To svenskere bader på Sydfyn og prøver at narre en dansk børnefamilie i Lundsgaards park i 1918

Den svenske forfatter og humorist Dan Bergman rejste i 1918 rundt i hele Danmark sammen med sin hustru og udforskede landet som turister. I det efterfølgende år udgav han bogen ”Mellem brødre”, hvori han fortalte om en række små og store oplevelser på rejsen, naturligvis på sin helt egen humoristiske måde. Ikke mindst turen til Kerteminde og herregården Lundsgaard på Fyn blev meget vellykket og beskrevet i særdeles positive vendinger i bogen. Bl.a. blev herregårdens have sammenlignet med paradiset.
Nu er der gået mange år siden Bergman og hustru gik rundt og nød tilværelsen i Lundsgaard, men det er stadig ikke for sent at opleve det sydfynske paradis i al sin glans. Lundsgaards have kan besøges endnu i dag. Godset ligger lidt uden for Kerteminde by, med en perfekt beliggenhed i nærheden af skov, mark, strand og by. Den hvide hovedbygning er fra 1765 og er adskilt fra den tilhørende avlsgård – en firlænget gård, der blev bygget i 1880-87. På området findes træbygninger, en fritliggende staklade, en smedje og to længer mod syd. Ved alle restaureringer har man søgt at bevare bygningernes oprindelige udformning. I dag ejes herregården af Vini og H.H. Rudolf Iuel, som har målsætningen at genskabe Lundsgaards tidligere store betydning for landbrugs- og kulturbilledet i Kerteminde og omegn.
For mere information om Lundsgaard, se her:
http://www.lundsgaard.dk/
http://www.fremtidensherregaard.dk/Materiale/Publikationer/Pdf/Lundsgaard.pdf

Badende drenge 1918

PARADISET.

Fyn er et Knippe Idyller, og Kerteminde er Idyllernes Idyl. Kerteminde er et solfyldt Smil. Landet strækker et Par velformede Arme ud mod Vandet, der glitrende af Glæde kaster sig i den aabne Favn. Hvedemarkerne hæver sig i guldgule Banker som store nybagte Boller. Bøgeskoven hælder sig nysgerrigt ud over Klin­ten, og spejler sig i store Bælt, Slyngroser og Vildvin pryder Villaernes hvide Mure og kigger ind gennem Vinduerne, en Flok Faar, store som Køer, og brede over Ryggene som Værtshusholdere, staar langs Vejen ned til Strandpavillonen, hvor der serveres en Kop Kaffe, der smager saa­dan, at man mistænksomt skeler efter Faarene. Men de ser meget uskyldige ud.

Ja, vi levede i Uskyldighedens Tilstand. Det var næsten som før Syndefaldet. Vi arbejdede ikke, vi foretog os absolut intet af praktisk Betydning, vi nød Livet og var Venner med alle Skabningens Væsener, selv med Menneskene og Gedehamserne, der alle sammen syntes at savne Braad her i denne velsignede Egn.

Min Hustru og jeg sad Side om Side langt ude paa en Bro med en Pose Kirsebær mellem os. Store Bælt foran os, Fyn bag os, Solen over os, badende Børn under os og meget lidt paa os og fiskede Krabber med hver sin Pind med en Snor, en Sten og en Flæskestump i Enden. Af Pinden altsaa. Krabberne myldrede om Flæskestumpen som om der kunde være Dyrtid nede hos dem ogsaa. Mærkelig nok havde de ikke Begreb om at danne Kø. Og de klamrede sig saa krampagtigt fast til Flæskestumpen med baade Ben og Kløer, at de ikke var at formaa til at slippe Taget igen, naar de gik tilvejrs, men bare fulgte med, og hav­nede oppe paa Broen, stirrende paa os med for­bavsede øjne. Og saa smed vi dem ud i Vandet igen. Det var bare Meningen at more dem lidt.

