- Samlade berättelser av Dan. Sthm 1919 o. följ. .

- Med vänskap och högaktning, 1919. S. 1-256, (2) s. 2.

- Till tant och fosterlandet. 1919. S. 257-501, (3) s. 3.

- Danbitar. 1919. 240, (2} s. 4.

- Lappkojs. 1919. 236, (2) s. 5

- Olla podrida. 1920. 258, (2) s. 6.

- Nordisk familjebok. 1920. 251, (3) s. 7.

- Litet gladare om jag får be! 1921. 256 s.

- Full fart. En bok om en rekreationsresa av Dan. Sthm 1920. 167 s.

- En åsnespark. Småkitsligheter mot Italien till tack för visad gästfrihet. Sthm 1921. 208 s.

- Lilla fröken Söderlund med flera, 1922

- Sagan om prisen som alltid ville vara sann, 1923

- Mänskliga svagheter,

- Var så god!

- Tant och Farbror,

- Sista Dan-bitarna, 1934

I det danske samfund har der altid floreret en masse klichéer og myter om svenskerne.  En af de mest udbredte og elskede er nok den om de ”fulde svenskere”, der ikke kan holde måden, opholder sig alt for mange på et sted, udgør et råbende og forstyrrende element i gadebilledet, er dumme, frække og ubehagelige og altid kommer galt af sted.  Søger man på Google får man ca. 6500 træffere på ”fulde svenskere”, mens man kun får ca. 1500 på ”fulde nordmænd”.  De fulde svenskere er altså i klart flertal, når man sammenligner forskellige nationaliteter. På Google kan man også lægge mærke til, at de mest populære træffere med ”fulde svenskere” ofte ledsages af negative udtalelser, hvori der indgår ord som ”hader”, ”amok”, ”følge til færgen” og ”væltede”.

Der er imidlertid intet nyt under solen, og myten om de fulde svenskere er meget gammel. Den var også aktuel i 1918, hvor Dan Bergman besøgte København. Her fortæller han i bogen ”Mellem brødre” om nogle af sine landsmænds mere beduggede oplevelser i spiritusfrihedens Danmark på en tid, hvor en svensker kunne nyde en stille snaps eller øl uden at være nødt til at bestille mad til, som det var tilfældet i Sverige.

Svensk ædegilde i København 1918

SVENSKERNE I KØBENHAVN.

Svenskerne har adskillige Gange været ovre at hærge Danmark. Tænk blot paa Carl den tiende Gustaf! Men aldrig har Svenskerne hær­get saa frygteligt i Danmark som det sidste Par Aars Tid. Jeg og min Hustru og min Ven Rasmus­sen spiste forleden Middag sammen i den lille By Stubbekøbing paa Falster, et virkelig godt og rigeligt Maaltid, og ved Kaffen og den anden hal­ve Flaske Caloric, – den allerbedste paa hele Falster, – slog min Ven Rasmussen op i min Rejsehaandbog, Siden om Stubbekøbing og læ­ste:

- Ødelagt af Svenskerne 1658, – og 1918.

Det sidste Aarstal skrev han selv til med sin Fyldepen. Jeg tror egentlig ikke, at det var Spøg altsammen fra Rasmussens Side, skønt han lo højt og længe, .

Og jeg maa indrømme, at det er hensynsløst at aflægge Røverbesøg i et lykkeligere stillet, og, – i det mindste officielt, – venligt sindet Naboland, – men Herre Gud, — uden Hensynsløshed kommer man jo ingen Vegne her i denne Verden!

Min Hustru og jeg søgte forresten at gøre vor egen Hensynsløshed lidt mindre iøjnefaldende ved aldrig at slaa os rigtig til Ro nogetsteds, men flakke lidt rundt omkring i det indre af det ulykkelige Land, ligesom et Par store sky Rov­fugle. Svenskere traf vi sjældent. – Nej, Sven­skerne suger sig fast ved Nordsjællands Kyster og fremfor alt, naturligvis, i København.

København er Offer for en frygtelig svensk Invasion. Som udhungrede Ulve springer de over Gærdet og stormer d’Angleterre og a Porta og Paladshotellet og Wivel og Nimbs og sluger Wienerbrød og Smør og Koteletter og Tuborg og Aalborg i ubegrænsede Masser.

Jeg har set diamantprydede svenske Damer fælde Taarer overfor en fyldt Sukkerskaal og putte ti Stykker i Koppen og to i Munden og en Haandfuld ned i Haandtasken.

Og jeg har set gustne, svenske Ynglinge æde sig gennem et helt Spisekort, indtil deres Aarer er svulmet, og øjnene har staaet som smaa Rød­løg ud af Hovedet paa dem, og de med et Gisp er gledet ned fra Stolen, og med en hurtig til­kaldt Læges Hjælp har maattet give al den gode, fede, danske Mad tilbage til den gode, fede, danske Jord.

Nej, – det lader sig ikke gøre at hamstre til det magre, fattige Fosterland paa den Maade!

Og jeg har set udtørrede svenske Grosserere drikke Akvavit til en Krone Draaben af fyldte Ølglas og med en elegant Haandbevægelse be­tale Snapsen med let erhvervede svenske Fem­hundredekronesedler. Svenskerne er absolut for­hærdede mod alle Prisstigninger, derfor tole­reres de endnu af Restauratører og Opvartere. Men rundt om sidder Københavnere og tygger betænkelig paa sine, – undertiden medbragte ­Stykker Smørrebrød og skæver hadefuldt paa de flotte Svenskere, som de ikke saa helt uden Grund betragte som medskyldige i de svimlende høje Priser.

Jeg talte om Brændevin i Drikkeglas. Køben­havn er de fulde Svenskeres By. Naar en svensk Provinsmatador i gamle Dage vilde leve rigtig bon, rejste han til Stockholm incognito. Nu rejser han til København. Og der træffer han sin Lands­mand, Stockholmeren. – Længe leve Spiritus­friheden!

Saaledes rendte en skønne Dag Jonsson fra Stockholm, og Raadmand Sundblad fra, – ja, det holder Sundblad maaske ikke af, at jeg næv­ner, – sammen paa Kongens Nytorv.

- Maa jeg spørge Dem, min gode Mand, sagde Jonsson, – hvordan Fanden skal jeg fin­de Vej til Kongens Nytorv?

Det sagde han paa Dansk, – Jonsson taler gerne Landets Sprog til de indfødte. Raadmand Sundblad rystede uforstaaende paa Hovedet.

- Sprechen Sie deutsch? – sagde han til sidst.

- Ein wenig, – svarede Jonsson.

Saa tav de begge to, thi de havde allerede naaet Grænsen for deres Kundskaber i tysk – Jæflar annamma! – sagde Jonsson.

- Men Kors i Herrens Namn, – Herren er jo svensk, – jublede Raadmanden. – Saa her­ligt det er at høre sit smukke Modersmaal her i et fremmed Land! Mit Navn er Raadmand Sund­blad fra…… ja, saa nævnede Raadmanden Ste­det.

Naa, Jonsson og Raadmand Sundblad fandt øjeblikkelig hinanden og tilbragte en særdeles behagelig Dag sammen. De lunchede hos a Poria og lagde Titlerne bort ved den første Snaps, og de læskede sig med tredobbelt stærke Formiddagsgrogger udenfor d’Angleterre.

- Herligt! – sagde Jonsson.

- Og saa billigt, – og man behøver ikke at spise Mad til, som hjemme i Sverige! – sagde Sundblad.

Naa, saa helt billigt blev det nu ikke.

Middag indtog de hos Wivel og efter Middagen fik de Kaffe og Kalonic og mere Kaloric og Ka­loric igen, lige til Jonsson begyndte at kalde Sundblad for Cederlund og Sundblad kaldte Jonsson for »lille Mor.«

Jeg fandt dem der Klokken ti samme Aften, Raadmand Sundblad laa fast indslumret med:

Pincenezen i Puncheglasset og Kinden mod Jonssons Skjortebryst, men Jonsson sad og stirrede frem for sig med fugtige og vemodige øjne og hostede svagt.

- Hvordan har du det, Jonsson? – spurgte jeg.

- Jeg føler mig en lille Smule, indisproportioniseret, – sagde Jonsson og trak Ordet ud som en Gummisnor. – De Jævler, de har sat et Glas med Tandstikkere frem foran mig. ­For et Øjeblik siden drak jeg dem allesammen!

