Hårde prøvelser for svenske turister i Hvide Sande i 1918

Vesterhavet og klitlandskabet i Vestjylland har altid virket imponerende på svenskere. Selv blæsten omtales i positive toner af svenske turister. At gå langs stranden og de enorme klitter i stærk blæst beskrives ofte som et af Danmarksturens højdepunkter, (se f.eks. her) dog naturligvis ofte  i kombination med at man har oplevet nogenlunde høj standard på spisesteder og overnatningssteder.  Forklaringen er, at der ikke findes lignende landskaber i Sverige, så man oplever de åbne og vindpinede vestjyske miljøer som særdeles eksotiske.
I bogen ”Mellem brødre” fra 1919 af Dan Bergman, skildres imidlertid et noget mislykket besøg i Hvide Sande, som på den tid ikke var så vel rustet til at tage imod en større turiststrøm, og hvor udenlandske turister kunne vække en del opsigt og blive taget for at være tyveknægte.

Stakkels svensker med hul i strømpen 1921

HVIDE SANDE.

Vi var landet ved Hvide Sande, min Hustru og jeg og hele Ringkøbing. Medens Ring­købing rekreerede sig paa den lille Restaurant efter den frygtelige Rejse med den gamle Ark, drog min Hustru og jeg afsted for at finde et Tu­ristpensionat, som efter Sigende skulde findes et Sted paa den smalle Sandstrimmel; og som vi spekulerede paa at betro vor Eksistens for nogle Dage.

Ingen Tid at spilde. Der var en halv Mil derhen og en halv Mil tilbage, hvis Pensionatet skulde vise sig ugæstfrit, og en hel Mil er en lang Vej for fire gamle Ben og to tunge Rejsetasker og vor Embonpoint, som havde genvundet noget af sin tidligere fagre Blomstring, takket være den velsignede danske Mad.

Naa, vi asede af sted i Stormen som et Par Blaartotter, og Medvind havde vi, saa  det gik stærkt. Vinden skød paa og Klæderne sad som klistrede fast paa Ryggen af os og fremhævede Skikkelsernes skønne Linier, men foran flagede de som store urolige Vinger og gjorde Farten lidt usikker. Men heldigvis havde vi de tunge Tasker som Ballast.

Vejen var uhyre stenrig. Jeg snublede uaf­brudt. Min Hustru morede sig over mig, men saa snublede hun selv, begge Benene smuttede fra bende paa en Gang, og hun satte sig med et eftertrykkelig Smæld ned paa det strammede Silke. Saa udbrød hun:

– Gud, sikke nogen smukke Stene!

Ja de var virkelig ganske kønne, store og smaa i alle Regnbuens Farver, sorte, hvide, gule, røde, blaa og violette, drejede runde og glatte af Sand og Hav i Forening. Min Hustru vilde have nogle med hjem til Sverige som Erindring, og hun stoppede alle mine femten Lommer ful­de, saa jeg følte mig som en hel Stendysse, og stod urokkelig i Stormen. Men da hun saa bandt et Baand om mine Benklæder forneden og bad mig løsne Spændetampen, saa hun kunde faa stop­pet nogle flere ned den Vej, blev det mig allige­vel for meget. Saa stod jeg paa Hænderne et Øjeblik og efterlod mig derved et henrivende lille Mindesmærke midt paa Hvide Sande.

Jeg beholdt kun en eneste, lysebrun Sten, der aldeles lignede en Kartoffel. Den agter jeg at smugle ind paa Fadet, første Gang vi skal have upillede Kartofler hjemme. Det skal blive mor­somt at se Madammen hugge løs paa den og være Vidne til hendes Rørelse, naar hun uventet træf­fer en gammel Bekendt.

Vi drog videre. Det var det mest trøstesløse Landsted, jeg nogensinde har set. Paa den ene Side den arrige gule, fraadende Fjord, der dog virkede som kogende gule Ærter i Sammenlig­ning med det forfærdelige, mørkegrønne Vester­hav, der brølede nogle Hundrede Meter fra os, paa den anden Side. Og foran og bagved, saa langt øjet rækker, endeløse Vidder af Flyve­sand over hvilke Klitterne hæver deres bakkede og bugtede Kamme. De saa ud som stivnede Bølger. Ikke Spor af Vegetation, ikke et Træ, ikke en Busk, kun Marehalm, Marehalm og atter Marehalm. Vi indbildte os, at vi gik paa Maanen. Ikke et levende Væsen. – Jo! Jeg traadte i det samme paa en Hugorm, som blev lige saa perplex over Mødet som jeg, thi vi fjernede os lige hurtigt fra hinanden. Og sandelig, der kom vir­kelig en Fiskeryngling lige imod os.

– Kommer vi ikke snart til Turisthotellet? spurgte jeg.

– Ikke hvis De fortsætter paa den Maade,­sagde han ganske rolig, – det er lige den stik modsatte Vej.

Herre min Gud, vi fjernede os altsaa mere og mere fra Turisthotellet! Vi havde slet ikke spurgt om Vej, inden vi startede. Vi var bare fulgt med Vinden! Det er egentlig saa ægte svensk! Vi maatte altsaa vende om, mod Vinden, træn­ge frem gennem Orkanen som gennem et Pigtraadshegn, med Solen stikkende og Sandet pi­skende os lige i Ansigtet, rynkede og forvredne som stegte Æbler, og alle de smukke Sten flæn­gede vore Skosaaler, saa Fødderne blev ømme som Brandbylder. Min Hustrus Begejstring over de smukke Stene forvandledes til et intensivt Had, – hun sparkede til dem.

Landskabet blev efterhaanden lidt mindre dødt.

