Svensk øjenvidne fortæller om dengang en tyk dansk cirkusprinsesse på Fyn nøs så hele teltet styrtede sammen

Cirkus er en gammel tradition i Norden. Så vidt vides blev den første cirkusforestilling vist i Stockholm i 1787.  Cirkusteltet med manege og publikumspladser, som vi kender i dag, kom dog lidt senere.  I Danmark blev det første cirkustelt af denne type opstillet i 1855. Brugen af telt bevirkede, at man ikke længere var afhængig af særlige bygninger, og det blev muligt at rejse rundt og komme ud til de mindre byer i landet.
I gamle dage skulle der ikke så meget til imponere folk. En fuld mand iklædt fugledragt i et bur kunne f.eks. være en attraktion. Stemningen var imidlertid høj. Et lille glimt af stemningen ved en cirkusforestilling i 1918 i en lille fynsk by Skidtstrup (formodentlig opdigtet navn) får man ved at læse Dan Bergmans morsomme lille skildring i det følgende (hentet fra bogen ”Mellem brødre”). Det fremgår tydeligt, at han langtfra var lige så imponeret af det kunsteriske niveau som den lokale befolkning.
Det er stadig muligt at opleve cirkus i Danmark. I år byder sæsonen på 3 store cirkus (Arena, Benneweis og Dannebrog), et mellemstort Baldoni og 3 små cirkus: (Arli, Krone og Mascot). Herudover er der nogle mindre cirkus, der ikke rejser så meget rundt eller er stationære, f.eks. Zirkus Nemo. Læs mere om aktuel dansk cirkustradition her.

Frøken Mogensen hoppede gennem tøndebånd og bedårede alle med sin elskværdighed

CIRCUS.

Grand Circus Frederik Mogensens Enke og Sønner havde Premiere i Skidtstrup paa Fyen. Det var en stor Begivenhed. Den lille By befandt sig i en voldsom Ophidselse allerede fra den tidlige Morgenstund. Byens eneste Gade vrimlede af Liv, Træsko klaprede, Cycler susede forbi, Hundene bjæffede, Hønsene styrtede for­skræmte afsted paa usynlige Ben, Spurvene gemte sig i Efeuespalieret, i Vinduerne saas Ho­ved ved Hoved, Skolebørn skulkede, Kafegæster­ne drak Sjusser med dobbelt Væge.

Saaledes forløb Dagen. Men endelig langt hen paa den regnfulde Eftermiddag lød der et Raab fra Gaden: Nu kommer de! Nu kommer de! Og en Snes svedende Cyclister, der havde været ude paa Rekognoscering, susede frem, – nu kommer de, – nu kommer de!

Og de kom, langt ude paa den snorlige Lande­vej kom de. Et halvt Hundrede tøjrede Geder dannede Geled paa begge Sider af Vejen, en Flok Gæs optraadte som Fortrop, ivrigt snad­rende med højt baarne Hoveder, fulgt lige i Hæ­lene af den verdensberømte Puddel, George Washington, Verdens bedste Springer, i Øjeblik­ket ganske forfærdelig tilsmudset og vaad og me­get sur i Humøret, men røbende sit høje Kultur­standpunkt ved at fnyse foragteligt ad alle Bon­dehundene, der nærmede sig med logrende Ha­ler.

Og bagefter rullede Circus Fredrik Mogensens Enkes og Sønners Beboelseshus, møjsommeligt fremslæbt af et Par skindmagre øg, i hvilke man  med største Vanskelighed kunde genkende den berømte Springer Sokrates og dens næsten ligesaa berømte Kollega, Regnekunstneren Mikkel. Beboelsesvognen eskorteredes af Mogensens Enkes Sønner, et Par meget behagelige unge Mænd, iført Dumme-Peter-Kostymer, og oppe paa Taget sad Mogensens Enkes Døtre, to vidunderlig skønne og guldglinsende Damer, svingende smaa danske Flag, og i Køkkenvinduet saa man selve Mogensens Enke, næsten lige saa skøn, men betydelig federe end Døtrene, kastende Finger­kys til Folket og svingende med en Karklud. Og Folket jublede.

Men det var intet mod Aftenens Triumfer.