Man skal ikke lade sig narre af  brochurernes forskønnende og forførende ord, når de f.eks.  skriver:

”Æsel- og vandreferie i Alperne, rigtig herlig ferie for hele familien, gå fra hotel til hotel – undervejs opleves  Alpernes prægtige natur”

Det lyder sådan set smukt og herligt. Men det forudsætter selvfølgelig, at der er plads på hotellerne. Vandringen mellem ellers hyggelige, men fuldt belagte hoteller, kan nemt  blive et uendeligt mareridt, når man er træt efter en lang dag og bare gerne vil have et sted at sove.

Hemmeligheden bag en succesfuld turistrejse er selvfølgelig, at man sørger for at have bestilt overnatningen i forvejen.  Sådan er det i dag og sådan var det faktisk også i 1918. Læs her Dan Bergmans eventyrlige oplevelser i København, da der ikke var plads til ham på hotellerne.

København ca. 1930

EN NAT I KØBENHAVN.

Det var med Hjertet bankende af glad Be­vægelse, at min Hustru og jeg, efter nogle Maaneders Omflakken, dukkede frem fra de dan­ske Provinsers Skjul og trængte ind i København. Trængte ind er netop det rette Ord. Som tætte Stimer bevægede Menneskemængden sig i alle Retninger. Fortovsret eksisterer ikke i Danmark. Man kæmper mere eller mindre gemytligt med hinanden for at slippe forbi. Med svensk Arrig­skab kommer man ingen Vegne i Danmark.

Min Hustru og jeg bevægede os sagtmodigt ad Vesterbrogade, frem mod Raadhuspladsen. Jeg bar al Bagagen og min Hustru holdt sin Paraply over sig og min over mig. Det pjaskregnede og blæste, som det kun kan blæse i Danmark. Vi havde ikke Spor af Nytte af Paraplyerne. Jeg bad min Hustru om at slaa dem ned, men hun vilde ikke adlyde. Hun vilde maaske nok, men det er meget vanskeligt at slaa en Paraply ned i et dansk Blæsevejr. Paraplyerne var som leven­de, ondskabsfulde Væsener, der ivrigt beflittede sig paa at rykke min Hustrus Arme af Led. Hun bar sig tilsyneladende meget besynderligt ad. Undertiden stod hun stille, kæmpende med Para­plyerne og standsende al Trafik, – undertiden hoppede hun afsted som en Kænguru, og til an­dre Tider saa det ud, som om hun havde i Sinde at starte som Aeroplan.

Jeg blev hjertens angst. – Slip Paraplyerne, raabte jeg.

Hun slap dem. De stak lige til Vejrs, og tog Retning mod Syd, ad Warmünde til. De er na­turligvis senere blevet skudt ned af den tyske Kystbevogtning, som engelske Spioner.

Men min Hustru og jeg naaede pjaskvaade og meget nedslaaede Raadhuspladsen. Vore Hjer­tes glade Bevægelse var bortblæst. Vi traadte ind paa et af Hotellerne omkring Raadhuset. Ve­stibulen var fyldt med nervøse Rejsende. Alle Jordens Tungemaal svirrede i Luften, men vort elskede Modersmaal overdøvede dem alle. Sven­skerne var i afgjort Majoritet og de brølede som Løver. Men bag Skranken stod Portieren, util­nærmelig som en Exellence, der giver Audiens. Endelig blev det vor Tur.

- Et Rum med to Værelser! – fremslyngede jeg ubetænksomt.

Den store Mand sendte mig et dræbende Blik, saa fortrak hans ene Mundvig sig til et haanligt Smil.                                               I

- Er det bestilt? Uden Forudbestilling faar De ikke Tag over Hovedet i Nat, – kun Tag­dryp! -

Tre Piccoloer grinede højt. – Vær saa god, Hr. Grosserer, Nr. 595!

Den store Mand rakte naadigt en Nøgle til en ung Kødpølse fra Skaane. Jeg forsøgte at nappe Nøglen fra Kødpølsen, men min Hustru trak mig med sig. Hotelpersonalet skød bag paa og saa stod vi atter ude paa Raadhuspladsen.

Portieren fik Ret. Vi styrtede fra Hotel til Hotel, ialt et halvt Hundrede Stykker, til at be­gynde med var vi frække og storsnudede, men efterhaanden blev vi bedende og ydmyge. Der var ingen Plads til os nogetsteds. Fyldt fra Kæl­der til Loft. Gæsterne laa i Korridorer og Bade­værelser og Garderober, hang paa Knagerækker, stod pakket i Elevatorer, og der var fuldt paa alle Herberger, Redningshjem og Politivagter.

Og de ni Tiendedele af Gæsterne var Svenske­re. København er blevet en svensk By. Jeg anta­ger der maa være meget øde i Stockholm nu, for ikke at tale om de svenske Købstæder. Regerin­gen burde udstede Eksportforbud for Svenskere.

Min Hustru og jeg fortsatte rastløs vor triste Vagabondering. Da vi havde tabt alt Haab, lyk­kedes det os at bestikke en Stuepige med en Tier, saa hun overlod min Hustru sin Plads i et Loftskammer, hvor der boede tolv Stuepiger. Selv til­bragte hun Natten paa en Skarnbøtte. Mod Er­læggelse af en Femmer blev der tilbudt mig selv Plads mellem en Yder- og en Inderdør paa sam­me udmærkede Hotel. Jeg afslog det efter no­gen Tøven og travede alene videre ud i Natten.

Jeg afstod fra alle yderligere Forsøg. Jeg var lykkelig og taknemlig over at have faaet min Hu­stru placeret. Raadhusklokken slog tolv, den store By sank hen i Hvile, Gadelarmen stilnede af, Lysene slukkedes. Men Gaderne var ingen­lunde folketomme. Mange Tusinde husvilde Sven­skere slæbte deres trætte Ben efter sig, omkring i Gaderne, ligesom jeg. Jeg traf flere rigtig rare og elskværdige Landsmænd, lidt tungsindige, men fyldte af en varm Fædrelandskærlighed. De længtes alle hjem til gamle Sverige. Vi fordrev Tiden saa godt vi kunde. Sad og nikkede rundt om paa Trappesten og Boulevardbænke, indtil Kulden eller en Politibetjent fik os paa Benene igen.

Da Morgenrøden gød sin Glans over Køben­havn, sad jeg og en Landsbypræst fra Smaaland og en Departementschef fra Stockholm tæt trykket ind til hinanden nede paa Kajen ved Havnegade, med Benene dinglende ud over Kanten og Ansigterne vendte mod den svenske Kyst og sang Wennerbergs seriøse Serier trestemmigt.

Og saa lagde en Damper til, – og vi trak Benene til os!. …

Cirkus er en gammel tradition i Norden. Så vidt vides blev den første cirkusforestilling vist i Stockholm i 1787.  Cirkusteltet med manege og publikumspladser, som vi kender i dag, kom dog lidt senere.  I Danmark blev det første cirkustelt af denne type opstillet i 1855. Brugen af telt bevirkede, at man ikke længere var afhængig af særlige bygninger, og det blev muligt at rejse rundt og komme ud til de mindre byer i landet.

I gamle dage skulle der ikke så meget til imponere folk. En fuld mand iklædt fugledragt i et bur kunne f.eks. være en attraktion. Stemningen var imidlertid høj. Et lille glimt af stemningen ved en cirkusforestilling i 1918 i en lille fynsk by Skidtstrup (formodentlig opdigtet navn) får man ved at læse Dan Bergmans morsomme lille skildring i det følgende (hentet fra bogen ”Mellem brødre”). Det fremgår tydeligt, at han langtfra var lige så imponeret af det kunsteriske niveau som den lokale befolkning.

Det er stadig muligt at opleve cirkus i Danmark. I år byder sæsonen på 3 store cirkus (Arena, Benneweis og Dannebrog), et mellemstort Baldoni og 3 små cirkus: (Arli, Krone og Mascot). Herudover er der nogle mindre cirkus, der ikke rejser så meget rundt eller er stationære, f.eks. Zirkus Nemo. Læs mere om aktuel dansk cirkustradition her.

Frøken Mogensen hoppede gennem tøndebånd og bedårede alle med sin elskværdighed

CIRCUS.

Grand Circus Frederik Mogensens Enke og Sønner havde Premiere i Skidtstrup paa Fyen. Det var en stor Begivenhed. Den lille By befandt sig i en voldsom Ophidselse allerede fra den tidlige Morgenstund. Byens eneste Gade vrimlede af Liv, Træsko klaprede, Cycler susede forbi, Hundene bjæffede, Hønsene styrtede for­skræmte afsted paa usynlige Ben, Spurvene gemte sig i Efeuespalieret, i Vinduerne saas Ho­ved ved Hoved, Skolebørn skulkede, Kafegæster­ne drak Sjusser med dobbelt Væge.

