Konjakelskende svensk mådeholdsdranker oplever bagsiden af den danske spiritusfrihed i 1918

Det sker af og til, at man hører, at nogen er kommet til skade eller er død efter at have drukket forgiftet alkohol. I dag er det forholdsvis sjældent at det sker i Norden, men ude i verden er det ikke usædvanligt. Sidste år skrev pressen f.eks. om 25 mennesker på Bali, der var døde efter at have drukket metanolholdig risbrændevin, blandt disse ofre flere turister, se her.
Men situationen har ikke altid været så velordnet hos os i Norden. Der var en tid, hvor smarte forretningsmænd ikke tog særligt meget ansvar for det, de solgte. Kunne man tjene lidt ekstra, var det meste ok. Og opfindsomheden var stor. Man fortyndede spiritussen og tilsatte stoffer efter behag. Somme tider tilsatte man også noget, der var direkte livsfarligt for dem, der drak.
Dan Bergman fortæller i bogen ”Mellem Brødre” en humoristisk, men også noget barsk historie om problemerne med dårlig og forgiftet spiritus i 1918 i Danmark.

Svensk mådeholdsdranker 1918

DANSK KONJAK.

En svensk Maadeholdsdranker, – og hvilken Svensker er ikke det nu for Tiden, saa det er ikke noget at prale af – som er vant til at faa en Liter fortyndet Spiritus til at læske sig og sin Husstand med, hver tredje Maaned, stiger i Land i Danmark med glad bankende Hjerte, Danmark, Spiritus frihedens herlige Land!

Men hans Hjerte banker snart normalt igen. Den danske Spiritusfrihed er i højeste Grad misbrugt. Ikke af de konsumerende, – de nyder højest et lille Likørglas Akvavit til Søndagefter­middagsløvetandsmokkaen.

Nej, det er de samvittighedsløse Forretnings­mænd. Der findes kun en Slags Spiritus i Dan­mark, der ikke er forfalsket – det er den dan­ske Akvavit. Al anden Spiritus er Gift. Men naar de konsumerencle strejker, hvad skal saa de stak­kels, samvittighedsløse Forretningsmænd leve af? – Aah, – det har ingen Nød, – her er ikke Ge­neralstrejke. Her findes Undtagelser, ikke saa faa Undtagelser. Jeg har selv været en af disse, Undtagelser, men nu nyder jeg heller ikke mere end et Likørglas Søndag Eftermiddag, tilmed kun naar det er daarligt Vejr. Gud ske Lov har det været en væmmelig Sommer, med meget daarligt Vejr. At jeg endnu lever og trasker omkring i Vandpytterne, det kan jeg takke min kraftige Konstitution for. Men naar jeg en Gang kom­mer hjem, vil man kunde iagttage, at jeg blinker stærkt med det venstre øjelaag. Det er ikke af Skælmeri, – det er en Følge af den forbandede, danske Konjak.

Dansk Konjak kan faas overalt, undtagen hos Vinhandlerne. De skammer sig vist. Men prøv hos en Skomager, jeg tror næppe, De vil gaa for­gæves, Jeg købte en Gang under denne Benæv­nelse noget forholdsvis ufarligt Opvaskervand hos en Guldsmed. Og Cigarhandlerne og Urte­kræmmere sælger næsten ikke andet end dansk Konjak. Deres Vinduer pranger med vældige Stabler trestjærnet Martell og Hennesy. Det er saadan, at en gammel Konjakselsker taber Vej­ret, første Gang han staar uden for saadan et Vindue. Men han staar der heller ikke ret læn­ge, – næste øjeblik staar han indenfor.

– Hvad koster Konjaken? – spørger han. Han spørger ikke om den er god, – det gør man ikke, naar det gælder trestjæmet Martell eller Hennesy, for saa tror Folk man er Idiot. Konjaken er dyr, den koster mindst tredive Kro­ner Flasken, uden Flaske, men med Etiket, og Etiketten er endda det eneste, der har nogen Værdi. Næste Øjeblik iler Konjakselskeren him­melhenrykt og skælvende af Forventning hjem til sit Logi, med en Martell under den ene, og en Hennesy under den anden Arm, han laaser sin Dør omhyggeligt og forbereder sig paa en beha­gelig Stund i Selskab med de to gamle Venner.

