Svensk turist besøger Ribe og den dansk-tyske grænse i 1918

I 1918 kunne man ved et besøg i Ribe undre sig over, hvorfor Ribe ikke lå i Tyskland, eftersom byen lå som i en lomme ned i det nordlige Tyskland. Grænsen gik nemlig lige uden for byen, både i østlig og sydlig retning. Byerne Åbenrå og Haderslev lå dengang et godt stykke nede i det tyske område.  Sådan var situationen i Sønderjylland mellem 1864 og 1920, altså i hele 56 år.
Stemningen ved grænsen var naturligvis præget af, at mange danskere var havnet i Tyskland efter nederlaget i 1864. Det tabte land var et stort nationalt trauma for Danmark og danskerne, og det satte naturligvis et stort præg på tiden. Syd for grænsen måtte de upopulære tyskere afsætte store militære resurser for at markere den tyske stats tilstedeværelse i området. Mange tyskere fra det øvrige Tyskland bosatte sig også i området i løbet af de 56 år, og det er blevet hævdet, at de indflyttede tyskere kunne afgive så mange stemmer ved folkeafstemningen i 1920, at Flensborg forblev tysk.
Et lille glimt af stemningen ved grænsen i 1918 kan vi få ved at læse Dan Bergmans bog ”Mellem brødre” fra 1919, hvori han fortæller om sit besøg i Ribe og den dansk-tyske grænsestation Vedsted syd for byen set ud fra en svensk turists perspektiv.

Sønderjylland 1908

VED GRÆNSEN.

Der stod en Stork paa et Ben oppe paa Ta­get af Clausens gamle, morsomme Gaard i Ribe, og indenfor stod min Hustru og jeg og spe­kulerede paa, hvorlænge den kunde blive ved at staa saadan, og hvor den mon havde gjort af det andet Ben.

Min Hustru væddede med mig om Tusinde Kroner, og paastod, at Storken havde kun et Ben. Jeg bad om at faa Pengene med det samme, og henviste til Storkens Ægtefælle, der stod paa begge sine Ben tæt op til Reden. Men min Hu­stru paastod bestemt, at hendes Stork havde kun et Ben. Jeg forsøgte forgæves baade med venlige og barske Tilraab at formaa den til at overbevise min Hustru om hendes Fejltagelse, men den over­saa mig fuldstændig, og stod som sømmet fast paa sit ene Ben og gabede intensivt lige op i Luften paa en særdeles smittende Maade. Væddemaalet forblev uafgjort. Da vi kiggede hen til Clausens Gaard Dagen efter, stod Storken der ganske vist igen og denne Gang paa begge Ben, men min Hustru erklærede sig selvfølgelig sikker paa, at det var en hel anden Stork.

Og jeg maa tilstaa, at jeg har intet Steds i hele Danmark set saa mange Storke som i Ribe. Storkene trives i den gode, gamle By og elskes og forkæles som kærkomne Sommergæster, og de gør forresten udmærket Virkning som Tagpry­delser paa de gamle Bindingsværksbygninger. Trætte af Aarenes Tyngde, ludende udad og indad og gensidigt støttende hinanden, ligner de gamle Huse Veteraner, som har trukket de gamle, slidte Uniformer paa og stillet sig op i Geled, til Mønstring endnu en Gang.

Vi boede selv i saadan en gammel Levning fra det 15de Aarhundrede, og forsøgte jeg at gaa Oprejst gennem Døren, slog jeg Næsen mod Dørposten og Loftsbjælkerne laa saa lavt, at jeg blot behøvede at gaa gennem mit Værelse i om­trent oprejst Stilling, – saa havde jeg Skilning i Haaret.