Langs Stranden og langt ud i det lave Vand legede badende Børn. Det var, som om selve Bølgeskvulpet havde faaet Liv og Skikkelse i de­res smaa glinsende, nøgne Legemer, lystige Spræl­len og glade Pludren.

– Kom, nu bader vi – raabte jeg.

–  Ikke her! – sagde min Hustru. – Lad os ikke skamskænde det smukke Billede.

– Hvad mener Du med det? – udbrød jeg let krænket. – En Sælhund og en Flynder vil netop gøre sig godt her i dette Milieu.

Vi drog imidlertid længere bort, helt hen til Foden af Klinten, og iførte os vore Badedragter, min Hustru sin klædelige sorte og jeg min stribede, mangefarvede. Saa plaskede vi ud i Vandet Haand i Haand, mindende om en Sky og en Stump af en Regnbue, og øverst paa Klinten stod Vor Ven Boghandleren fra Kalundborg og kig­gede paa os gennem en Marinekikkert og raab­te: – Længe leve Hr. Stockholm og Mælardronningen! – Og min Hustru dukkede øjeblik­kelig under Vandet.

En Stund senere gik vi selv deroppe paa Klin­tens blomsterstrøede Top, med Tusinder af gule Mariehøns dryssende ned omkring os som Ildgnister i Solen, og saa dukkede vi ind i Bøg­skoven og fulgte Stien til Lundsgaards lille Slot. Og da jeg saa en Spindelvævstraad spændt over Stien, løsnede jeg den forsigtigt og holdt den, som naar man aabner et Vejled, og lod min Hu­stru passere, hvorefter jeg lukkede ordentligt ef­ter os igen. Vi var Venner selv med Edderkopperne.

Lundsgaard ejes af en ædel Greve, som gæst­frit lader sin Have staa aaben for Menneskehe­den. Min Hustru og jeg strejfede derfor omkring i Haven. Det lille, hvide Slot laa saa indbydende der midt i al det grønne og Blomsterpragten, hundredaarige Kastanier skyggede over Gange­ne, Svanerne brystede sig i Dammene, en Flok Duer kredsede over vore Hoveder. Æble- og Pæretræer bugnede af Frugt og ikke et Menne­ske var der at se. Vi følte os som Herrer over det hele. Midt i Haven stod et Ferskentræ, og Kvinden tog af Frugten og spiste, og gav sin Mand deraf, men han spiste ikke. Han syntes ikke, det var rigtig fair, og forresten var Frug­ten umoden.

Vi satte os paa den hvide Bænk i det lille Lysthus foran Slottet og indvuggede os i behage­lige Fantasier om, at alle disse Herligheder var vore. Og ret som det var, hørte vi pludseligt et ærbødigt: – Undskyld! – Vi saa op. Foran os stod en Fader og en Moder og en talrig Børne­skare.

– Tillader Greven og Grevinden, at vi ser os lidt om i Parken? – spurgte Faderen med Hat­ten i Haanden.

Vi for sammen. Fantasierne var blevet til Vir­kelighed. Jeg forsøgte at se aristokratisk nedla­dende ud og slog ud med Haanden.

– Værsaagod! – sagde jeg.

Og min Hustru satte Næsen i Vejret og be­væbnede den med en Lorgnet, der dog straks gled af, hvilket svækkede Virkningen noget. Familien var meget taknemmelig.

– Maaske Børnene ogsaa maa plukke lidt af den nedfaldne Frugt? – bad Moderen, der var blevet dristig ved vor Naade.

– Værsaagod! – sagde jeg.

Jeg turde ikke sige andet. Jeg stolede ikke paa mit Danske. Familien flød hen i Taksigelser. – Spis bare væk! – Spis bare væk I rare Mennesker! – sagde min Hustru paa det reneste Svenske.

Vi var afslørede. Danskerne betragtede os med Væmmelse. Vi listede os skamfulde ud af Paradiset.

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Följande HTML-taggar och attribut är tillåtna: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>