Hvordan handler du, når du havner i en konflikt med nogen, f.eks. med naboen, fordi han ikke klipper hækken eller altid lader hunden tisse lige uden for dit hus? Er du konfliktsky og opbygger en kæmpemæssig vrede, der pludselig eksploderer og bryder ud i lys lue en dag, eller prøver du at give naboen en reel chance for at lave om på det, du oplever forkert? Anne-Marie Christensen har forsket en del i nabokonflikter og ved, hvad det handler om. Læs, hvad hun siger her.

Dan Bergman giver i sin bog ”Mellem brødre” fra 1919  en morsom skildring af et helt fastlåst modsætningsforhold mellem to nærliggende nordjyske værtshuse, hvor situtionen er så tilspidset, at der absolut ikke er mulighed for en forhandlingsløsning. Værterne står simpelthen og kaster sten på hinanden i rent had. Og eftersom Bergman tager dette emne op i sin bog, tyder det på, at han måske oplever danskere som noget mindre konfliktsky end svenskere. Er det en fordom, eller har han ret? Er svenskerne mere konfliktsky end danskerne?

KONKURRENCE.

En Lørdagaften skulde der være Bal paa »Gamle Rolighed«, to Hundrede unge Mennesker fra Landsbyen paa den anden Side af Lyngbakkerne skulde have Smørrebrød, og Agathe og lille Mette fejede den store Dansesalon, saa de forsvandt i Støvet som Dykkere i Ha­vet, man hørte kun Kostenes Kradsen og en hik­kende Hoste fra lille Mette, der havde forsøgt at kvæde en lille Vise.

Ved den anden Ende af Salen var Værten, Hr. Mikkelsen; i Færd med at bygge en Musik­tribune af seks Stole og otte løse Brædder og den lange Pibes Porcelænshovede blinkede som et Blinkfyr i Taagen. I Køkkenet stod Fru Mik­kelsen og smurte Smørrebrød, to Tusinde Styk­ker Smørrebrød, de store Rugbrød og de lange Hvedebrød faldt i tynde Skiver, Smørbjergene smeltede, Pølser, Skinker, Kalvestege. Og store Oste jævnedes med Bordet og Smørrebrødsstab­len voksede, men skjulte dog endnu ikke Fru Mikkelsen og hendes Taarer. Ja, Fru Mikkelsen græd. Hun saa ingen Ende paa dette. Hele hen­des Fremtid var – Smørrebrød! – Det smer­tede i hendes Arme, som havde hun forvekslet dem med Pølserne og skaaret Skiver af dem, ­og alligevel manglede hun 1598 Stykker Smørre­brød.

»Gamle Rolighed« var et Udflugtssted i Nær­heden af en lille By i Nordjylland. Der var et Udflugtssted til »Ny Rolighed«, – det laa et Stenkast længere borte. Stenkast er netop det rette Udtryk Værterne stod undertiden i hver sin Gaard og kastede Sten efter hinanden. De betraadte aldrig hinandens Omraade, – det var Fjendeland. De laa i en evig, dræbende kon­kurrence, skønt deres Metoder var forskellige.

Satte Hr. Mikkelsen en Vejviser ved den fæl­les Vej til begge Værtshuse med Opfordringen:

Kom til »Gamle Rolighed! – Ældst og bedst!« :……. satte Hr. Jørgensen en anden over: Kom til »Ny Rolighed! – Eneste første Klasses Restau­rant!«

En Morgen fandt Hr. Mikkelsen lige over for Gamle Roligheds Facade en stor sort Haand, der pegede forbi hans Værtshus med Ordene: – Obs! – Ny Rolighed! – Obs!

Han rev den op. Og planterede den ved den lille Gangsti, der førte til Gamle Roligheds yderst primitive Toiletter.

Hr. Jørgensen var en Verdensmand, der gik med Flipper, stundom ogsaa med Manchetter. Han havde set sig om i Verden og tilmed besøgt København. Han ejede en velpasset Have, med Grusgange og  Stole og Borde i lange lige Ræk­ker og havde placeret et Par store Ballier ved Siden af Verandaopgangen. Baljerne ventede ganske vist endnu paa deres Laurbærtræer, men der stod kunstige Viftepalmer paa vaklevorne Piedestaler rundt om i Lokalerne. Og han havde trykte Smørrebrødssedler med Masser af Lækkerier, af hvilke de fleste dog kun fandtes paa Papiret, en Gaardskarl med Liberikasket, der lig­nede en Generals, seks Opvartningsjomfruer og ekstra Opvartningshjælp, – tre Fættere og en Halvbroder, – og en Strygekvartet fra Byen Lør­dag og Søndag, og en stor Karbidlampe i Veran­daloftet, der lyste, saa Maanen blegnede og skammede sig.

Hr. Mikkelsen var mere gammeldags. Han gik i Skjorteærmer og Træsko, og forlod kun sin Gaard en Gang om Aaret, naar han var inde i Byen for at blive klippet, passede selv Gaarden eller lod den passe sig selv.