Der findes forresten meget af Interesse i det lille Ribe; den fredfyldte Klostergaard med sin Portner, der selv ligner en gammel Sortebroder, Domkirken, lidt klodset, men imponerende, paa hvis Tag Nordslesvigs og Sydjyllands Alliker om Aftenen holder Generalforsamling og stemmer om Nationaliteten, Posthuset, der har til Huse i den fire Hundred Aar gamle Bispegaard, og er saa mørkt Som en Postsæk, Russerlejren med sine 200 Russere i Telte, rare og barnlige og gri­nende, som om de længtes efter at komme hjem til Lenin, – det grønne, saftige Marskland rundt omkring, hvor Storken gravitetisk tramper frem og tilbage paa sine naturlige Stylter, indtil den synes det er Tid at stikke hjem til Familien og startende som et Aeroplan skyder i stolt Flugt gennem Luften, over til Reden paa Clausens Tag. Smukke, fredelige danske Stork, kan Du ikke virke som en Fredsappel paa Din mørke Nabo, – den sorte Ørn!

Vi befinder os lige ved Grænsen. Nogle Kilo­meter mod øst, – Tyskland, og ti Minutters Jernbanekørsel mod Syd, – Tyskland. Mærke­ligt nok, at Ribe ikke ogsaa ligger i Tyskland, men 1864 Aarets Tyskere maa, besynderligt nok, have haft en vis Pietet for den ældgamle danske By. Min Hustru vilde absolut opmuntre Tyskland til fortsatte Anstrengelser ved en Høflighedsvisit ved Grænsen, og jeg fulgte med, om end modstræ­bende. Tyskland har ingen sandere Ven end min Hustru.

– Hele Verden hader Tyskerne, – siger hun,

– derfor elsker jeg dem!

Det er helt generende at være i Selskab med hende. Naar hun møder et Par internerede tyske Matroser, bliver hun rørt og nikker, saa Taarerne sprøjter omkring, og saa trakterer hun dem med Kongen af Danmarks Brystsukker.

Vi kom til Vedsted, Grænsestationen. Toget var saa godt som tømt, kun min Hustru og jeg og to Danskere med et Kamera. Der var kun tyve Minuter, til Toget atter vendte tilbage til Ribe. Stationen var skaaret midt over af en høj Pigtraadsbarriere, og paa den danske Side stod min Hustru og jeg og Danskerne med kameraet og stirrede fredeligt og nysgerrigt over den til den tyske Side, hvor Soldater i Feltuniform og betrukne Pikkelhuer gik paa Vagt, stirrende til­bage paa os med bistre øjne og arrigt sammenknebne Munde under de opad snoede Knurhaar, nervøst fingererende ved Geværet, og jeg kan tænke mig til, at det ikke maa have været nogen Fornøjelse for dem at trave frem og tilbage der, bekiggede som vilde Dyr i Bur. Vi forlod Stationen og kom ud paa den brede, lige, endeløse Landevej, der ogsaa var afskaaren med en pigtraadsklædt Bom. Og over Bommen rejste sig truende den tyske Ørn og bag den Skildvagter, Skildvagter og atter Skildvagter. Vi gik et Styk­ke langs Grænsen, overalt dystre, graa Skildvagter, der dukkede frem, parat med Geværet, bare vi stak Hovedet ind i Tyskland. Man var ikke fri for at føle sig lidt generte.

Men det var Tid at vende tilbage til Stationen. Ved Bommen stod Danskerne med deres Kamera. Endelig tog de Mod til sig og nappede en Plade af den tyske Side, men de skælvede, som om de var bange for, at Tyskerne ogsaa skulde nappe dem. Men det løb af uden Blodsudgydelse.

– Kom nu, – raabte jeg til min Hustru, ­Toget kører fra os!

Men min Hustru traadte helt hen til Bommen, stak Foden ind under den og trampede beundrende paa den tyske Jord, hun rev samtidig en vældig Flænge i sin Kjole, men det anfægtede hende ikke. Hun viftede med sit Lommetørklæde og raabte enthusiastisk:

– Herrliche Menschen! Grossartig! Die Vacht am Rhein! Auf Widersehen!

Da lo alle de barske, tyske Skildvagter, saa de var ved at revne. Men jeg trak skamfuld og arrig afsted med min stadig viftende Madam, og ha­lede hende ind i Kupeen, der blev Vidne til en lille, ægteskabelig Scene, medens Toget sagte rul­lede afsted i Retning mod Ribe.

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Följande HTML-taggar och attribut är tillåtna: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>