Saaledes forløb Dagen. Men endelig langt hen paa den regnfulde Eftermiddag lød der et Raab fra Gaden: Nu kommer de! Nu kommer de! Og en Snes svedende Cyclister, der havde været ude paa Rekognoscering, susede frem, – nu kommer de, – nu kommer de!

Og de kom, langt ude paa den snorlige Lande­vej kom de. Et halvt Hundrede tøjrede Geder dannede Geled paa begge Sider af Vejen, en Flok Gæs optraadte som Fortrop, ivrigt snad­rende med højt baarne Hoveder, fulgt lige i Hæ­lene af den verdensberømte Puddel, George Washington, Verdens bedste Springer, i Øjeblik­ket ganske forfærdelig tilsmudset og vaad og me­get sur i Humøret, men røbende sit høje Kultur­standpunkt ved at fnyse foragteligt ad alle Bon­dehundene, der nærmede sig med logrende Ha­ler.

Og bagefter rullede Circus Fredrik Mogensens Enkes og Sønners Beboelseshus, møjsommeligt fremslæbt af et Par skindmagre øg, i hvilke man  med største Vanskelighed kunde genkende den berømte Springer Sokrates og dens næsten ligesaa berømte Kollega, Regnekunstneren Mikkel. Beboelsesvognen eskorteredes af Mogensens Enkes Sønner, et Par meget behagelige unge Mænd, iført Dumme-Peter-Kostymer, og oppe paa Taget sad Mogensens Enkes Døtre, to vidunderlig skønne og guldglinsende Damer, svingende smaa danske Flag, og i Køkkenvinduet saa man selve Mogensens Enke, næsten lige saa skøn, men betydelig federe end Døtrene, kastende Finger­kys til Folket og svingende med en Karklud. Og Folket jublede.

Men det var intet mod Aftenens Triumfer.

Hele Skidtstrup var i Circus og jeg manglede heller ikke. Jeg skulde jo blive Natten over i Skidtstrup og mente ikke at kunne tilbringe Af­tenen paa nogen behageligere Maade, og min Beregning holdt ogsaa Stik. Mogensens Enke solgte selv Billetter ved den tæt belejrede Ind­gang. Alene at se hende var Billetten værd. Hun var kuglerund, og hun havde aldrig Vekselpenge, skønt hun aldrig modtog andet. Overbetaling var lige Penge for hende. Det var som paa en Vel­gørenhedsbasar.

Teltet var stuvende fuldt. Mindst et Hundre­de og fem og tyve Mennesker. Men jeg og nogle andre Honoratities sad i Parkettet, en lille Række Havestole nærmest Barrieren, og vi sad udmærket, naar man undtager, at vi havde lidt vanskeligt ved at holde Balancen paa den ujævne Markjord. En Acetylenlampe hængte ned fra Teltets Mast og lyste som en lille Sol. Alles øjne skinnede af Forventning. Frøknerne Mogensen trippede rundt og solgte Programmer og blinkede saa skælmsk og uimodstaaeligt til Skidtstrups mandlige Ungdom, at mere end en Ungersvend følte, at hans Time var kommet.

Orkesteret, en Lirekasse og en Tromme, trakteret af to lokale Dygtigheder, stemmede i med en Marsch, Staldmestrene; to lokale Udueligheder i lyseblaa Uniformsfrakker og i høj Grad civile Bukser aabnede en Lem i Barrieren. Forestillin­gen begyndte.

Alt blev modtaget med stormende Jubel. Den berømte Regnemester Mikkel forbløffede ved sin Sikkerhed, unge Mogensen maatte skynde sig at sige, hvor mange Gange den skulde stampe, ­ellers stampede den alligevel 2. George Washing­ton, Puddelen, der nu var vasket en lille Smule og havde faaet en lyserød Sløjfe ved hvert Øre, overgik sig selv. Den skulde springe over tolv frivillige Assistenter, men tog for stærkt Tilløb, saa den fløj for langt og havnede i Skødet paa en lille fynsk Signora paa anden Række. Hun hylede og Washington gøede. De var lige for­bausede begge to.

Senoritaerne Pepita og Angelita, alias Frøk­nerne Mogensen, – hang i Knæene i Trapez og holde deres Broder mellem Tænderne. Det var lige med Nød og næppe, at han kunde naa Jor­den med Taaspidserne. Den ædle Sokrates tra­vede Arenaen rundt, nedtrampende alle Stæn­ger og Forhindringer, der generede hans frie Løb, med en overdækket Bordplade paa Ryggen. Paa Bordpladen stod Miss Daisy, – ogsaa en Frøken Mogensen. Hun hoppede gennem Tøndebaand og bedaarede alle med sin Elskværdighed.

Verdens bedste Dumme-Peter, en af Brødrene Mogensen, indtog hendes Plads paa Sokrates og imiterede hendes gratiøse Bevægelser, saa Teltet var ved at ramle sammen under Latter- og Applaussalver. Forresten førte han en meget vittig Dialog med Staldmesteren. Efter min Mening er der intet Sprog i Verden, der egner sig saa fortræffeligt til Circussprog,som netop det danske.

De to Cowboys Jim og Jack, direkte fra Covent Garden i London, – Brødrene Mogensen, – var mere vilde end nogen virkelig Cowboy nogen­sinde har været. Men deres Springere, Sokrates og Mikkel var lidt dvaske. Den eneste Ordre de udførte med virkelig Interesse, var naar de blev anmodet om at lægge sig ned.

Det sidste Nummer paa Programmet var Afte­nens Clou: Mogensens Enke paa stram Line. Li­nen var spændt mellem to Teltstænger, mindst en Meter hævet over Jorden. Hele Personalet maatte anspænde alle deres Kræfter for at faa løftet hende derop. Men da hun først var der­ oppe, saa hun pragtfuld ud, som hun stod der med Balancestangen i Hænderne og kødfarvet Trikot paa de vidunderlige Ben. Eller var det mon Trikot? Hun beherskede sin Kunst med vir­kelig Suverænitet; – men pludselig begyndte hun at vakle. Overkroppen skælvede, Munden aabnede sig, og saa nøs hun. Hun var forkølet den stakkels lille Stump! Fødderne fløj hver til sin Side ud i Rummet, hun satte sig paa Linen og snurrede rundt. Det blev for meget for det haardt prøvede Telt. Et Brag og Teltet blev som en Pandekage.

Dødeligheden var kun ubetydelig.

Det sker af og til, at man hører, at nogen er kommet til skade eller er død efter at have drukket forgiftet alkohol. I dag er det forholdsvis sjældent at det sker i Norden, men ude i verden er det ikke usædvanligt. Sidste år skrev pressen f.eks. om 25 mennesker på Bali, der var døde efter at have drukket metanolholdig risbrændevin, blandt disse ofre flere turister, se her.

Men situationen har ikke altid været så velordnet hos os i Norden. Der var en tid, hvor smarte forretningsmænd ikke tog særligt meget ansvar for det, de solgte. Kunne man tjene lidt ekstra, var det meste ok. Og opfindsomheden var stor. Man fortyndede spiritussen og tilsatte stoffer efter behag. Somme tider tilsatte man også noget, der var direkte livsfarligt for dem, der drak.

Dan Bergman fortæller i bogen ”Mellem Brødre” en humoristisk, men også noget barsk historie om problemerne med dårlig og forgiftet spiritus i 1918 i Danmark.

Svensk mådeholdsdranker 1918

DANSK KONJAK.

En svensk Maadeholdsdranker, – og hvilken Svensker er ikke det nu for Tiden, saa det er ikke noget at prale af – som er vant til at faa en Liter fortyndet Spiritus til at læske sig og sin Husstand med, hver tredje Maaned, stiger i Land i Danmark med glad bankende Hjerte, Danmark, Spiritus frihedens herlige Land!

Men hans Hjerte banker snart normalt igen. Den danske Spiritusfrihed er i højeste Grad misbrugt. Ikke af de konsumerende, – de nyder højest et lille Likørglas Akvavit til Søndagefter­middagsløvetandsmokkaen.

