Det svenske perspektiv på de forskellige danske dialekter og landsdele

En af de ting, som fascinerer mange svenskere, der kommer til Danmark, er den relative store forskel mellem de danske landsdele med hensyn til dialekt og kultur. Set med svenske øjne eksisterer der ingen tyndtbefolkede eller isolerede områder i Danmark, der kan forklare, hvorfor der er opstået så forskellige dialekter. På tilsvarende korte geografiske afstande i Sverige er der slet ikke den samme variation i traditionel kultur og sprog. Oppe i Nordsverige har man f.eks. rigtigt tyndtbefolkede områder, hvor der måske er over 100 km til den nærmeste større butik. Og der har man naturligvis ekstra svært ved at forestille sig nogen større dialektal forskel inden for nogle hundrede kilometer i Danmark. Det er imidlertid ikke så mystisk, når man tænker lidt efter. Forklaringen er helt enkelt, at Sverige er et fastland og Danmark et ørige.  Mange befolkningsgrupper i Danmark har faktisk levet ganske isoleret fra hinanden før i tiden, og det har naturligvis præget sprogudviklingen. Det var ikke så længe siden, at en tur fra København til Jylland tog flere dage. I Jylland boede man også ret isoleret fra hinanden. Store landområder lå hen som vildmark.
I sin bog ”Mellem brødre” fra 1919 kommer Dan Bergman med sin sædvanlige humor ind på forskellene mellem de danske landsdele. I kapitlet ”En stuepige”, som kan læses nedenfor, fortæller han om en forelsket fynsk stuepige, der arbejder på et sommerpensionat i Jylland, selv om hun ikke er særlig begejstret for jyder.

Den fynske stuepige

EN STUEPIGE.

En lille leddeløs Skikkelse med daskende Ar­me og stadigt trippende Fødder, et lyst, Tiltert Haar, der flagrer omkring Hovedet, som om det altid befandt sig i Gennemtræk, og som gør Fluerne nervøse. Runde Kinder med hver sin store pæonrøde Plet, der har saa skarpe Kon­turer, at den ser ud, som om den var malet paa, rare, men uroligt flakkende blaa og blanke øjne, med Rynker i Øjekrogene af lutter Smil, en lille rød Mund, som aldrig staar stille et øjeblik, men uafbrudt kvidrer Venligheder, Dumheder, Grinagtigheder og Sang, – falsk men jublende.

Hun er Stuepige paa et lille Sommerpensionat i Jylland. Hun er fra Fyn, den solrige, ven­lige og frugtbare ø, der giver sine Børn, hvad de behøver, uden at overanstrenge dem. Der er noget solrigt og venligt over Fynboerne, som over deres ø, men ogsaa noget af det vekslende og upaalidelige, lunefulde som hos Bølgerne, der kærtegner dens Kyster.

Sjælland er jo ogsaa en ø, rig, frodig og gav­mild, den ogsaa, men det lille Lands store Hovedstad overvælder den helt og holdent. Sjæl­land er ikke andet end København med Om­egn, og Sjællænderne mere eller mindre Køben­havnere.

Jylland har en mere karrig Natur, Arbejdet der kræver mere Besvær, Lyngheden og Flyve­sand giver ingen rig Høst, Jylland har fostret et sejgt og kraftigt, men lidt tungt Folkefærd, der faar lidt mere Selvbevidsthed i Følelsen af at træde paa fast Jord. Jeg tænker mig altid Jylland som en selvbevidst og vederheftig Bon­de, Sjælland som en gemytlig Københavner, og Fyn som vor lille Stuepige.

Min Hustru og jeg er for Øjeblikket de ene­ste Fuldpensionærer paa den lille Sommerrestau­rant. Stuepigen har kun os. Hun ofrer os alle sine ledige Timer. Reder Senge og rydder op, dækker Bord og serverer, synger, jodler og pludrer. Hendes travle Fødder klasker som en Hagelbyge mod Terrassens løse Gulvbrædder. Hun giver os den omhyggeligste Pleje, og hun er fuldt optaget. Hun er nemlig forlovet. Kæresten opholder sig paa Sanatoriet en halv Fjerdingvej herfra. Det er for hans Skyld, at hun i det hele taget er her. Hun er egentlig kun ude paa Sommerfornøjelse. For hun behøver da Gud være lovet ikke at tjene hos andre. Nej!

Kæresten er lidt brystsvag. Og Stuepigen græder, naar hun danser med Tallerkener og Fade ude omkring Middagsbordet paa Verandaen.

– Stakkel. Er han her fra Egnen?

– Fra Jylland! Nej, Gud Fader bevare os vel! Jyderne er saa dumme, – de kan ikke sige jeg, – de siger A!

Stuepigen ler, saa hun er ved at tabe Vejret. – Nej, han er fra Fyn, – ligesom jeg selv.

Han er saa sød! Vi er Barndomsvenner. Men Moder vil ikke have, at vi gifter os.

Stuepigen græder.

– Men til Efteraaret bliver han udskrevet som rask, og saa gifter vi os alligevel, hvad Mo­der saa end siger. – Hun siger saamænd ogsaa kun: – Lykke til, Børn! Lykke til, – siger hun.

