Omkring 1920 udfoldede der sig et rigt badeliv på Fanø. Ved flere af strandene var der badevogne, der blev trukket ud i vandet af heste, se billeder her. Badegæsterne strømmede til i store mængder i sommermånederne og bragte gode penge til øen, men skabte også problemer ved at presse priserne op for de fastboende. Ligesom i andre små samfund, der blev forstyrret af turiststrømmen, opstod der også på Fanø en kløft mellem de lokale borgere og de gæstende intellektuelle samfundsspidser, der behandlede de lokale med en vis nedladenhed.

I Dan Bergmans bog ”Mellem brødre” fra 1919 får vi et lille glimt af badelivets skærmysler set i en svensk badegæsts perspektiv.

Glade danske badepiger 1918

DANSK BADELIV.

Jeg kan absolut ikke opfatte det behagelige ved at ligge nedgravet i Sandet og døse og slumre med en Sandbunke under Hovedet og en Hat over øjnene, med Sand i Skoene og Ørerne, i Næsen og rundt om i alle Hudens Porer, og naar man en enkelt Gang vaagner ved, at en eller an­den uforvarende kommer til at trampe paa en, saa skælder man ud og bliver blind af at glo paa Solskæret i Bølgerne. Saadan ligger man som en komplet Idiot, indtil Badetiden begynder, og man kravler ind i en særdeles ubekvem overdækket Vogn, og slæbes af en Hest, der heldigvis kun meget sjældent løber løbsk, et Par Meter ud i Havstokken, man tager den meget misklædende Badedragt paa, hopper ned i det saakaldte Vand og spadserer et Par Kilometer ud til Havs, hvor man opnaar, at Vandet naar en til lidt over Ank­lerne. Saa kaster man sig baglæns om, plasker, pruster og hyler og forsøger at indbilde andre Idioter, der optræder paa samme Maade, at man synes, det er yndigt. Saa sjokker man til­bage, det sandfyldte Aaleskind, der benævnes Badedragt, sidder og vifter med et lille Danne­brogsflag, og bilder sig selv og andre ind, at man indaander Havluft. Aa, Gud Fader bevares.

Saaledes tilbringer Badegæsterne paa Fanø deres Dage i endeløs Ensformighed, og paa sam­me Maade rinder Sandet i Timeglasset langs hele den danske Vestkyst. Guderne skal vide jeg el­sker ikke Badesteder i al Almindelighed, men jeg foretrækker i alle Tilfælde den svenske Vestkyst, med dens Klipper og Skær og friske Sejlture. Her paa den danske Vestkyst finder man kun Sand, og Sand, og mere Sand. Her er alting blødt, Bare Sandflade og Sandflade, uendelige Vidder med Sand og Vand, Højvand og Lavvand i ensformig Omskiften. Øde og forladt ligger Havet og lurer, ikke et Sejl, ikke en Røgstribe, – kun et Par ty­ske Flyvere svæver i hurtig Flugt forbi højt oppe i Luften.

Men paa en Sandbanke langt ude i Lavvandet danser en Skare hvidklædte unge Piger i munter Ringdans, – et smukt Billede af det lille frede­lige Danmark.

Man maa endelig ikke tro, at her ikke er Men­nesker paa Fanø Badestrand, – nej her er Masser af dovne Mennesker, Damer i glade og lyse Farver, barbenede og bararmede Børn, friske brunstegte og henrivende søde, – i det mindste paa Afstand, Herrer i kulørte Badebukser, – de minder noget om Storke, langs Gader af Badevogne og af høje, hvælvede Kurvestole med hver sin Snegl i. Jeg kan aldrig passere bagom saadan en Stol, uden at føle en med grænseløs Møje un­dertrykt Lyst til at puffe den over Ende. Jeg tror næppe Sneglen vilde mærke det.

Men hvorfor i al Verden tygger Dan mon Drøv paa al dette Sludder? tænker mine Læsere vist. Denne Beskrivelse kan jo passe paa en hvilken som helst Badestrand i hele den civiliserede Verden!

Jeg svarer: Jeg kan ikke gøre for, at Fanø ikke er mere original. Min Adresse er for Øje­blikket Esbjerg. Jeg rejser frem og tilbage mel­lem Fanø og Fastlandet, saa tidt jeg føler en sær­lig Lyst til at give Rollen som Badeidiot. Jeg sti­ger i Land i Nordby, en lille fornøjelig Fiskerby, med grinagtige, gamle Koner i Nationaldragt, ­deres Hoveder ligner med de tæt sluttende mør­keblaa Huer store blaa Blommer, der er revnet foran. Jeg lader mig pakke ind i en af de smaa aabne Vogne, der besørger Trafiken her, og som kan rumme lige saa mange, det skal være, og en halv Time efter sidder jeg paa en af Fanø Vesterhavsbads mange herlige Hotelverandaer og fug­ter Læberne med en ubegribelig dyr og ubegri­belig svag Whiskysjus, sammen med min Ven Stockholmeren. Det vil sige, egentlig har vi kun en Sjus tilsammen, vi har ikke Raad til hver sin. Men vi har hver sit Glas.