Sandørkenen oplivedes hist og her af en Græs­tot, en lille Plet Mos, et beskedent Faar, der næppe kunde skelnes fra Sandet, og som gik der og gnavede Gud ved hvad, rimeligvis Sand, en Køter, der stod uden for en enlig Fiskerhytte, hvor Masser af tørret Fisk dinglede i lange Galger, – den skældte ud, rasende og forfærdet, som var vi Vidundere fra en hel anden Verden.

Vi var dødtrætte. Støvlesaalerne var slidt, af og Støvlerne forvandlet til Gamascher. Til højre kogte Fjordens gule Ærtevælling, til venstre hørte vi Vesterhavet brøle bag Klitterne, og foran os laa Ørkenvejens uendelige Linie. Vi passere­de en Kirke og en Kirkegaard, hvor man kan gaa hen og lægge sig, naar man føler sit Ende­ligt nærme sig, og blive begravet uden nogen Hjælp af Graverkarle. Sandet slutter selv den døde i sin bløde Favn. Hvor vilde det være skønt at lægge sig til Hvile her nu med det samme! Men Turisthotellet? Var det ogsaa begravet i Sandet?

Endelig kom der igen en Fiskeryngling. Vi gen­tog vort Spørgsmaal. Han svarede omtrent som den første: – Det er den stik modsatte Vej!

Vi var trasket forbi Turisthotellet. Ganske vist havde vi set et lille uanseligt Teglstenshus med et Skur ved,- men vi havde naturligvis forestillet os Turisthotellet som et stort Palads med Balkoner, Marmortrapper og Udsigtstaarn. Vi maatte vende igen. Nu havde vi atter Medvind, men det morede os alligevel ikke. At være nødt til at traske rundt paa boldne Fødder er ikke lattervækkende.

Endelig naaede vi Huset og listede ind i et Lokale, der lignede et større Spisekammer. Der stod et dækket Bord, om hvilket tyve danske Sommergæster syslede med Lammesteg og Kartofler. Men de sad saa trangt, at de maatte skif­tes til at stikke Gaflen i Munden. Et ungt Ægtepar var saa praktiske, at de spiste sammen, en Tallerken og en Gaffel, og Fruen madede sin lille Mand, uden at glemme sig selv. Det var Stedets stakkels Pensionærer.

Min Hustru og jeg sank ned ved et lille Side­bord og bad paa vort smukkeste stockholmske om lidt Mad og Drikke. Maaltidet blev pludselig afbrudt, og alle stirrede med vrede Blikke paa de uforskammede fremmede, og vi hørte en ældre Lærerinde hviske til en endnu ældre: Tyve! Men om hun mente, at de var tyve eller vi var Tyve, det faar vi vist aldrig at vide. Vi følte os meget skyldbetyngede. Min Hustru vendte sig mod Væggen. Men jeg er mere fræk, jeg indtog en nonchalent Stilling med den ene Fod flot ka­stet hen over det andet Knæ. Men saa opdagede jeg en stor blaa Taa, der stak ud under Overlæ­deret. Jeg forsøgte at tage det ganske naturligt og pillede mig tankefuldt mellem Tæerne, men til sidst vendte jeg mig om mod Væggen, jeg ogsaa.

Der blev aldrig Tale om at komme i Pension her. Straks efter Middagen begav vi os paa Tilbagevejen med vore Rejsetasker og vore Fødder. Jeg vil slet ikke tale om, hvilken Tilstand vi var i, da vi naaede tilbage til Strandrestauranten, men det sidste Stykke tror jeg nok vi gik paa Hænderne.

Men efter at vi havde forfrisket os med lidt Kaffe og Citronvand, var jeg parat til nye strabadser. Vi havde endnu ikke set Vesterhavet; paa nært Hold. Fremad! Jeg tog min Hustru paa Ryggen, kravlede op ad Klitternes høje Kamme, rutschede ned paa den anden Side og vadede i Sand til Laarene. Her bagved Klitterne var alt en hvirvlende Hekse dans af Sand. Man aandede Sand, hostede Sand, nøs Sand og følte sig selv som en Sandsæk, – navnlig min Hustru mindede stærkt om saadan et Apparat.

Jeg stormede videre mod Stranden. Hvilket et Spektakel! Brølen, Drønen! Min Hustru blev bange.

– Slip mig Dan! – hvinede hun i mit øre. Det lød som en fjern Lærketrille, men det gjorde ondt inde i Kraniet.

Jeg satte hende varsomt ned i Sandet og ilede længere ud, lige til Bølgerne slog sammen om mine Fødder. O, hvor skønt! Hele Vesterhavet laa udbredt foran mig i Aftensolen, et flammende Ildhav, en Verden i Brand, brændende Tinder og Taarne, sammenstyrtede og atter rejsende sig i skyhøje Luer og Piller af Ild.

– Storslaaet! – raabte jeg. – Forbandet im­ponerende! Kom og se!

Jeg vendte mig om. Min Hustru var forsvun­den. Men jeg saa hendes Rejsetaske staa i San­det et lille Stykke inde paa Land,

– Mærkværdigt tankeløst! – mumlede jeg og sprang hen og greb fat i Tasken.

Den var ualmindelig tung. Ja, det tror jeg! Min Hustru holdt fast i Remmene nedefra. Jeg rev og sled og asede og masede og endelig lyk­kedes det mig at hale min stakkels Hustru op af Sandet. Hvor var vi lykkelige.

Prins Hamlet førte os tilbage til Ringkøbing. Med Hensyn til Tilbagerejsen siger jeg kun:

Se forrige Kapitel!

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Följande HTML-taggar och attribut är tillåtna: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>