Kuffertbærende svenskere i vild tumult med danskere i svedigt kapløb til Århustoget i 1918

Er der mon nogen, der kan huske, hvordan det var at rejse med tog fra København til Århus før Storebæltsbroen kom til? Der var naturligvis ingen problemer, hvis man havde købt pladsbillet, så blev man bare siddende i toget under overfarten, men en stakkels rejsende uden pladsbillet måtte pænt stige ud af toget i Korsør og gå op ad trappen med sin bagage til færgen. Da dukkede altid de mest primitive instinkter op i folk. Selv om der var rimelig god tid til afgang, ville man for  alt i verden ikke være sidst. Det gjaldt om at få en vinduesplads på færgen. Børn og unge styrtede af sted i fuld galop, de midaldrende gik hurtigt og halsende bagefter med deres tunge kufferter og dannede kompakte propper ved trapperne op til gangbroen. De ældre sakkede uhjælpeligt bagud med deres krykker og stokke og dannede en hvidhåret bagtrop med noget nervøst og opgivet i blikket, uden nogen som helst chance, hvis færgen ikke ventede på dem. Desuden var det ikke usædvanligt, at toget var blevet en lille smule forsinket ved ankomsten til færgestationen, og det satte altid lidt ekstra fart på folk.
I 1918 havde man faktisk det samme rejsecirkus ved færgerne. Læs her Dan Bergmans beskrivelse i bogen ”Mellem brødre” af to svenskeres rejse til Aarhus med alle de strabadser og problemer, det indebar på den tid ved de mange skift mellem tog og færge.

Dreng på 5 år som rejser alene i 1921

EN DANSK FERIEREJSE.

Jeg skrev i Begyndelsen af denne Bog et ud­mærket lille Kapitel om danske Jernbaner, hvori jeg priste Danskernes noble Optræden som Turister og skældte mine stakkels Landsmænd ud.

Men den Gang havde jeg ingen Erfaringer med Hensyn til den danske Ferietid. Det har jeg nu og nu kan jeg trøste Svenskerne med, at i Mellemtiden er Danskerne blevet rigtige Svenskere.

Alle Danskere synes at have Sommerferie samtidig og alle Danskere synes da at rejse rundt og rundt og rundt i det lille Kongerige og gøre det til en stor Karussel.

Min Hustru og jeg kom med i Runddansen.

Jeg havde ganske vist læst i Aviserne om Trængselen paa Jernbanerne, men jeg tænkte, at de forbandede Kausører havde iklædt Sandheden Narrekaabe, og jeg stolede paa min egen sven­ske Uforskammethed, – og min Hustru stolede paa mig.

Efter at have holdt os til de fynske Sidebaner ­og tilbragt Højsommeren paa temmelig grundt Vand i Store og Lille Bælt, besluttede vi hen mod Høsten at vende tilbage til et højere Kulturliv.

Vort Maal var Aarhus.

Vi startede fra Middelfart.

Min Hustru og jeg har paa Rejser fordelt Haandbagagen imellem os paa den Maade, at min Hustru bærer en Hatteæske og en Natsæk, medens jeg bærer en tung Kuffert i hver Haand. Vore Regnfrakker under den ene Arm og Para­plyer og Parasoller dinglende paa Haandleddene. Det er fælt, naar man faar dem ind mellem sine Ben, og næsten endnu værre naar man faar dem mellem andres. En Pakke med Galoscher bærer jeg som Regel i Munden. Paa den Maade har jeg snart slæbt Galoscherne hele Danmark rundt. ­Det er egentlig Synd for mine Fortænder, men Herre Gud, – de kan jo ikke forlange, at de al­tid skal sidde bare til Stads. Det er forresten endnu aldrig hændet, at vi har aabnet Galosche­pakken, men min Hustru synes det er saa bero­ligende at vide, at jeg har Galoscherne parat ­i Munden.

Saaledes rustede stod vi paa Perronen i Middelfart, da Toget rullede ind, fuldstoppet som en Pølse. Der var ingen Mennesker, der stod af. Det er min Overbevisning, at flere forsøgte, men hvordan skulde det kunde lykkes for dem? Men der var Hundreder af Rejsende, der vilde ind. Og jeg ved ikke, hvordan de bar dem ad, men ind kom de i en Fart som Kugler i en Skyde­skive. Perronen var tom. Min Hustru og jeg er imidlertid ikke Projektiler. Vi ilede frem og til­bage langs Vognrækken, raadvilde som hjemløse Hunde, jeg snublede over Paraplyerne og min Hustru strakte bønfaldende sin Hatteæske og sin Natsæk op mod alle de grinende Ansigter i Ku­pevinduerne. Et Par hjælpsomme Hænder greb begge Pakkenillekerne under en endeløs Jubel fra samtlige Rejsende. Toget holdt kun i to Minut­ter. Konduktøren peb Afgangssignal.