Næste Morgen maa Politiet bryde Døren op, og man finder et Lig, Konjakelskerens, men af Martell og Hennesy finder man ikke Spor, hver­ken indeni eller udenfor Konjakelskeren. Ikke Spor.

Nu løber jeg, som før antydet, ingen Risiko mere. Men hvilke frygtelige Farer har jeg ikke været udsat for!

Jeg kom en Dag ind i en lille Tobaksforret­ning og købte en Pakke Mos til min Snadde. Den vennesæle og elskværdige Tobakshandler stod og famlede med et eller andet bag ved Di­sken, og jeg blev nysgerrig.

– Hvad har De der? – spurgte jeg.

– Aa, – det er bare en Flaske Konjak, sagde han og kælede for Flasken.

– Er den god? — spurgte jeg.

– Den er som en salig Drøm, – sagde han og kælede videre.

– Hvad koster den? – spurgte jeg stærkt interesseret.

– Den er ikke til Salg, – sagde han med in­derlig Følelse, – det er min sidste.

Jeg tvang ham tilsidst til at afstaa mig Fla­sken for halvtreds møjsommeligt sammenskra­bede Kroner. Han kælede for sidste Gang for den, klappede den ømt og længe, og saa var Fla­sken min.

Da jeg kom hjem, skulde jeg naturligvis straks prøve Konjaken. Jeg smagte. Den smagte ikke allerværst, – men Konjak var det ikke. Jeg fortsatte at smage. Inden jeg vidste et Ord af det, havde jeg smagt hele Flasken op. Jeg kom aldrig til noget bestemt Resultat, om hvad det egentlig var.

En halv Time senere sad jeg som Gæst og drak Te hos en Stiftsprovst. Ingen kunde mærke noget særligt paa mig, undtagen at jeg maaske var mere end almindelig melankolsk. Jeg følte nemlig, at mine Indvolde begyndte at danse Polskpas. Men da jeg kom hjem! – En Drøm om Salighed, – sagde han! Politiet behøvede ikke at sprænge Døren næste Morgen, – den stod aaben hele Døgnet.

Jeg var blevet forholdsvis gode Venner med en Urtekræmmer i en af Danmarks mest betydende Købstæder. Jeg købte alle mine Delikatesser hos ham og det kunde ske, at vi en Aftenstund tog en Sjus sammen paa en Automat. En Morgen kom jeg ind i hans »Magasin«.

– Vil De ikke have lidt Konjak? – spurgte han.

– Nej Tak, jeg er ikke noget Pattebarn! ­sagde jeg overlegent.

– Saa smag paa denne her! – sagde Urte­kræmmeren og hældte nogle Draaber op i et Blikmaal.

– Udmærket, – ganske udmærket! – udbrød jeg. – Har De mere af den Slags?

– Jeg har et halvt Dusin Flasker tilbage, ­svarede han ligegyldigt.

Jeg lagde et Bundt Sedler paa Disken, og ti Minutter efter stod hele Batteriet paa Bordet i mit Hotelværelse. Jeg blandede en mild Grog, smagte paa den og spyttede. Der gik Hul paa Gulvtæppet, Munden blev forbrændt og alle mine Tænder løsnede sig.

Næste Dag inviterede jeg min Ven Urtekræm­meren ind i Hotellets Have. Vi spillede Kegler paa Græsplænen. Keglerne var hans Konjaks­flasker. Han fandt Spøgen uhyre vellykket og helmede ikke før alle Flaskerne var knuste.

Græsplænen blev aldeles skaldet, – al Græs­set blev svedet af.

Han var tørstig efter Anstrengelsen. Jeg rakte ham et Glas Citronsodavand, i hvilket jeg havde blandet tolv Draaber af hans Konjak. Han tømte Glasset i et Drag. Han døde uden at sige Far­vel. Det fik han ikke Tid til.

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Följande HTML-taggar och attribut är tillåtna: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>