Når svenskere mødes i Danmark

At møde sine landsmænd et idyllisk sted i udlandet, som man troede, man havde helt for sig selv, er ikke altid en sand fornøjelse. Man bliver som regel nødt til at træffe en eller anden hurtig beslutning. Enten giver man sig til kende over for sine landsmænd (og indleder en tidsrøvende kontakt) eller også prøver man at gøre sig usynlig og lade som ingenting. Det er noget, vi alle kender til. I et mindeprogram om Dirch Passer, der blev vist  for nogle år siden, blev det f.eks. fortalt, at når Dirch var oppe i sit sommerhus, skyndte han sig altid ind i huset, når der kom folk gående langs stranden neden for sommerhuset. Han vidste, at hvis han kom i snak med dem, ville det hurtigt ende med, at han bød dem på øl oppe i sommerhuset, og det havde han egentlig ikke tid til. Så var det bedre at gå op og gemme sig.
Det er dog sjældent, at man er nødt til at gå til så drastiske yderligheder, som beskrives i Dan Bergmans bog ”Mellem brødre” fra 1919. Læs kapitlet her nedenfor.

Usynlig svensker 1919

NAAR SVENSKERE MØDES I DANMARK.

Min Hustru og jeg havde søgt Tilflugt i et lille Sommerpensionat midt i Jylland, ved Silkeborgsøerne, maaske Danmarks smukkeste Egn, meget besøgt af Danskerne selv, men endnu saa godt som terra incognito for mine elskede Landsmænd. Og det var vi glade for, thi et en­kelt Par Svenskere kan jo nok tolereres, men bli­ver det til en større svensk Invasion, er der Fa­re for, at de stakkels Urindvaanere, som vi spiser al Maden fra, skal rotte sig sammen og fordrive Usurpatorerne.

Og for Resten maa jeg sige, at hvormeget vi end holder af Svenskerne hjemme hos os selv, forekommer de os i høj Grad usympatiske, naar vi støder paa dem her i Danmark, stive, stikne og storsnudede paa alle Maader. Jeg citerer egentlig her et svensk Ægtepar, som vi for en Tid siden sad i Kupe sammen med mellem Aar­hus og Skanderborg, og som udtalte sig omtrent saaledes, uden at ane, at vi ogsaa var Svenskere, – eller maaske de netop anede det!

Hvordan det end er, om det er den daarlige Samvittighed, eller det er den sædvanlige sven­ske Misundelse, der gør det, Svenskere synes ikke om at træffe Svenskere, naar de er i Dan­mark.

Naa, vi havde det rigtig fredeligt og ugenert i vort lille hyggelige Pensionat, spadserede i herlige Bøgeskove og svale Grantykninger isprængt smaa Klynger af lys Birk, vi sloges med muntre Myggesværme, gled hen over idylliske Indsøer, hvor Aalene er saa talrige, at de slynger sig om Aarerne og med udtryksfulde øjne beder om at blive fanget og stegt. Vi besteg pragtfulde Ud­sigtspunkter, Kongestolen og H. C. Andersens Bænk, blev jaget ud af det saakaldte »Paradis« af Hvepse, kravlede op ad Himmelbjerget og sejlede hjem med Hjulbaaden, der sneg sig frem mellem indsøens Svingninger, hvor Vandet er saa grundt, at man er glad for, at der er Hjul paa Baaden, hvis man skulde blive nødt til at køre.

Vi trivedes udmærket. Ingen Toilettepragt.

Skjorteærmer og kun Flip om Søndagen, og min Hustru var saa glad, fordi hun kunde gaa klædt a la Fugleskræmsel. Vi følte os som sagt aldeles ugenerede.

Danskere kom og gik, men de besværede os ikke, elskværdige, muntre og venlige som de var, – skønt med et lille ironsk Blink i øjet, – de betragtede os som et Par udmærket gode le­vende Beviser paa Tøjmangelen i det fattige Bro­derland.

Men saa en skønne Morgen, da vi ved at lægge sidste Haand paa vort saakaldte Toilette, hørte vi Fodtrin og Stemmer udenfor, og min Hustru greb mig i Skjorteærmet og hviskede blegnende:

– Det er Svenskere, – jeg synes, de sagde:

Fy tusan!