Stuepigen ler og græder paa en Gang.

– Naar jeg gaar helt ud paa Broen dernede, kan jeg se Sanatoriet, ja tilmed hans Vindue. ­Aa, laan mig et Lommetørklæde et Øjeblik, ­mit eget er kulørt, og alt for lille, – og saa er det vaadt! Jeg skal ned og vifte til ham!

Stuepigen tager mit Lommetørklæde, tørrer øjnene og pudser Næsen og kiler afsted!

En halv Time efter kommer hun tilbage. Hele Skikkelsen straaler.

– Han saa mig! Han saa mig! Han viftede til mig! Han er saa sød! Jeg tror, jeg kiler et Slag over paa Sanatoriet! – Naa, – De sidder og venter paa Deres Jordbær! – Nu skal jeg straks.

Et Sekund efter kommer Stuepigen løbende med Jordbærrene og Fløden og Strøsukkeret, der staar som en lille Støvsky efter hende.

– Aa, tag nogle flere, lille Frue, tag lige saa mange som Fruens Mand, – det slaar magelig til! Jeg købte en Hat inde i Byen i Gaar, det er en Hat, der har vasket sig, kan De tro, hvid med Silkebaand og røde Roser, uforskam­met dyr, 25 Kroner, men henrivende. Jeg tror nok, den klæder mig. Vil De se den?

Inden vi naar at svare, er hun borte og tilbage igen med Hatten.                                                –

– Er den ikke pragtfuld? – Min Kæreste har ikke set den endnu, stakkels Dreng! Jeg tror jeg kiler et Slag over paa Sanatoriet i – Men Fru Jespersen er saa forfærdelig stikken paa det! – Hun forlanger, at man skal trælle i et væk!

– Hun vilde saamæn ikke unde en Blund om Nætterne, hvis det ikke var for at spare paa Lyset. – Vil Herren ikke gøre mig den Tjeneste at trampe lidt rundt paa Verandaen akkurat som jeg gør? Og hvis Fruen saa vilde synge lidt, saa tror Fru Jeppe, at det er mig, der hænger i! Og saa kiler jeg over paa Sanatoriet, – bare et Par Minutter!

Stuepigen smiler bedende, skælmsk og uimod­staaeligt med Hovedet paa Siden.

Jeg tripper rask omkring paa Verandaen med Stuepigens smaa, klaskende Skridt, og min Hu­stru synger, – uden Ord, – for at Sproget ikke skal røbe Sandheden. Og Stuepigen forsvinder med den nye Hat og en henrykt Fnisen. Vi bli­ver ved et lille Kvarter, saa mener vi at have gjort vor Pligt og synker hen i vore sædvanlige Sysler, Piberøgning, Strømpestrikning og Tan­ker, hovedsageligt Tanker, thi det er vanskeligt at faa baade Tobak og Strikkegarn.

Fem timer senere hører vi Stuepigens travle Skridt. Vi begynder igen, jeg med min Dans, min Hustru med sin Sang. Det er begyndt at skumre. Stuepigens øjne lyser røde i Skumrin­gen. Da hun faar øje paa os, ler hun hysterisk.

– Hænger De i endnu? – snøfter hun, da hun endelig faar Luft. – Det er meget venligt, men det er ingen Nytte til. Fru Jeppe har allerede op­daget det hele! Og jeg, der kun var borte i tyve Minutter! Hun er en rigtig Hyæne! Hvis det ikke var for Deres og min Kærestes Skyld, saa rejste jeg hjem til Mor med det samme! …. Det er vist ogsaa bedst, at De holder Dem lidt afvejen foreløbig, – hun er lige saa arrig paa Dem! – Har De længtes efter Aftensmaden?

– Kun i to Timer! – siger vi.

Men vi behøver ikke at vente meget længere, før Stuepigen kommer løbende med den varme Ret og det kolde Bord. Hun ryster af Latter. Man kan ikke sige, at hun holder Bakken, man maa snarere sige, at hun holder sig fast i den for ikke at dratte omkuld. Jeg styrter frem og tager den fra hende i sidste Øjeblik.

– Nu skælder Fru Jeppe Vorherre ud! ­jubler hun.

Det lyder lidt mærkeligt, men hun mener blot Hr. Jeppesen. Og hun stiller sig op, bredbenet med Hænderne i Siden og kniber øjnene sam­men til smaa arrige Sprækker, for at komme til at ligne Fru Jeppesen.

– Og ved De, hvordan Vorherre ser ud? Hun kryber sammen og lader Hænderne hænge slapt ned foran sig, blinker med øjnene, vrik­ker med Halen og ser ud som en genert Hunde­hvalp.

Min Hustru og jeg deltager i Stuepigens Glædesytringer.

Da vi kommer hjem fra vor lille Aftenspadsere­tur, hører vi muntre Lattersalver fra Jeppesens Dagligstue. Vi kigger ind gennem Vinduet. Midt paa Gulvet staar vor lille Stuepige omgivet af Hr. og Fru Jeppesen og hele Personalet og efter­aber min Hustrus Sang og min Dans ….

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Följande HTML-taggar och attribut är tillåtna: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>