– Skal De med? – raabte han, Fæhovedet. ­Skynd Dem lidt!

Og han rev en Dør op og puffede mig og min Hustru ind. Det var en meget stærk Mand den Konduktør. Det lykkedes ham at klemme Døren i efter os, skønt vi dannede en stor Bule, og vi blev presset ind og blev til et med Menneskemas­sen, der protesterede med et halvkvalt Suk. Jeg faldt sammen efter Spændingen. Jeg slap baade Kufferter, Frakker og Paraplyer og sank sammen med Hovedet paa Brystet og Knæene oppe Under Maven. Døren til Toiletrummet stod aaben. Derinde befandt sig en blomstrende Familie paa ti Medlemmer, men hvordan den befandt sig, det ved jeg ikke. Men det var jo i al Fald morsomt for dem, at de fik Lov at være sammen.

Ti Minutter efter standsede Toget ved Frede­riciafærgen. Jeg ved ikke, hvordan vi kom ud, men med hele Massens forenede Vilje lykkedes det. Vi stod sammenpakkede paa Færgen. Hoved ved Hoved, omtrent ti Tusinde Sjæle, Kvin­der og Børn iberegnet. Der var ingen Mulighed for at holde fast paa Hatten. Armene laa lænket fast nedad Siderne, som var de bundne med Reb. Jeg misundte min Hustru hendes Hattenaale. Tu­sinder af Herrehatte dækkede Lille Bælt. Det mindede om Syndfloden. Saa grebes ogsaa min gamle, trofaste Panamahat af Vildskaben og for­lod mig uden Opsigelse. Min Hustru havde hel­digvis faaet sin Hatteæske tilbage. Hun tog sin Paradehat paa, og jeg fik hendes Daglighat sat fast med en Sikkerhedsnaal bag i Frakkekraven.

Vi landede i Fredericia.

– Nu gælder det! – hviskede jeg til min Hu­stru. – Kapløb til Aarhustoget!

Min Hustru foldede Hænderne om min ene Arm, den med Paraplyerne, og vi fløj afsted. Alle stormede afsted, hensynsløst væltende alt til Side, hoppende over smaa Børn, der blev slæbt afsted mellem Far og Mor. Ungdommen distancerede ganske vist min Hustru og jeg, men bland old boys var vi blandt de første ved Maalet. Synd, at der ikke var Præmie for gamle Drenge.

Vi havde ventet at finde en lang Række tomme Vogne ved Stationen. Men Toget var endnu ikke kørt ind. Min Hustru var træt. Hun hang som en stor Kringle paa min Arm. Jeg satte Kufferterne, anbragte hende paa den ene, mig selv paa den an­den og tørrede mit vaade Ansigt, først med den ene Regnfrakke, saa med den anden. Hvorfor i al Verden løb vi saa stærkt? Alle de 50,000 Men­nesker fra Færgen trængtes nu paa Perronen. Toget var to Timer forsinket. Vi vovede ikke at forlade vore Pladser. Men vore Tanker var henne i Jernbanerestauranten.

– Det er kedeligt! – udbrød min Hustru.

– Tal for Guds Skyld ikke svensk! – hviskede jeg, – saa bliver vi lynchede! Sig ja eller jæ-æ-æ-æ, hvis Du endelig skal sige noget, det klinger dansk og er alligevel halv svensk, -det er Halvdelen af jævler anamme!

– Jæ-æ-æ-æ-æ! – sagde min Hustru.

Men det var for sent. Vor væmmelige Nationa­litet var opdaget. Et Brus af Indignation fyldte Luften, – og saa kom Toget. Det var allerede fyldt af Rejsende fra Vestjylland.

Og saa begyndte den store Kalabalik. Hvad skulde et Par enlige, afskyelige Svenskere gøre midt i et oprørt Hav af danske? Vi forsøgte at tage Del i Stormen, men vi laa snart Side om Side under Toget, – heldigvis holdt det stille, ­og kravlede frem paa den anden Side, medens den frygteligste Borgerkrig rasede foran det. Jeg gentager, hvad jeg sagde i Begyndelsen af dette Kapitel: Danskerne er rene Svenskere!

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Följande HTML-taggar och attribut är tillåtna: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>