Nej, det er de samvittighedsløse Forretnings­mænd. Der findes kun en Slags Spiritus i Dan­mark, der ikke er forfalsket – det er den dan­ske Akvavit. Al anden Spiritus er Gift. Men naar de konsumerencle strejker, hvad skal saa de stak­kels, samvittighedsløse Forretningsmænd leve af? – Aah, – det har ingen Nød, – her er ikke Ge­neralstrejke. Her findes Undtagelser, ikke saa faa Undtagelser. Jeg har selv været en af disse, Undtagelser, men nu nyder jeg heller ikke mere end et Likørglas Søndag Eftermiddag, tilmed kun naar det er daarligt Vejr. Gud ske Lov har det været en væmmelig Sommer, med meget daarligt Vejr. At jeg endnu lever og trasker omkring i Vandpytterne, det kan jeg takke min kraftige Konstitution for. Men naar jeg en Gang kom­mer hjem, vil man kunde iagttage, at jeg blinker stærkt med det venstre øjelaag. Det er ikke af Skælmeri, – det er en Følge af den forbandede, danske Konjak.

Dansk Konjak kan faas overalt, undtagen hos Vinhandlerne. De skammer sig vist. Men prøv hos en Skomager, jeg tror næppe, De vil gaa for­gæves, Jeg købte en Gang under denne Benæv­nelse noget forholdsvis ufarligt Opvaskervand hos en Guldsmed. Og Cigarhandlerne og Urte­kræmmere sælger næsten ikke andet end dansk Konjak. Deres Vinduer pranger med vældige Stabler trestjærnet Martell og Hennesy. Det er saadan, at en gammel Konjakselsker taber Vej­ret, første Gang han staar uden for saadan et Vindue. Men han staar der heller ikke ret læn­ge, – næste øjeblik staar han indenfor.

- Hvad koster Konjaken? – spørger han. Han spørger ikke om den er god, – det gør man ikke, naar det gælder trestjæmet Martell eller Hennesy, for saa tror Folk man er Idiot. Konjaken er dyr, den koster mindst tredive Kro­ner Flasken, uden Flaske, men med Etiket, og Etiketten er endda det eneste, der har nogen Værdi. Næste Øjeblik iler Konjakselskeren him­melhenrykt og skælvende af Forventning hjem til sit Logi, med en Martell under den ene, og en Hennesy under den anden Arm, han laaser sin Dør omhyggeligt og forbereder sig paa en beha­gelig Stund i Selskab med de to gamle Venner.

Næste Morgen maa Politiet bryde Døren op, og man finder et Lig, Konjakelskerens, men af Martell og Hennesy finder man ikke Spor, hver­ken indeni eller udenfor Konjakelskeren. Ikke Spor.

Nu løber jeg, som før antydet, ingen Risiko mere. Men hvilke frygtelige Farer har jeg ikke været udsat for!

Jeg kom en Dag ind i en lille Tobaksforret­ning og købte en Pakke Mos til min Snadde. Den vennesæle og elskværdige Tobakshandler stod og famlede med et eller andet bag ved Di­sken, og jeg blev nysgerrig.

- Hvad har De der? – spurgte jeg.

- Aa, – det er bare en Flaske Konjak, sagde han og kælede for Flasken.

- Er den god? — spurgte jeg.

- Den er som en salig Drøm, – sagde han og kælede videre.

- Hvad koster den? – spurgte jeg stærkt interesseret.

- Den er ikke til Salg, – sagde han med in­derlig Følelse, – det er min sidste.

Jeg tvang ham tilsidst til at afstaa mig Fla­sken for halvtreds møjsommeligt sammenskra­bede Kroner. Han kælede for sidste Gang for den, klappede den ømt og længe, og saa var Fla­sken min.

Da jeg kom hjem, skulde jeg naturligvis straks prøve Konjaken. Jeg smagte. Den smagte ikke allerværst, – men Konjak var det ikke. Jeg fortsatte at smage. Inden jeg vidste et Ord af det, havde jeg smagt hele Flasken op. Jeg kom aldrig til noget bestemt Resultat, om hvad det egentlig var.

En halv Time senere sad jeg som Gæst og drak Te hos en Stiftsprovst. Ingen kunde mærke noget særligt paa mig, undtagen at jeg maaske var mere end almindelig melankolsk. Jeg følte nemlig, at mine Indvolde begyndte at danse Polskpas. Men da jeg kom hjem! – En Drøm om Salighed, – sagde han! Politiet behøvede ikke at sprænge Døren næste Morgen, – den stod aaben hele Døgnet.

Jeg var blevet forholdsvis gode Venner med en Urtekræmmer i en af Danmarks mest betydende Købstæder. Jeg købte alle mine Delikatesser hos ham og det kunde ske, at vi en Aftenstund tog en Sjus sammen paa en Automat. En Morgen kom jeg ind i hans »Magasin«.

- Vil De ikke have lidt Konjak? – spurgte han.

- Nej Tak, jeg er ikke noget Pattebarn! ­sagde jeg overlegent.

- Saa smag paa denne her! – sagde Urte­kræmmeren og hældte nogle Draaber op i et Blikmaal.

- Udmærket, – ganske udmærket! – udbrød jeg. – Har De mere af den Slags?

- Jeg har et halvt Dusin Flasker tilbage, ­svarede han ligegyldigt.

Jeg lagde et Bundt Sedler paa Disken, og ti Minutter efter stod hele Batteriet paa Bordet i mit Hotelværelse. Jeg blandede en mild Grog, smagte paa den og spyttede. Der gik Hul paa Gulvtæppet, Munden blev forbrændt og alle mine Tænder løsnede sig.

Næste Dag inviterede jeg min Ven Urtekræm­meren ind i Hotellets Have. Vi spillede Kegler paa Græsplænen. Keglerne var hans Konjaks­flasker. Han fandt Spøgen uhyre vellykket og helmede ikke før alle Flaskerne var knuste.

Græsplænen blev aldeles skaldet, – al Græs­set blev svedet af.

Han var tørstig efter Anstrengelsen. Jeg rakte ham et Glas Citronsodavand, i hvilket jeg havde blandet tolv Draaber af hans Konjak. Han tømte Glasset i et Drag. Han døde uden at sige Far­vel. Det fik han ikke Tid til.

Vi har vist nok glemt det i dag. Men der var engang, danskerne var Nordens træskofolk, i hvert fald set med vores broderfolks øjne. Hvem kender til det i dag?

Den karakteristiske og muntre lyd fra træsko er forsvundet fra gadebilledet for længe siden. Men prøv at forestille dig lyden af hundreder eller tusinder af jernbeslåede træsko, der samtidig klaprer mod stenbroen overalt på gader og i stræder. Det må have været noget af en oplevelse og udgjorde formodentlig en vigtig del af hverdagslyden dengang. Denne lyd kan vi ikke længere høre, for træskoene har jo for længst veget pladsen for alle moderne fodformede og fodrigtige listesko. Sammenlignet med før er brugen af træsko i dag næsten helt borte, hvilket der i og for sig er mange gode grunde til, for det var jo ikke verdens bedste fodtøj, og de fordærvede faktisk vores fødder. Men at vi før i tiden havde en udbredt træskokultur er sikkert gået i glemmebogen.

I 1918 var der var dog en svensker, Dan Bergman, der observerede fænomenet og nedskrev sine indtryk i bogen ”Mellem brødre”, og her kan vi endnu i dag læse om danskernes glorværdige, men også lidt irriterende træskotid.

Typisk dansk træsko 1919

TRÆSKO.

Det begynder at knibe med Fodtøjet i Dan­mark nu. Men Træsko er der nok af. Jeg spekulerer paa at anskaffe mig et Par, og tage et Kursus i den rette Brug af dem, og senere ind­føre dem i Stockholm, hvor jeg tænker mig at Halvdelen af Borgerskabet gaar barbenede nu for Tiden. Det vil bringe Liv paa de stockholmske Gader. Jeg tænker mig Strandvejen og Birger­Jarlsgatan genlyde af munter Træskoklapren.

Det bliver naturligvis lidt vanskeligt at faa Be­nene med sig, naar man har travlt, og lidt strengt bliver det maaske for mange ømfindtlige Fodfingre, men Ligtornene vil vantrives og Ligtorneope­ratørerne kommer til at se sig om efter en anden Beskæftigelse. Jeg ser i Aanden Forhallen til Operakällaren og Royal fyldt af flerdobbelt Lag af Træsko, – man tager selvfølgelig ikke Træsko­ene med ind i de elegante Spisesale, men stiller dem udenfor ligesom Galoscher, – medens Di­nerpublikummet staar i Kø udenfor Toiletterne for at faa vadsket, ikke alene Hænderne, men og­saa Fødderne.

Danskerne har ganske vist endnu ikke accep­teret Træskoene som highest fashion, men hvor­for skulde vi ikke kunne være Foregangsmænd paa dette Omraade, som paa saa mange andre, f. Eks. Rationering, Kødmangel, Surrogater og al den anden Elendighed, som Danskerne har været uselvstændige nok til at abe efter.