– Naa, her har Du det jo rart! – siger jeg.

– Storartet! – sagde Stockholmeren og lænede sig tilbage i Kurvestolen, saa jeg kun kunde se hans Mave. Men den var ogsaa meget udtryks­fuld. – Aa, – og sikken Mad man faar, – ah ­sikken Mad!

Jeg syntes ligefrem jeg kunde se Stockholme­rens Mave straale gennem det tynde Buksetøj .

– Jeg tror ikke, at Danskerne selv forstaar at vurdere, hvor godt de i Virkeligheden har det! – sagde Stockholmeren. – De spiser uden An­dagt, mekanisk, som naar man stopper Pølser, snakkende om de mest ligegyldige Sager imens. Jeg tror min Sandten, Danskerne er i Stand til at spise Middag i Skjorteærmer! – Middagen bør man spise i Smoking! – Allermindst! Danskerne er mere ligefremme og fordringsløse end vi Sven­skere, – Bluse og Jakke, det kan være meget godt, – men jeg holder alligevel paa, at det ikke er mere end ens forbandede Pligt, at iføre sig evening dress til Middag! – Ah, – hvilken Mad!

Aah, I Guder, hvilken Mad! – Naa, forresten tror jeg, at vi Svenskere efterhaanden har be­gyndt at faa sat lidt Skik paa Danskerne.

– Er der mange Svenskere her? – spurgte jeg.

– Ja, fy for Fanden! Saa mange, saa man kan føde Danskere med dem!

– Men jeg troede ikke, at Svenskerne vovede sig længere bort end til Egnen omkring Helsingør, for at kunde slippe saa meget hurtigere hjem, naar Udvisningsordren kommer!

– Svenskerne! – Du kender dem nok ikke rigtig mere, -hører jeg. De generer sig min Sandten ikke, – det er ligefrem uforskammet! – Ja, men Du er her jo selv!

– Ja, jeg! – Jeg er jo kun en! Men at komme her saadan i massevis! Helvedes Pak! Jeg undgaar al det svenske Pak, saa meget som mu­ligt. Jeg er ikke storsnudet, – men fornem, re­serveret, forstaar Du!

Det er forresten morsomt at studere dem. Der er mange forskellige Typer. Først har vi dem, der ikke vil være ved, at de er Svenskere, men blander sig mellem Danskerne, søger at imitere dem, deres Livlighed, deres Gemytlighed og til­med deres Sprog. – Jo, det er en nydelig Mund­fuld dansk! Det bliver højst regnet til en Art skaansk-norsk. Danskerne ler satirisk og betrag­ter dem som Klovner.

Saa har vi dem, der bliver endnu mere stive, end de er hjemme, hovmodige, utilgængelige, ligefrem udfordrende svenske. Rimeligvis Gøteborgere, – sagde Stockholmeren.

– I Gaar traf vor elskværdige Overkelner netop en af den Type, netop som denne vendte til­bage fra en Tur ud i Regnvejret, pjaskvaad som en Skrubtudse var han.

– He, he, he, – siger Overkelneren paa sin gemytlige, lidt familiære danske Maade. – Jeg tror, De har været ude paa en lille Spadseretur! — Hvad kommer det Dem ved, Fæ! – svarer Svenskeren, – gaa ud og vask op!

– Uh, jeg blev saa arrig, saa jeg var lige ved at give ham en Lussing!

– Hvem? – spurgte jeg.

Stockholmeren rettede sig og saa irriteret paa mig.

– Dig! – svarede han. – Men saa findes der jo ogsaa en tredje Type, – fortsatte han, ­ligefremme og naturlige, Gentlemen paa enhver Maade. – Men der er ikke mange ……………. .

Jeg saa paa Stockholmerens beskedne, men dog ædelt selvbevidste Blik, at i Virkeligheden var der kun en.

– Opvarter!- raabte Stockholmeren pludselig. – Opvarter, – hvad Fanden i hede, hule Helvede er det for en Ide, – har De vovet at tage Flasken bort! – Hvad er det for en forban­det Bondemaner! – Jeg tror min Salighed, De er skruptosset, – forbandede Fæ! – Har De ikke Omløb i Skallen? …..

Saa gik jeg min Vej.