Hans Have var en Virkelig Idyl, Stole og Borde var kunstløst spredt omkring i Græsset mellem Buskadserne, staaende eller liggende ef­ter Behag, ganske som der havde været Gæster, og Gæsterne var lige saa ugenerede, men mindre haltende og defekte. Alle Husdyrene, Kattene Hønsene, Ænderne og den græsselig fede Hund med Ben, der stak ud fra Kroppen ligesom paa en Gryde, blandede sig med Gæsterne og rapse­de alt, hvad de kunde faa fat i, om det var paa en ærlig eller uærlig Maade, var dem ligegyldigt. Gæsterne maatte gerne selv bringe Madkurve med, bare de rekvirerede Drikkevarer.

Men Fru Mikkelsens fortræffelige danske Køk­ken var kendt over hele Jylland. Agathe og lille Mette Passede Serveringen, og kunde de ikke overkomme det, hjalp Gæsterne sig selv. Hr. Mik­kelsen udmaalte Snapse baade til Gæsterne og sig selv, og gloede med harmfulde øjne paa de Købstadsidioter, som drog forbi hans lille ven­lige Idyl, hen til Halvherren Jørgensens pralen­de Urtepottepalmer, uforskammede Priser og osende Karbidlampe. Før han anskaffede saadan en Lampe, skulde Maanen og alle Stjernerne da trille ned og slaa ham selv ihjel.

Men i Aften skulde der være Bal paa »Gamle Rolighed«.

Og der kom Ungdomsforeningen allerede, rul­lede Over Lyngbakkerne og trampede forbi »Ny Rolighed«, Karlene for sig og Pigerne for sig, – endnu da – med Fane i Spidsen og Messing­sekstet som fuldstændig kvalte »Ny Rolighed«s med sit Rottepiberi. Paa Verandatrappen midt mellem Baljerne stod Hr. Jørgensen og slikkede sig om Næsen og forsøgte at se ironisk ud ­men med Raseri i Sjælen.

Men i  »Gamle Rolighed«s Have stod Hr. Mik­kelsen iført en Tjeners Skikkelse og skinnende gennem Skægbørsterne som et lykkeligt Pindsvin, og bag ham stod Agathe og lille Mette og vif­tede med deres hvide Forklæder. Og ude i Køk­kenet stod Fru Mikkelsen aldeles værkbruden, barrikaderet bag sit Smørrebrød. Hun havde naaet det første Tusinde. Eller det første Tusin­de havde naaet hende.

Ja, Ungdommen stormede. »Gamle Rolighed«, Pigerne i Silkebluser, korte Kjoler, sorte Silke­strømper og hvide Sko, og Karlene i elegante Jakker med Spændetamp, brune Støvler, høje Flipper og Stokke med Sølvhaandtag.

– Ganske som Herskabsungdommen fra Køb­staden! – fnyste Hr. Mikkelsen, rynkende paa Næsen, – havde de ikke deres store røde Grab­ber, skulde man ikke tro, de nogensinde havde haft fat i en Spade eller en Kopatte!

Og Karlene og Pigerne blandede sig imellem hinanden, flirtende og Dansen begyndte, gammel hæderlig Vals og Polka, der glædede et gammeldags Hjerte som Hr. Mikkelsens. Men da et og andet Par var dristige nok til at begynde paa en knudret One step, slog alle de andre en be­undrende Kreds om dem. Og saa tog de fat paa de gamle solide Danse igen, og Gulvet gyngede og Messingsekstetten, der sad paa Hr. Mikkel­sens otte løse Brædder og blæste saa Kinderne var ved at· revne gyngede med indtil den sam­ledes i en lille sammentrængt Bunke i det ene Hjørne af Estraden. Basunblæseren, der slet ikke fik Lejlighed til at udvikle alle sine Muligheder fik Benene ned mellem et Par af Bræd­derne og skræmmede Eskornettisten, saa han udstødte et ualmindeligt falskt Hyl, hvorefter han skruede Mundstykket af Instrumentet og kig­gede meget bebrejdende ned i det. Den stærkt interesserede Læser venter naturligvis at faa se hele Orkestret ligge i en stor Klump nede mel­lem de dansende, men Nummeret sluttede heldig­vis inden det gik saa galt.

Og det er jeg oprigtig glad over!

Det var begyndt at mørkne. Raabene paa Lys blev mere og mere højrøstede.

– Maanen staar snart op! – sagde Hr. Mik­kelsen.

– Lys! – skreg Ungdommen.

– Nu faar I straks Smørrebrød! – sagde Hr.

Mikkelsen undvigende.

– Lys! – vrælede de Unge. Saa blev Hr. Mikkelsen arrig.

– Hold Kæft! – raabte han.

– Vi gaar hen paa »Ny Rolighed«! – Hallo!

Musiken i Spidsen! Marsch! – Hurra!

Et Øjeblik efter var der øde og tomt paa »Gam­le Rolighed«. Men ved Buffeten stod Hr. Mik­kelsen med Brændevinsflasken for Munden som i gamle, lykkelige Dage. Skønt dette var den ulykkeligste Dag i hans Liv. Og i Køkkenet laa Fru Mikkelsen bevidstløs, og begravet under sit Smørrebrød. Hun var naaet til Nr. 1865, – selv laa hun nu som Paalæg paa Nr. 1866.

Men Agathe og lille Mette listede afsted paa Taaspidserne og deltog i Souperen paa »Ny Rolighed«, og bagefter dansede de til den forstærk­kede Strygekvartets Toner.