Alle jævne Danskere er allerede nu fuldstæn­dige Mestre paa Træsko, de kan løhe med Træ­sko, danse med Træsko, cycle med Træsko, hop­pe af og paa Sporvogne med Træsko, de drikker af Træskoene og slaas med Træskoene.

Hver evige Morgen Klokken 5³⁰ begynder Træ­skoene at klapre neden for mit Vindue, det lyder, som om man var ved at brolægge Gaden, og det føles, som om de forsøgte at banke Hjernen ud af Hovedet paa mig med deres evindelige Klapren. Og hver evige Morgen Klokken 5.40 hænger jeg ud af det aabne Vindue med Natskjorten smøget op over Maven og de nøgne Ben indviklede i de is­kolde Varmeledningselementer og skyder paa danske Arbejdere med en uladt Revolver. Men midt paa Dagen, naar en Aandens Arbejder igen føler sig oplagt til at spille paa Sjælens uendelig fine Strenge, finder jeg Træskoskramlet ganske pikant og oplivende som en Slags burlesk Akkompagnement.

Naar en Dansker er kravlet op i sine Træsko, staar han et helt Trappetrin højere end andre Mennesker. Han har en høj Klods under Hælen og en anden under Fodballen. Foden kan aldrig blive vaad, idet mindste ikke udefra. Bare jeg kunde forstaa, hvordan en Dansker bærer sig ad med at holde Træskoene fast paa Foden. Han maa da altid gaa med unaturlig spændte Tæer. At han ikke faar Krampe!

Jeg har aldrig set en Dansker tabe sine Træsko. Jeg mødte forleden en Bondekarl paa Ryes­gade i Aarhus. Han kom cyklende med Træsko paa, og i Haanden holdt han et Reb, i hvis an­den Ende der hængte seks sammenkoblede Kalve. Det gik udmærket. Undertiden var Kalvene bagef­ter og mindre oplagte til at fortsætte, saa Karlen maatte trampe til med en uhørt Muskelstyrke, for at faa dem til at følge med. Men lige med et blev de livlige og fløj forbi ham med glade Krum­spring saa at al Trampen blev unyttig. Det gik udmærket. Men saa kom Sporvognen. Kalvene blev mildest talt lidt overraskede. Sporvogne var et fremmed Begreb for dem. Halvdelen kile­de ind i en Frugtbutik paa den ene Side af Ga­den, og den anden Halvdel ind i en Slagterforret­ning paa den anden. Den unge Mand slog en Dobbeltsaltomortale over Cyklen, og kom ingen­lunde ned paa Fødderne. Hænderne under Ha­len, Hovedet mellem Benene, og Fødderne lige op i Atmosfæren. Men paa Fødderne sad Træ­skoene.

En Dansker taber aldrig sine Træsko!

En anden lille interessant Episode! Jeg saa en Aften en fortryllende ung Pige, der ved et Gade­hjørne stødte sammen med en Mand paa Træ­sko. Mandens ene store Pram trampede lige paa den lille Dames fine, hvide Støvle!

– Nu er Foden maset! -tænkte jeg med Taarer i øjnene.

Men den unge Dame gav ikke en Lyd fra sig.

Hun besvimede maaske, tror man? Nej, slet ikke. Hun lo. Hendes Fod var kommet midt mellem Træskoens to Klodser. Men der sad den ogsaa fast indkilet, som en Tand i et Kæbeben. Træ­skomanden løftede Foden, den unge Dames Fod fulgte med, Træskomanden sparkede energisk med Foden, – den unge Dame var nødt til at sparke med. Hun maatte klamre sig til Træsko­mandens ene Arm for ikke at trille omkuld.

Saadan stod de en Stund, som et højst umage nyforlovet Par. Endelig vrikkede Manden lidt med Tæerne, hans Fod gled ud af Træskoen, og glade og muntre som et Par smaa Legekamme­rater ilede den unge Dame og Træskomanden ned ad Gaden, – han stærkt haltende, og hun med hans store Træsko siddende paa tværs Over sin hvide Tøjstøvle!

Er der mon nogen, der kan huske, hvordan det var at rejse med tog fra København til Århus før Storebæltsbroen kom til? Der var naturligvis ingen problemer, hvis man havde købt pladsbillet, så blev man bare siddende i toget under overfarten, men en stakkels rejsende uden pladsbillet måtte pænt stige ud af toget i Korsør og gå op ad trappen med sin bagage til færgen. Da dukkede altid de mest primitive instinkter op i folk. Selv om der var rimelig god tid til afgang, ville man for  alt i verden ikke være sidst. Det gjaldt om at få en vinduesplads på færgen. Børn og unge styrtede af sted i fuld galop, de midaldrende gik hurtigt og halsende bagefter med deres tunge kufferter og dannede kompakte propper ved trapperne op til gangbroen. De ældre sakkede uhjælpeligt bagud med deres krykker og stokke og dannede en hvidhåret bagtrop med noget nervøst og opgivet i blikket, uden nogen som helst chance, hvis færgen ikke ventede på dem. Desuden var det ikke usædvanligt, at toget var blevet en lille smule forsinket ved ankomsten til færgestationen, og det satte altid lidt ekstra fart på folk.

I 1918 havde man faktisk det samme rejsecirkus ved færgerne. Læs her Dan Bergmans beskrivelse i bogen ”Mellem brødre” af to svenskeres rejse til Aarhus med alle de strabadser og problemer, det indebar på den tid ved de mange skift mellem tog og færge.

Dreng på 5 år som rejser alene i 1921

EN DANSK FERIEREJSE.

Jeg skrev i Begyndelsen af denne Bog et ud­mærket lille Kapitel om danske Jernbaner, hvori jeg priste Danskernes noble Optræden som Turister og skældte mine stakkels Landsmænd ud.

Men den Gang havde jeg ingen Erfaringer med Hensyn til den danske Ferietid. Det har jeg nu og nu kan jeg trøste Svenskerne med, at i Mellemtiden er Danskerne blevet rigtige Svenskere.

Alle Danskere synes at have Sommerferie samtidig og alle Danskere synes da at rejse rundt og rundt og rundt i det lille Kongerige og gøre det til en stor Karussel.

Min Hustru og jeg kom med i Runddansen.

Jeg havde ganske vist læst i Aviserne om Trængselen paa Jernbanerne, men jeg tænkte, at de forbandede Kausører havde iklædt Sandheden Narrekaabe, og jeg stolede paa min egen sven­ske Uforskammethed, – og min Hustru stolede paa mig.

Efter at have holdt os til de fynske Sidebaner ­og tilbragt Højsommeren paa temmelig grundt Vand i Store og Lille Bælt, besluttede vi hen mod Høsten at vende tilbage til et højere Kulturliv.

Vort Maal var Aarhus.

Vi startede fra Middelfart.

Min Hustru og jeg har paa Rejser fordelt Haandbagagen imellem os paa den Maade, at min Hustru bærer en Hatteæske og en Natsæk, medens jeg bærer en tung Kuffert i hver Haand. Vore Regnfrakker under den ene Arm og Para­plyer og Parasoller dinglende paa Haandleddene. Det er fælt, naar man faar dem ind mellem sine Ben, og næsten endnu værre naar man faar dem mellem andres. En Pakke med Galoscher bærer jeg som Regel i Munden. Paa den Maade har jeg snart slæbt Galoscherne hele Danmark rundt. ­Det er egentlig Synd for mine Fortænder, men Herre Gud, – de kan jo ikke forlange, at de al­tid skal sidde bare til Stads. Det er forresten endnu aldrig hændet, at vi har aabnet Galosche­pakken, men min Hustru synes det er saa bero­ligende at vide, at jeg har Galoscherne parat ­i Munden.

Saaledes rustede stod vi paa Perronen i Middelfart, da Toget rullede ind, fuldstoppet som en Pølse. Der var ingen Mennesker, der stod af. Det er min Overbevisning, at flere forsøgte, men hvordan skulde det kunde lykkes for dem? Men der var Hundreder af Rejsende, der vilde ind. Og jeg ved ikke, hvordan de bar dem ad, men ind kom de i en Fart som Kugler i en Skyde­skive. Perronen var tom. Min Hustru og jeg er imidlertid ikke Projektiler. Vi ilede frem og til­bage langs Vognrækken, raadvilde som hjemløse Hunde, jeg snublede over Paraplyerne og min Hustru strakte bønfaldende sin Hatteæske og sin Natsæk op mod alle de grinende Ansigter i Ku­pevinduerne. Et Par hjælpsomme Hænder greb begge Pakkenillekerne under en endeløs Jubel fra samtlige Rejsende. Toget holdt kun i to Minut­ter. Konduktøren peb Afgangssignal.