– Svenskere, – fy tusan Jævlar!

Og som et Ekko hørte vi paa den anden Side af Brædevæggen:

– Svenskere, – fyfan!

Vi stod et øjeblik og stirrede paa hinanden som et Par Portstolper, – saa sagde min Hustru: – Jeg gaar ikke ud, – jeg spiser inde i Dag! Med Kvindens sædvanlige Konsekvens begynd­te hun derefter febrilsk at klæde sig om og pynte sig paa alle optænkelige Maader med en Silkekjole af prikket Silke og et Koralhalsbaand, og hun befalede mig at tage min nye Sommerdragt paa, som jeg havde tænkt at spare til Eftersæ­sonen i Stockholm. Saa gik vi ud Haand i Haand for at hilse vore kære Landsmænd velkommen.

Vi sad længe og ventede dem ved Frokostbor­det ude paa Verandaen. En hel Halvtime sad vi uden at røre den fortræffelige Mad. Vor Venten blev til Længsel, en stadig heftigere Længsel. Og ret, som det var, stak vi begge vore Gafler i det samme Stykke. Vi spiste under en uhyggelig Tavshed. Et Ansigt, udtryksløst som en Pan­dekage, stak pludselig ind gennem Verandadø­ren. Vi rejste os med vort skønneste Smil. Ansigtet forsvandt som en Sæbeboble.

– Lad os gaa vor Vej, – sagde jeg, – ellers sulter de ihjel.

Vi var borte i et Par Timer, sneg os saa ind i Pensionatet som et Par Tyve og løb lige Paa Svenskerne i den halvmørke Korridor. Et firstem­migt Skrig af Rædsel. Vi ind og de ud. Vi var blevet smittet af vore Landsmænds Skræk.

Det blev lidt kvalmt derinde. Vi krøb ud gen­nem Vinduet, – vi boede heldigvis i Stueetagen, – og blev modtaget paa det aller hjerteligste af en Tjørnehæk, som kun med yderste Modvilje gav slip paa os igen. Vi flakkede fredløse omkring, bange for enhver Skygge og ethvert Træ. Egnen er som før nævnt meget skovrig, saa vi havde nok at bestille. Men jeg bed Tænderne sammen og bad min Hustru gøre det samme, og halede modigt af Sted med hende. Feltet var frit, Verandaen tom! Vi placerede os bag et Gardin. ­Hys, – Svenskerne! De kom listende op mod Verandaen som om de gik paa Glasskaar. Men saa opdagede de os. – De standsede med et Ryk som et Par tøjrede Faar, der har løbet Li­nen ud. Den ene trillede oven i Købet omkuld. Men vips, gjorde de helt omkring og flygtede ho­vedkulds ned ad Grusgangen. Vi ventede med Spænding deres Tilbagekomst. Og langt om længe kom de, aldeles udasede, slæbende Benene efter sig, fik atter Kig paa os og ilede forbi som skræmte Høns til den anden Side. Kom igen og løb forbi, som fredløse Genfærd.

– Kom her, min Ven! – sagde jeg til Slut til min Hustru.

Vi fulgte efter dem. Vi mødte dem ved et Vej­sving. De dansede rundt i deres ubeskrivelige Forvirring. Saa kastede de sig til Siden og duk­kede ind i Skoven. Vi efter dem. Jægerens Liv er herligt! Vi fandt dem sammenkrøbne bag en Sten. Og vi kastede os over dem og raabte:

– Næ, – hvor morsomt at træffe Landsmænd! – Herskabet er vel fra Stockholm? Maa vi faa Lov at præsentere os?

Og vi førte dem med os i Triumf. – Mand og Frue, – dannede Mennesker ligesom vi selv. ­Men de rev sig løs.

– Vi maa rejse øjeblikkelig! – skreg de.

– Tal endelig ikke om, at vi bor her! – truede jeg efter dem.

– Nej, tværtimod, – raabte min kloge Hustru

– fortæl netop, at vi bor her!

En reaktion på “Når svenskere mødes i Danmark

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Följande HTML-taggar och attribut är tillåtna: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>