Danskere og svenskere elsker hinanden, men den man elsker hader man også somme tider. Det sker af og til, at der dukker negative toner op i forholdet mellem danskere og svenskere. Begge parter bruger meget energi på at dyrke de små fordomme om dem på den anden side af sundet. Svenskerne er glade for at drikke og er tit fulde, siges det blandt danskerne, men samtidig viser statistikken, at danskerne gennemsnitligt drikker næsten dobbelt så meget alkohol som svenskerne. Hvordan hænger det sammen?
Modsat siger svenskerne, at danskeren lidt for ofte har en ræv bag hvert øre og tager en lille snaps og en stor cigar (eller var det omvendt?) samtidig med at han snakker svenskeren under bordet i al gemytlighed og forbrødring.
I 1918 var situationen ikke meget anderledes. I bogen ”Mellem brødre” fortæller Dan Bergman med sin skarpe og humoristiske pen en historie, der sikkert også ville kunne fortælles af mange svenskere i dag, f.eks. at de er blevet mødt med en sur bemærkning, en nedladenhed, et afvisende blik eller en kølig attitude fra en dansker, blot fordi de var svenskere. Men typisk for Dan Bergman fordyber han sig ikke i den beske kritik. I stedet manøvrerer han elegant videre til en morsom beskrivelse af brødrefolkenes diverse små forskelligheder.
Lille svensker møder stor dansker 1893
MAVESYRE.
Hvis to svenske Cyclister kører paa hinanden, giver det et frygteligt Brag, og der bliver Spektakel og Skænderi og Folkeopløb og Politi, Stævning, Vidneafhøring og Fjendskab for Livet.
Jeg saa en Gang to danske Cyclister ramle sammen.
De kom med stærk Fart, styrtede begge to og slog sig ganske eftertrykkeligt, thi de var begge stærkt bygget, og den ene havde en stor Kuffert og den anden en Sæk Kartofler paa Nakken. Men Gud bevare mig vel, hvor de lo! De rejste sig rystende af Latter, haltede hen til hinanden og snakkede om det lille Uheld, som om det var en ualmindelig god Spas, de børstede hinanden af, og skiltes med et djærvt Haandslag. Det hele var kun Indledning til et behageligt Bekendtskab.
Danskerne er meget mere godmodige end vi og tager Livet meget lettere og mere naturligt.
Vi Svenskere er mere tunge og ømme over vor Værdighed. Derfor smiler Danskerne satirisk og hvisker:
– Se bare paa de svenske Baroner og Vigtigpraase!
Danskerne har altid set lidt ned paa os, omtrent som jeg tænker mig en kvik Hveps betragter en klodset Humlebi. Og for Øjeblikket foragter de os mere end nogensinde, os, deres ubudne Gæster. Der er noget uhyggeligt ved at føle, at man tilhører en foragtet Kaste. Jeg har altid haft Medlidenhed med gamle Shylock, men aldrig saa meget som nu.
Naa, vi bliver jo ikke just daarligt behandlede.
Danskerne kigger bare paa os. De forsøger at kigge os ud. Ud af Danmark. Og det undrer mig ikke. Kommer jeg ind i en Bank, nedlægger alle Bankmændene deres Penne. Direktøren stopper op midt i en Underskrift, Fuldmægtigen afbryder en vigtig Transaktion, Kassereren regner forkert i Seddelbundterne, alle stirrer forstenende paa mig, medens jeg med rystende Haand tegner mit simple Navn med en fuldstændig ny og fremmed Haandskrift, og nervøst stopper mine Penge et Sted hen, som jeg aldrig kan finde igen, og styrter ud som om jeg, havde et Reb om Halsen, og en stod udenfor og halede i den anden Ende.
Eller jeg kommer ind i den fineste Kafé i en større By og fremsætter paa noget, som jeg tror er dansk, men i Virkeligheden kun er daarligt svensk, min lille Bestilling. Den glade Summen standser øjeblikkelig, som om jeg pludselig havde jaget Pegefingrene i Ørene. Hovederne stikkes sammen, Øre til Mund og Mund til Øre, sommetider i lutter Iver Mund til Mund, og et Sus som Aftenvindens i Bøgeskoven gaar gennem Lokalet. Alles øjne, Gæsternes, Opvarternes, Værtens, Kassererskens og den i Hast tilkaldte Kokkepiges, rettes mod mig, kolde, sugende og svidende. Helst vil jeg krybe ind under et Bord og gemme mig, – men jeg skal jo leve.
Jeg bider mig fast til en Stol, som en Krabbe til en Flæskestump, og glor tilbage, saa uforskammet som vel mulig, og efterhaanden vænner man sig til mig, som man kan vænne sig til en grim Plet paa Tapetet, den muntre Summen begynder igen, Skeerne klirrer mod Kaffekopperne og jeg sidder som en Edderkop i mit Hjørne og iagttager Fluerne og Myggene omkring mig.
Der er betydelig Forskel mellem Publikum paa en dansk og en svensk første Klasses Kafé. Et svensk Kafépublikum er uhyre fornemt. Hvis en hverdagsklædt Arbejder forvilder sig ind paa en svensk bedre Kafé, rynker Stamkunderne paa Næsen, dunker i Bordet og raaber:
– Fy for Fanden Opvarter, hvor Niveauet er blevet sænket her! Smid den Slusk ud!
Opvarteren behøver ingenlunde en saadan Opfordring. Han er selv mere aristokratisk end en Kammerjunker og har allerede nærmet sig Usurpatorens Bord, viftende med sin lille Serviet som for at bortvejre en ilde Lugt, og siger: .
– Her bliver ikke serveret! .
Paa en dansk Kafé er Klasserne blandet mellem hinanden, her findes i det hele taget ingen nævneværdig Klasseforskel, – alle er Medmennesker. Det gaar tilmed næsten lidt for menneskeligt til. Der staar en Opvarter midt i Salen lænet over et Bord med ældre og yngre Damer, aabenbart tilhørende hans mere intime Omgangskreds, han har lagt Armen om en ung Piges Stol, saa det næsten ser ud, som om han holdt hende om Halsen, han kurtiserer hende fint, men tydeligt, medens Gæsterne rundt om forgæves bønfalder:
– Tjener, et Stykke Sandkage!
– Tjener, hvor meget? Maa jeg faa Lov at betale?
– Tjener, nu – har jeg ventet en halv Time paa min Kaffe!
Man maa væbne sig med Taalmodighed og berolige Nerverne med lidt Røg. Gud ved om det ikke er derfor, at alle Danskere er saa ivrige Røgere? De maa jo bestille noget, medens de venter paa den grænseløs sløje Servering.
Alle danske ryger. Og alle danske Damer ogsaa. Men Damerne ryger vel kun Cigaretter, spørger man? Nej, tro bare ikke det. Cigarer skal det være. Sorte Sataner af Cigarer! Jeg indrømmer, at jeg er lidt snæversynet. Jeg kunde muligvis bekvemme mig til at kysse en ung, smuk cigaretrøgende Dame, hvis hun bad mig rigtig inderligt om det. Men en cigarrøgende!
Aldrig i Livet! .
Men Danskerne har intet Valg!