- Skal De med? – raabte han, Fæhovedet. ­Skynd Dem lidt!

Og han rev en Dør op og puffede mig og min Hustru ind. Det var en meget stærk Mand den Konduktør. Det lykkedes ham at klemme Døren i efter os, skønt vi dannede en stor Bule, og vi blev presset ind og blev til et med Menneskemas­sen, der protesterede med et halvkvalt Suk. Jeg faldt sammen efter Spændingen. Jeg slap baade Kufferter, Frakker og Paraplyer og sank sammen med Hovedet paa Brystet og Knæene oppe Under Maven. Døren til Toiletrummet stod aaben. Derinde befandt sig en blomstrende Familie paa ti Medlemmer, men hvordan den befandt sig, det ved jeg ikke. Men det var jo i al Fald morsomt for dem, at de fik Lov at være sammen.

Ti Minutter efter standsede Toget ved Frede­riciafærgen. Jeg ved ikke, hvordan vi kom ud, men med hele Massens forenede Vilje lykkedes det. Vi stod sammenpakkede paa Færgen. Hoved ved Hoved, omtrent ti Tusinde Sjæle, Kvin­der og Børn iberegnet. Der var ingen Mulighed for at holde fast paa Hatten. Armene laa lænket fast nedad Siderne, som var de bundne med Reb. Jeg misundte min Hustru hendes Hattenaale. Tu­sinder af Herrehatte dækkede Lille Bælt. Det mindede om Syndfloden. Saa grebes ogsaa min gamle, trofaste Panamahat af Vildskaben og for­lod mig uden Opsigelse. Min Hustru havde hel­digvis faaet sin Hatteæske tilbage. Hun tog sin Paradehat paa, og jeg fik hendes Daglighat sat fast med en Sikkerhedsnaal bag i Frakkekraven.

Vi landede i Fredericia.

- Nu gælder det! – hviskede jeg til min Hu­stru. – Kapløb til Aarhustoget!

Min Hustru foldede Hænderne om min ene Arm, den med Paraplyerne, og vi fløj afsted. Alle stormede afsted, hensynsløst væltende alt til Side, hoppende over smaa Børn, der blev slæbt afsted mellem Far og Mor. Ungdommen distancerede ganske vist min Hustru og jeg, men bland old boys var vi blandt de første ved Maalet. Synd, at der ikke var Præmie for gamle Drenge.

Vi havde ventet at finde en lang Række tomme Vogne ved Stationen. Men Toget var endnu ikke kørt ind. Min Hustru var træt. Hun hang som en stor Kringle paa min Arm. Jeg satte Kufferterne, anbragte hende paa den ene, mig selv paa den an­den og tørrede mit vaade Ansigt, først med den ene Regnfrakke, saa med den anden. Hvorfor i al Verden løb vi saa stærkt? Alle de 50,000 Men­nesker fra Færgen trængtes nu paa Perronen. Toget var to Timer forsinket. Vi vovede ikke at forlade vore Pladser. Men vore Tanker var henne i Jernbanerestauranten.

- Det er kedeligt! – udbrød min Hustru.

- Tal for Guds Skyld ikke svensk! – hviskede jeg, – saa bliver vi lynchede! Sig ja eller jæ-æ-æ-æ, hvis Du endelig skal sige noget, det klinger dansk og er alligevel halv svensk, -det er Halvdelen af jævler anamme!

- Jæ-æ-æ-æ-æ! – sagde min Hustru.

Men det var for sent. Vor væmmelige Nationa­litet var opdaget. Et Brus af Indignation fyldte Luften, – og saa kom Toget. Det var allerede fyldt af Rejsende fra Vestjylland.

Og saa begyndte den store Kalabalik. Hvad skulde et Par enlige, afskyelige Svenskere gøre midt i et oprørt Hav af danske? Vi forsøgte at tage Del i Stormen, men vi laa snart Side om Side under Toget, – heldigvis holdt det stille, ­og kravlede frem paa den anden Side, medens den frygteligste Borgerkrig rasede foran det. Jeg gentager, hvad jeg sagde i Begyndelsen af dette Kapitel: Danskerne er rene Svenskere!

Er der nogen forskel mellem dansk og svensk madtradition? Ikke særlig stor, vil mange sikkert hævde. Svenskerne spiser f.eks. også kartofler, sovs og frikadeller, selv om de er nogle små gnallinger til frikadeller, der er fyldt med rasp i stedet for mel. I størrelse kan de slet ikke hamle op med de danske. For hver spist dansk frikadelle har svenskeren allerede nået at spise mindst 10 af sine svenske frikadeller. Desuden må der være noget, de har misforstået, for de kalder danskernes frikadeller for ”kødboller”. For at gøre illusionen fuldstændig kalder man de danske kødboller for frikadeller. Men bortset fra det, er der ingen forskel mellem dansk og svensk mad. Eller er der?

Jo der er en kæmpestor og skrigende forskel mellem svensk og dansk madtradition, som det er umuligt at komme udenom.

Svenskerne spiser ”surstrømming” og danskerne ”øllebrød”. Her har vi simpelthen den vildeste og mest afgrundsdybe kontrast mellem dansk og svensk madtradition, som man kan tænke sig. Og de to madretter er omtrent lige meget hadet i begge lejre.

Der er ingen formildende omstændigheder. Rådet er kort og godt: Byd aldrig en svensker på øllebrød og lad dig ikke lokke til at smage på surstrømmingen! Det smager fuldstændig afskyeligt.

Da den svenske forfatter og humorist Dan Bergman besøgte Danmark i 1918 blev han også budt på øllebrød på et lille hotel. Det kom der ikke noget godt ud af. I bogen ”Mellem brødre” fortæller han om sit stærke modsætningsforhold til den mørke ildelugtende danske brødvælling, som han hadede af et godt hjerte og ikke kunne få sig selv til at indtage, trods stor sult. Derimod elskede han ”ruskomsnusk”, selv om rettens noget upolerede danske navn forekom ham temmelig ildevarslende.

Byd ikke svenskere på øllebrød!

ET DANSK MAALTID.

Jeg boede paa Højskolehjemmet i en lille dansk Kystby. I hver dansk By findes et Højskole­hjem, et hyggeligt og billigt Hotel, der aldeles ikke er reserveret Højskoleungdommen, men staar aabent for hele Verden, saa længe der er Plads, – og lidt til.

Klokken var halv et, den sædvanlige Middagstid i Danmark. Gongongen lød. Ved første Slag fløj alle Døre op, som blev de aabnet ved et Ur­værk og ud fra Værelserne ilede en Skare Mænd og Kvinder, med et Udtryk i Ansigterne, der fik en til at tænke paa en Flok Høns, naar Hønsepigen raaber: Put, – put, – put! De trængtes, nogle Sekunder i Spisedøren, men under yderst høflige Lader og Gebærder indtog de deres Pladser, udvekslede nogle Vejrobservationer, foldede Servietterne ud, legede nervøst med Servietrin­gene, skelede stjaalent til Værtinden, der stod med Hovedet ud af en Luge i Væggen, og An­sigtet nedover Elevatorbrønden, raabende paa Suppen, der kom farende op saa uventet hurtigt, at hun ikke naaede at faa Ansigtet til sig, men kom ud med Taarer i øjnene og Næsetippen skoldet, holdende Suppeterrinen i Ørene, og ru­skende den, som kunde den være et uartigt Barn.

Terrinen viste sig at indeholde en Slags Brødvælling, som Danskerne er meget forelskede i, men som jeg ikke vover at give mig i Lag med, siden jeg første Gang slugte en Skefuld af den og maatte styrte hen til et aabent Vindue og trodse Forbudet mod at spytte paa Fortovet. Det er en tyk, vammel sød, mørkebrun Vædske. Da Turen kom til mig, afslog jeg ærbødigt men be­stemt at modtage den til Randen fyldte Taller­ken, som Opvartningsjomfruen vilde sætte for mig. Alle stirrede paa mig, forbavsede og rin­geagtende. Hele Selskabet svælgede, smavsede og fraadsede i den fæle mørkebrune Brødvælling, – kun jeg sad uvirksom med Armene over Kors og skuede ud over alle de flittige Vællingspisere. De nød, skinnende af Velvære, og spiste min Sandten to svingende fulde Tallerkener af del mærkelige Brækmiddel.

Øllebrød, – kalder de det! Øllebrød! – Det kan en Svensker ikke en Gang sige, – end min­dre spise det.

