Man skal ikke lade sig narre af  brochurernes forskønnende og forførende ord, når de f.eks.  skriver:

”Æsel- og vandreferie i Alperne, rigtig herlig ferie for hele familien, gå fra hotel til hotel – undervejs opleves  Alpernes prægtige natur”

Det lyder sådan set smukt og herligt. Men det forudsætter selvfølgelig, at der er plads på hotellerne. Vandringen mellem ellers hyggelige, men fuldt belagte hoteller, kan nemt  blive et uendeligt mareridt, når man er træt efter en lang dag og bare gerne vil have et sted at sove.

Hemmeligheden bag en succesfuld turistrejse er selvfølgelig, at man sørger for at have bestilt overnatningen i forvejen.  Sådan er det i dag og sådan var det faktisk også i 1918. Læs her Dan Bergmans eventyrlige oplevelser i København, da der ikke var plads til ham på hotellerne.

København ca. 1930

EN NAT I KØBENHAVN.

Det var med Hjertet bankende af glad Be­vægelse, at min Hustru og jeg, efter nogle Maaneders Omflakken, dukkede frem fra de dan­ske Provinsers Skjul og trængte ind i København. Trængte ind er netop det rette Ord. Som tætte Stimer bevægede Menneskemængden sig i alle Retninger. Fortovsret eksisterer ikke i Danmark. Man kæmper mere eller mindre gemytligt med hinanden for at slippe forbi. Med svensk Arrig­skab kommer man ingen Vegne i Danmark.

Min Hustru og jeg bevægede os sagtmodigt ad Vesterbrogade, frem mod Raadhuspladsen. Jeg bar al Bagagen og min Hustru holdt sin Paraply over sig og min over mig. Det pjaskregnede og blæste, som det kun kan blæse i Danmark. Vi havde ikke Spor af Nytte af Paraplyerne. Jeg bad min Hustru om at slaa dem ned, men hun vilde ikke adlyde. Hun vilde maaske nok, men det er meget vanskeligt at slaa en Paraply ned i et dansk Blæsevejr. Paraplyerne var som leven­de, ondskabsfulde Væsener, der ivrigt beflittede sig paa at rykke min Hustrus Arme af Led. Hun bar sig tilsyneladende meget besynderligt ad. Undertiden stod hun stille, kæmpende med Para­plyerne og standsende al Trafik, – undertiden hoppede hun afsted som en Kænguru, og til an­dre Tider saa det ud, som om hun havde i Sinde at starte som Aeroplan.

Jeg blev hjertens angst. – Slip Paraplyerne, raabte jeg.

Hun slap dem. De stak lige til Vejrs, og tog Retning mod Syd, ad Warmünde til. De er na­turligvis senere blevet skudt ned af den tyske Kystbevogtning, som engelske Spioner.

Men min Hustru og jeg naaede pjaskvaade og meget nedslaaede Raadhuspladsen. Vore Hjer­tes glade Bevægelse var bortblæst. Vi traadte ind paa et af Hotellerne omkring Raadhuset. Ve­stibulen var fyldt med nervøse Rejsende. Alle Jordens Tungemaal svirrede i Luften, men vort elskede Modersmaal overdøvede dem alle. Sven­skerne var i afgjort Majoritet og de brølede som Løver. Men bag Skranken stod Portieren, util­nærmelig som en Exellence, der giver Audiens. Endelig blev det vor Tur.

– Et Rum med to Værelser! – fremslyngede jeg ubetænksomt.

Den store Mand sendte mig et dræbende Blik, saa fortrak hans ene Mundvig sig til et haanligt Smil.                                               I

– Er det bestilt? Uden Forudbestilling faar De ikke Tag over Hovedet i Nat, – kun Tag­dryp! –

Tre Piccoloer grinede højt. – Vær saa god, Hr. Grosserer, Nr. 595!

Den store Mand rakte naadigt en Nøgle til en ung Kødpølse fra Skaane. Jeg forsøgte at nappe Nøglen fra Kødpølsen, men min Hustru trak mig med sig. Hotelpersonalet skød bag paa og saa stod vi atter ude paa Raadhuspladsen.

Portieren fik Ret. Vi styrtede fra Hotel til Hotel, ialt et halvt Hundrede Stykker, til at be­gynde med var vi frække og storsnudede, men efterhaanden blev vi bedende og ydmyge. Der var ingen Plads til os nogetsteds. Fyldt fra Kæl­der til Loft. Gæsterne laa i Korridorer og Bade­værelser og Garderober, hang paa Knagerækker, stod pakket i Elevatorer, og der var fuldt paa alle Herberger, Redningshjem og Politivagter.

Og de ni Tiendedele af Gæsterne var Svenske­re. København er blevet en svensk By. Jeg anta­ger der maa være meget øde i Stockholm nu, for ikke at tale om de svenske Købstæder. Regerin­gen burde udstede Eksportforbud for Svenskere.

Min Hustru og jeg fortsatte rastløs vor triste Vagabondering. Da vi havde tabt alt Haab, lyk­kedes det os at bestikke en Stuepige med en Tier, saa hun overlod min Hustru sin Plads i et Loftskammer, hvor der boede tolv Stuepiger. Selv til­bragte hun Natten paa en Skarnbøtte. Mod Er­læggelse af en Femmer blev der tilbudt mig selv Plads mellem en Yder- og en Inderdør paa sam­me udmærkede Hotel. Jeg afslog det efter no­gen Tøven og travede alene videre ud i Natten.

Jeg afstod fra alle yderligere Forsøg. Jeg var lykkelig og taknemlig over at have faaet min Hu­stru placeret. Raadhusklokken slog tolv, den store By sank hen i Hvile, Gadelarmen stilnede af, Lysene slukkedes. Men Gaderne var ingen­lunde folketomme. Mange Tusinde husvilde Sven­skere slæbte deres trætte Ben efter sig, omkring i Gaderne, ligesom jeg. Jeg traf flere rigtig rare og elskværdige Landsmænd, lidt tungsindige, men fyldte af en varm Fædrelandskærlighed. De længtes alle hjem til gamle Sverige. Vi fordrev Tiden saa godt vi kunde. Sad og nikkede rundt om paa Trappesten og Boulevardbænke, indtil Kulden eller en Politibetjent fik os paa Benene igen.

Da Morgenrøden gød sin Glans over Køben­havn, sad jeg og en Landsbypræst fra Smaaland og en Departementschef fra Stockholm tæt trykket ind til hinanden nede paa Kajen ved Havnegade, med Benene dinglende ud over Kanten og Ansigterne vendte mod den svenske Kyst og sang Wennerbergs seriøse Serier trestemmigt.

Og saa lagde en Damper til, – og vi trak Benene til os!. …