Hele Skidtstrup var i Circus og jeg manglede heller ikke. Jeg skulde jo blive Natten over i Skidtstrup og mente ikke at kunne tilbringe Af­tenen paa nogen behageligere Maade, og min Beregning holdt ogsaa Stik. Mogensens Enke solgte selv Billetter ved den tæt belejrede Ind­gang. Alene at se hende var Billetten værd. Hun var kuglerund, og hun havde aldrig Vekselpenge, skønt hun aldrig modtog andet. Overbetaling var lige Penge for hende. Det var som paa en Vel­gørenhedsbasar.

Teltet var stuvende fuldt. Mindst et Hundre­de og fem og tyve Mennesker. Men jeg og nogle andre Honoratities sad i Parkettet, en lille Række Havestole nærmest Barrieren, og vi sad udmærket, naar man undtager, at vi havde lidt vanskeligt ved at holde Balancen paa den ujævne Markjord. En Acetylenlampe hængte ned fra Teltets Mast og lyste som en lille Sol. Alles øjne skinnede af Forventning. Frøknerne Mogensen trippede rundt og solgte Programmer og blinkede saa skælmsk og uimodstaaeligt til Skidtstrups mandlige Ungdom, at mere end en Ungersvend følte, at hans Time var kommet.

Orkesteret, en Lirekasse og en Tromme, trakteret af to lokale Dygtigheder, stemmede i med en Marsch, Staldmestrene; to lokale Udueligheder i lyseblaa Uniformsfrakker og i høj Grad civile Bukser aabnede en Lem i Barrieren. Forestillin­gen begyndte.

Alt blev modtaget med stormende Jubel. Den berømte Regnemester Mikkel forbløffede ved sin Sikkerhed, unge Mogensen maatte skynde sig at sige, hvor mange Gange den skulde stampe, ­ellers stampede den alligevel 2. George Washing­ton, Puddelen, der nu var vasket en lille Smule og havde faaet en lyserød Sløjfe ved hvert Øre, overgik sig selv. Den skulde springe over tolv frivillige Assistenter, men tog for stærkt Tilløb, saa den fløj for langt og havnede i Skødet paa en lille fynsk Signora paa anden Række. Hun hylede og Washington gøede. De var lige for­bausede begge to.

Senoritaerne Pepita og Angelita, alias Frøk­nerne Mogensen, – hang i Knæene i Trapez og holde deres Broder mellem Tænderne. Det var lige med Nød og næppe, at han kunde naa Jor­den med Taaspidserne. Den ædle Sokrates tra­vede Arenaen rundt, nedtrampende alle Stæn­ger og Forhindringer, der generede hans frie Løb, med en overdækket Bordplade paa Ryggen. Paa Bordpladen stod Miss Daisy, – ogsaa en Frøken Mogensen. Hun hoppede gennem Tøndebaand og bedaarede alle med sin Elskværdighed.

Verdens bedste Dumme-Peter, en af Brødrene Mogensen, indtog hendes Plads paa Sokrates og imiterede hendes gratiøse Bevægelser, saa Teltet var ved at ramle sammen under Latter- og Applaussalver. Forresten førte han en meget vittig Dialog med Staldmesteren. Efter min Mening er der intet Sprog i Verden, der egner sig saa fortræffeligt til Circussprog,som netop det danske.

De to Cowboys Jim og Jack, direkte fra Covent Garden i London, – Brødrene Mogensen, – var mere vilde end nogen virkelig Cowboy nogen­sinde har været. Men deres Springere, Sokrates og Mikkel var lidt dvaske. Den eneste Ordre de udførte med virkelig Interesse, var naar de blev anmodet om at lægge sig ned.

Det sidste Nummer paa Programmet var Afte­nens Clou: Mogensens Enke paa stram Line. Li­nen var spændt mellem to Teltstænger, mindst en Meter hævet over Jorden. Hele Personalet maatte anspænde alle deres Kræfter for at faa løftet hende derop. Men da hun først var der­ oppe, saa hun pragtfuld ud, som hun stod der med Balancestangen i Hænderne og kødfarvet Trikot paa de vidunderlige Ben. Eller var det mon Trikot? Hun beherskede sin Kunst med vir­kelig Suverænitet; – men pludselig begyndte hun at vakle. Overkroppen skælvede, Munden aabnede sig, og saa nøs hun. Hun var forkølet den stakkels lille Stump! Fødderne fløj hver til sin Side ud i Rummet, hun satte sig paa Linen og snurrede rundt. Det blev for meget for det haardt prøvede Telt. Et Brag og Teltet blev som en Pandekage.

Dødeligheden var kun ubetydelig.

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Följande HTML-taggar och attribut är tillåtna: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>