Medens vi ventede paa Kødretten, blev Samtalen almindelig, denne behagelige danske Pludren, ikke dybsindig og heller ikke videre spirituel, men med mange smaa gemytlige Indfald, og akkom­pagneret af en smittende Latter. Jeg kender in­gen, der kan le som Danskerne og fremfor alt de danske Damer. Man ler af Latteren. Danskerne er et lykkeligt Folk.

Men Damen paa min venstre Side var en be­klagelig Undtagelse. Jeg forsøgte at drage hen­de med ind i Samtalen, men hun sad bare og stir­rede lige ned foran sig og svarede blufærdigt ja og nej. – Mest nej! – Hun ikke saa meget som trak paa Munden og aldrig tændtes der et Glimt i de intetsigende øjne under de nedslagne øjen­laag. Hun var fuldstændig som død. Men hun spiste. Hun var kommet Samme Dag. Ingen kendte hende. Hun fik mig til at tænke paa en Høne, der er hypnotiseret af en Kridtstreg.

Kødretten blev budt om. Samtalen standsede pludselig som en udløbet Gramofonplade. Alle sad i spændt Forventning, og hver og en tog hen­synsløst til sig uden Tanke paa en retfærdig For­deling. Men Forraadene syntes heldigvis at væ­re uudtømmelig. Jeg var grænseløst sulten. ­Endelig!

- Hvad er det? – spurgte jeg.

- Ruskomsnusk! – svarede Opvartningsjomfruen.

Jeg sank sammen.

- Nej Tak! – sagde jeg med Væmmelse.

Jeg hørte en ejendommelig Lyd fra min døde Nabo til venstre. Hun var vaagnet til Liv. Hun hævede Hovedet, kastede det tilbage og lo af fuld Hals, en saadan rigtig smittende, ægte dansk Latter. Fortryllelsen var brudt. Hun var den gladeste blandt de glade. Hun smittede dem alle. Jeg lo selv med.

Men Ruskomsnusk! Nej, før sultede jeg ihjel! Jeg sad og stirrede ned for mig, – havde over­taget min Nabos Rolle.

Ruskomsnusk! Det var den længste Middag, jeg har været med til.

Hvad i al Verden er Ruskomsnusk?

Tænk, det var ikke noget værre end en Slags Stuvning af Grøntsager med Flæsk i. Hvor skulde jeg vide det fra? Jeg elsker stuvede Grøntsager med Flæsk i!            ‘

Men den, der har givet den Ret det frygtelige Navn, ønsker jeg al mulig ondt!

Danskere og svenskere elsker hinanden, men den man elsker hader man også somme tider. Det sker af og til, at der dukker negative toner op i forholdet mellem danskere og svenskere. Begge parter bruger meget energi på at dyrke de små fordomme om dem på den anden side af sundet. Svenskerne er glade for at drikke og er tit fulde, siges det blandt danskerne, men samtidig viser statistikken, at danskerne gennemsnitligt drikker næsten dobbelt så meget alkohol som svenskerne. Hvordan hænger det sammen?

Modsat siger svenskerne, at danskeren lidt for ofte har en ræv bag hvert øre og tager en lille snaps og en stor cigar (eller var det omvendt?) samtidig med at han snakker svenskeren under bordet i al gemytlighed og forbrødring.

I 1918 var situationen ikke meget anderledes. I bogen ”Mellem brødre” fortæller Dan Bergman med sin skarpe og humoristiske pen en historie, der sikkert også ville kunne fortælles af mange svenskere i dag, f.eks. at de er blevet mødt med en sur bemærkning, en nedladenhed, et afvisende blik eller en kølig attitude fra en dansker, blot fordi de var svenskere. Men typisk for Dan Bergman fordyber han sig ikke i den beske kritik. I stedet manøvrerer han elegant videre til en morsom beskrivelse af brødrefolkenes diverse små forskelligheder.

Lille svensker møder stor dansker 1893

MAVESYRE.

Hvis to svenske Cyclister kører paa hinanden, giver det et frygteligt Brag, og der bliver Spektakel og Skænderi og Folkeopløb og Politi, Stævning, Vidneafhøring og Fjendskab for Livet.

Jeg saa en Gang to danske Cyclister ramle sammen.

De kom med stærk Fart, styrtede begge to og slog sig ganske eftertrykkeligt, thi de var begge stærkt bygget, og den ene havde en stor Kuffert og den anden en Sæk Kartofler paa Nakken. Men Gud bevare mig vel, hvor de lo! De rejste sig rystende af Latter, haltede hen til hinanden og snakkede om det lille Uheld, som om det var en ualmindelig god Spas, de børstede hinanden af, og skiltes med et djærvt Haandslag. Det hele var kun Indledning til et behageligt Bekendtskab.

Danskerne er meget mere godmodige end vi og tager Livet meget lettere og mere naturligt.

Vi Svenskere er mere tunge og ømme over vor Værdighed. Derfor smiler Danskerne satirisk og hvisker:

- Se bare paa de svenske Baroner og Vigtig­praase!

Danskerne har altid set lidt ned paa os, om­trent som jeg tænker mig en kvik Hveps betrag­ter en klodset Humlebi. Og for Øjeblikket for­agter de os mere end nogensinde, os, deres ubudne Gæster. Der er noget uhyggeligt ved at føle, at man tilhører en foragtet Kaste. Jeg har altid haft Medlidenhed med gamle Shylock, men aldrig saa meget som nu.

Naa, vi bliver jo ikke just daarligt behandlede.

Danskerne kigger bare paa os. De forsøger at kigge os ud. Ud af Danmark. Og det undrer mig ikke. Kommer jeg ind i en Bank, nedlægger alle Bankmændene deres Penne. Direktøren stop­per op midt i en Underskrift, Fuldmægtigen af­bryder en vigtig Transaktion, Kassereren regner forkert i Seddelbundterne, alle stirrer forstenen­de paa mig, medens jeg med rystende Haand tegner mit simple Navn med en fuldstændig ny og fremmed Haandskrift, og nervøst stopper mine Penge et Sted hen, som jeg aldrig kan finde igen, og styrter ud som om jeg, havde et Reb om Hal­sen, og en stod udenfor og halede i den anden Ende.

Eller jeg kommer ind i den fineste Kafé i en større By og fremsætter paa noget, som jeg tror er dansk, men i Virkeligheden kun er daarligt svensk, min lille Bestilling. Den glade Summen standser øjeblikkelig, som om jeg pludselig hav­de jaget Pegefingrene i Ørene. Hovederne stikkes sammen, Øre til Mund og Mund til Øre, somme­tider i lutter Iver Mund til Mund, og et Sus som Aftenvindens i Bøgeskoven gaar gennem Lokalet. Alles øjne, Gæsternes, Opvarternes, Værtens, Kassererskens og den i Hast tilkaldte Kokkepi­ges, rettes mod mig, kolde, sugende og svidende. Helst vil jeg krybe ind under et Bord og gemme mig, – men jeg skal jo leve.

Jeg bider mig fast til en Stol, som en Krabbe til en Flæskestump, og glor tilbage, saa uforskam­met som vel mulig, og efterhaanden vænner man sig til mig, som man kan vænne sig til en grim Plet paa Tapetet, den muntre Summen begynder igen, Skeerne klirrer mod Kaffekopperne og jeg sidder som en Edderkop i mit Hjørne og iagtta­ger Fluerne og Myggene omkring mig.

Der er betydelig Forskel mellem Publikum paa en dansk og en svensk første Klasses Kafé. Et svensk Kafépublikum er uhyre fornemt. Hvis en hverdagsklædt Arbejder forvilder sig ind paa en svensk bedre Kafé, rynker Stamkunderne paa Næsen, dunker i Bordet og raaber:

- Fy for Fanden Opvarter, hvor Niveauet er blevet sænket her! Smid den Slusk ud!

Opvarteren behøver ingenlunde en saadan Op­fordring. Han er selv mere aristokratisk end en Kammerjunker og har allerede nærmet sig Usur­patorens Bord, viftende med sin lille Serviet som for at bortvejre en ilde Lugt, og siger:             .

- Her bliver ikke serveret!              .

Paa en dansk Kafé er Klasserne blandet mel­lem hinanden, her findes i det hele taget ingen nævneværdig Klasseforskel, – alle er Medmen­nesker. Det gaar tilmed næsten lidt for menne­skeligt til. Der staar en Opvarter midt i Salen lænet over et Bord med ældre og yngre Damer, aabenbart tilhørende hans mere intime Omgangs­kreds, han har lagt Armen om en ung Piges Stol, saa det næsten ser ud, som om han holdt hende om Halsen, han kurtiserer hende fint, men tyde­ligt, medens Gæsterne rundt om forgæves bøn­falder:

- Tjener, et Stykke Sandkage!

