Vi har vist nok glemt det i dag. Men der var engang, danskerne var Nordens træskofolk, i hvert fald set med vores broderfolks øjne. Hvem kender til det i dag?

Den karakteristiske og muntre lyd fra træsko er forsvundet fra gadebilledet for længe siden. Men prøv at forestille dig lyden af hundreder eller tusinder af jernbeslåede træsko, der samtidig klaprer mod stenbroen overalt på gader og i stræder. Det må have været noget af en oplevelse og udgjorde formodentlig en vigtig del af hverdagslyden dengang. Denne lyd kan vi ikke længere høre, for træskoene har jo for længst veget pladsen for alle moderne fodformede og fodrigtige listesko. Sammenlignet med før er brugen af træsko i dag næsten helt borte, hvilket der i og for sig er mange gode grunde til, for det var jo ikke verdens bedste fodtøj, og de fordærvede faktisk vores fødder. Men at vi før i tiden havde en udbredt træskokultur er sikkert gået i glemmebogen.

I 1918 var der var dog en svensker, Dan Bergman, der observerede fænomenet og nedskrev sine indtryk i bogen ”Mellem brødre”, og her kan vi endnu i dag læse om danskernes glorværdige, men også lidt irriterende træskotid.

Typisk dansk træsko 1919

TRÆSKO.

Det begynder at knibe med Fodtøjet i Dan­mark nu. Men Træsko er der nok af. Jeg spekulerer paa at anskaffe mig et Par, og tage et Kursus i den rette Brug af dem, og senere ind­føre dem i Stockholm, hvor jeg tænker mig at Halvdelen af Borgerskabet gaar barbenede nu for Tiden. Det vil bringe Liv paa de stockholmske Gader. Jeg tænker mig Strandvejen og Birger­Jarlsgatan genlyde af munter Træskoklapren.

Det bliver naturligvis lidt vanskeligt at faa Be­nene med sig, naar man har travlt, og lidt strengt bliver det maaske for mange ømfindtlige Fodfingre, men Ligtornene vil vantrives og Ligtorneope­ratørerne kommer til at se sig om efter en anden Beskæftigelse. Jeg ser i Aanden Forhallen til Operakällaren og Royal fyldt af flerdobbelt Lag af Træsko, – man tager selvfølgelig ikke Træsko­ene med ind i de elegante Spisesale, men stiller dem udenfor ligesom Galoscher, – medens Di­nerpublikummet staar i Kø udenfor Toiletterne for at faa vadsket, ikke alene Hænderne, men og­saa Fødderne.

Danskerne har ganske vist endnu ikke accep­teret Træskoene som highest fashion, men hvor­for skulde vi ikke kunne være Foregangsmænd paa dette Omraade, som paa saa mange andre, f. Eks. Rationering, Kødmangel, Surrogater og al den anden Elendighed, som Danskerne har været uselvstændige nok til at abe efter.

Alle jævne Danskere er allerede nu fuldstæn­dige Mestre paa Træsko, de kan løhe med Træ­sko, danse med Træsko, cycle med Træsko, hop­pe af og paa Sporvogne med Træsko, de drikker af Træskoene og slaas med Træskoene.

Hver evige Morgen Klokken 5³⁰ begynder Træ­skoene at klapre neden for mit Vindue, det lyder, som om man var ved at brolægge Gaden, og det føles, som om de forsøgte at banke Hjernen ud af Hovedet paa mig med deres evindelige Klapren. Og hver evige Morgen Klokken 5.40 hænger jeg ud af det aabne Vindue med Natskjorten smøget op over Maven og de nøgne Ben indviklede i de is­kolde Varmeledningselementer og skyder paa danske Arbejdere med en uladt Revolver. Men midt paa Dagen, naar en Aandens Arbejder igen føler sig oplagt til at spille paa Sjælens uendelig fine Strenge, finder jeg Træskoskramlet ganske pikant og oplivende som en Slags burlesk Akkompagnement.

Naar en Dansker er kravlet op i sine Træsko, staar han et helt Trappetrin højere end andre Mennesker. Han har en høj Klods under Hælen og en anden under Fodballen. Foden kan aldrig blive vaad, idet mindste ikke udefra. Bare jeg kunde forstaa, hvordan en Dansker bærer sig ad med at holde Træskoene fast paa Foden. Han maa da altid gaa med unaturlig spændte Tæer. At han ikke faar Krampe!

Jeg har aldrig set en Dansker tabe sine Træsko. Jeg mødte forleden en Bondekarl paa Ryes­gade i Aarhus. Han kom cyklende med Træsko paa, og i Haanden holdt han et Reb, i hvis an­den Ende der hængte seks sammenkoblede Kalve. Det gik udmærket. Undertiden var Kalvene bagef­ter og mindre oplagte til at fortsætte, saa Karlen maatte trampe til med en uhørt Muskelstyrke, for at faa dem til at følge med. Men lige med et blev de livlige og fløj forbi ham med glade Krum­spring saa at al Trampen blev unyttig. Det gik udmærket. Men saa kom Sporvognen. Kalvene blev mildest talt lidt overraskede. Sporvogne var et fremmed Begreb for dem. Halvdelen kile­de ind i en Frugtbutik paa den ene Side af Ga­den, og den anden Halvdel ind i en Slagterforret­ning paa den anden. Den unge Mand slog en Dobbeltsaltomortale over Cyklen, og kom ingen­lunde ned paa Fødderne. Hænderne under Ha­len, Hovedet mellem Benene, og Fødderne lige op i Atmosfæren. Men paa Fødderne sad Træ­skoene.

En Dansker taber aldrig sine Træsko!

En anden lille interessant Episode! Jeg saa en Aften en fortryllende ung Pige, der ved et Gade­hjørne stødte sammen med en Mand paa Træ­sko. Mandens ene store Pram trampede lige paa den lille Dames fine, hvide Støvle!

— Nu er Foden maset! -tænkte jeg med Taarer i øjnene.

Men den unge Dame gav ikke en Lyd fra sig.

Hun besvimede maaske, tror man? Nej, slet ikke. Hun lo. Hendes Fod var kommet midt mellem Træskoens to Klodser. Men der sad den ogsaa fast indkilet, som en Tand i et Kæbeben. Træ­skomanden løftede Foden, den unge Dames Fod fulgte med, Træskomanden sparkede energisk med Foden, – den unge Dame var nødt til at sparke med. Hun maatte klamre sig til Træsko­mandens ene Arm for ikke at trille omkuld.

Saadan stod de en Stund, som et højst umage nyforlovet Par. Endelig vrikkede Manden lidt med Tæerne, hans Fod gled ud af Træskoen, og glade og muntre som et Par smaa Legekamme­rater ilede den unge Dame og Træskomanden ned ad Gaden, – han stærkt haltende, og hun med hans store Træsko siddende paa tværs Over sin hvide Tøjstøvle!