- Tjener, hvor meget? Maa jeg faa Lov at betale?

- Tjener, nu – har jeg ventet en halv Time paa min Kaffe!

Man maa væbne sig med Taalmodighed og be­rolige Nerverne med lidt Røg. Gud ved om det ikke er derfor, at alle Danskere er saa ivrige Røgere? De maa jo bestille noget, medens de ven­ter paa den grænseløs sløje Servering.

Alle danske ryger. Og alle danske Damer og­saa. Men Damerne ryger vel kun Cigaretter, spørger man? Nej, tro bare ikke det. Cigarer skal det være. Sorte Sataner af Cigarer! Jeg indrømmer, at jeg er lidt snæversynet. Jeg kun­de muligvis bekvemme mig til at kysse en ung, smuk cigaretrøgende Dame, hvis hun bad mig rig­tig inderligt om det. Men en cigarrøgende!

Aldrig i Livet!                     .

Men Danskerne har intet Valg!

Den svenske forfatter og humorist Dan Bergman rejste i 1918 rundt i hele Danmark sammen med sin hustru og udforskede landet som turister. I det efterfølgende år udgav han bogen ”Mellem brødre”, hvori han fortalte om en række små og store oplevelser på rejsen, naturligvis på sin helt egen humoristiske måde. Ikke mindst turen til Kerteminde og herregården Lundsgaard på Fyn blev meget vellykket og beskrevet i særdeles positive vendinger i bogen. Bl.a. blev herregårdens have sammenlignet med paradiset.

Nu er der gået mange år siden Bergman og hustru gik rundt og nød tilværelsen i Lundsgaard, men det er stadig ikke for sent at opleve det sydfynske paradis i al sin glans. Lundsgaards have kan besøges endnu i dag. Godset ligger lidt uden for Kerteminde by, med en perfekt beliggenhed i nærheden af skov, mark, strand og by. Den hvide hovedbygning er fra 1765 og er adskilt fra den tilhørende avlsgård – en firlænget gård, der blev bygget i 1880-87. På området findes træbygninger, en fritliggende staklade, en smedje og to længer mod syd. Ved alle restaureringer har man søgt at bevare bygningernes oprindelige udformning. I dag ejes herregården af Vini og H.H. Rudolf Iuel, som har målsætningen at genskabe Lundsgaards tidligere store betydning for landbrugs- og kulturbilledet i Kerteminde og omegn.

For mere information om Lundsgaard, se her:

http://www.lundsgaard.dk/

http://www.fremtidensherregaard.dk/Materiale/Publikationer/Pdf/Lundsgaard.pdf

Badende drenge 1918

PARADISET.

Fyn er et Knippe Idyller, og Kerteminde er Idyllernes Idyl. Kerteminde er et solfyldt Smil. Landet strækker et Par velformede Arme ud mod Vandet, der glitrende af Glæde kaster sig i den aabne Favn. Hvedemarkerne hæver sig i guldgule Banker som store nybagte Boller. Bøgeskoven hælder sig nysgerrigt ud over Klin­ten, og spejler sig i store Bælt, Slyngroser og Vildvin pryder Villaernes hvide Mure og kigger ind gennem Vinduerne, en Flok Faar, store som Køer, og brede over Ryggene som Værtshusholdere, staar langs Vejen ned til Strandpavillonen, hvor der serveres en Kop Kaffe, der smager saa­dan, at man mistænksomt skeler efter Faarene. Men de ser meget uskyldige ud.

Ja, vi levede i Uskyldighedens Tilstand. Det var næsten som før Syndefaldet. Vi arbejdede ikke, vi foretog os absolut intet af praktisk Betydning, vi nød Livet og var Venner med alle Skabningens Væsener, selv med Menneskene og Gedehamserne, der alle sammen syntes at savne Braad her i denne velsignede Egn.

Min Hustru og jeg sad Side om Side langt ude paa en Bro med en Pose Kirsebær mellem os. Store Bælt foran os, Fyn bag os, Solen over os, badende Børn under os og meget lidt paa os og fiskede Krabber med hver sin Pind med en Snor, en Sten og en Flæskestump i Enden. Af Pinden altsaa. Krabberne myldrede om Flæskestumpen som om der kunde være Dyrtid nede hos dem ogsaa. Mærkelig nok havde de ikke Begreb om at danne Kø. Og de klamrede sig saa krampagtigt fast til Flæskestumpen med baade Ben og Kløer, at de ikke var at formaa til at slippe Taget igen, naar de gik tilvejrs, men bare fulgte med, og hav­nede oppe paa Broen, stirrende paa os med for­bavsede øjne. Og saa smed vi dem ud i Vandet igen. Det var bare Meningen at more dem lidt.

Langs Stranden og langt ud i det lave Vand legede badende Børn. Det var, som om selve Bølgeskvulpet havde faaet Liv og Skikkelse i de­res smaa glinsende, nøgne Legemer, lystige Spræl­len og glade Pludren.

- Kom, nu bader vi – raabte jeg.

-  Ikke her! – sagde min Hustru. – Lad os ikke skamskænde det smukke Billede.

- Hvad mener Du med det? – udbrød jeg let krænket. – En Sælhund og en Flynder vil netop gøre sig godt her i dette Milieu.

Vi drog imidlertid længere bort, helt hen til Foden af Klinten, og iførte os vore Badedragter, min Hustru sin klædelige sorte og jeg min stribede, mangefarvede. Saa plaskede vi ud i Vandet Haand i Haand, mindende om en Sky og en Stump af en Regnbue, og øverst paa Klinten stod Vor Ven Boghandleren fra Kalundborg og kig­gede paa os gennem en Marinekikkert og raab­te: – Længe leve Hr. Stockholm og Mælardronningen! – Og min Hustru dukkede øjeblik­kelig under Vandet.

En Stund senere gik vi selv deroppe paa Klin­tens blomsterstrøede Top, med Tusinder af gule Mariehøns dryssende ned omkring os som Ildgnister i Solen, og saa dukkede vi ind i Bøg­skoven og fulgte Stien til Lundsgaards lille Slot. Og da jeg saa en Spindelvævstraad spændt over Stien, løsnede jeg den forsigtigt og holdt den, som naar man aabner et Vejled, og lod min Hu­stru passere, hvorefter jeg lukkede ordentligt ef­ter os igen. Vi var Venner selv med Edderkopperne.

Lundsgaard ejes af en ædel Greve, som gæst­frit lader sin Have staa aaben for Menneskehe­den. Min Hustru og jeg strejfede derfor omkring i Haven. Det lille, hvide Slot laa saa indbydende der midt i al det grønne og Blomsterpragten, hundredaarige Kastanier skyggede over Gange­ne, Svanerne brystede sig i Dammene, en Flok Duer kredsede over vore Hoveder. Æble- og Pæretræer bugnede af Frugt og ikke et Menne­ske var der at se. Vi følte os som Herrer over det hele. Midt i Haven stod et Ferskentræ, og Kvinden tog af Frugten og spiste, og gav sin Mand deraf, men han spiste ikke. Han syntes ikke, det var rigtig fair, og forresten var Frug­ten umoden.

Vi satte os paa den hvide Bænk i det lille Lysthus foran Slottet og indvuggede os i behage­lige Fantasier om, at alle disse Herligheder var vore. Og ret som det var, hørte vi pludseligt et ærbødigt: – Undskyld! – Vi saa op. Foran os stod en Fader og en Moder og en talrig Børne­skare.

- Tillader Greven og Grevinden, at vi ser os lidt om i Parken? – spurgte Faderen med Hat­ten i Haanden.

Vi for sammen. Fantasierne var blevet til Vir­kelighed. Jeg forsøgte at se aristokratisk nedla­dende ud og slog ud med Haanden.

- Værsaagod! – sagde jeg.

Og min Hustru satte Næsen i Vejret og be­væbnede den med en Lorgnet, der dog straks gled af, hvilket svækkede Virkningen noget. Familien var meget taknemmelig.

- Maaske Børnene ogsaa maa plukke lidt af den nedfaldne Frugt? – bad Moderen, der var blevet dristig ved vor Naade.

- Værsaagod! – sagde jeg.

Jeg turde ikke sige andet. Jeg stolede ikke paa mit Danske. Familien flød hen i Taksigelser. – Spis bare væk! – Spis bare væk I rare Mennesker! – sagde min Hustru paa det reneste Svenske.

Vi var afslørede. Danskerne betragtede os med Væmmelse. Vi listede os skamfulde ud af Paradiset.