Fulde svenskere i København 1918

I det danske samfund har der altid floreret en masse klichéer og myter om svenskerne.  En af de mest udbredte og elskede er nok den om de ”fulde svenskere”, der ikke kan holde måden, opholder sig alt for mange på et sted, udgør et råbende og forstyrrende element i gadebilledet, er dumme, frække og ubehagelige og altid kommer galt af sted.  Søger man på Google får man ca. 6500 træffere på ”fulde svenskere”, mens man kun får ca. 1500 på ”fulde nordmænd”.  De fulde svenskere er altså i klart flertal, når man sammenligner forskellige nationaliteter. På Google kan man også lægge mærke til, at de mest populære træffere med ”fulde svenskere” ofte ledsages af negative udtalelser, hvori der indgår ord som ”hader”, ”amok”, ”følge til færgen” og ”væltede”.
Der er imidlertid intet nyt under solen, og myten om de fulde svenskere er meget gammel. Den var også aktuel i 1918, hvor Dan Bergman besøgte København. Her fortæller han i bogen ”Mellem brødre” om nogle af sine landsmænds mere beduggede oplevelser i spiritusfrihedens Danmark på en tid, hvor en svensker kunne nyde en stille snaps eller øl uden at være nødt til at bestille mad til, som det var tilfældet i Sverige.

Svensk ædegilde i København 1918

SVENSKERNE I KØBENHAVN.

Svenskerne har adskillige Gange været ovre at hærge Danmark. Tænk blot paa Carl den tiende Gustaf! Men aldrig har Svenskerne hær­get saa frygteligt i Danmark som det sidste Par Aars Tid. Jeg og min Hustru og min Ven Rasmus­sen spiste forleden Middag sammen i den lille By Stubbekøbing paa Falster, et virkelig godt og rigeligt Maaltid, og ved Kaffen og den anden hal­ve Flaske Caloric, – den allerbedste paa hele Falster, – slog min Ven Rasmussen op i min Rejsehaandbog, Siden om Stubbekøbing og læ­ste:

– Ødelagt af Svenskerne 1658, – og 1918.

Det sidste Aarstal skrev han selv til med sin Fyldepen. Jeg tror egentlig ikke, at det var Spøg altsammen fra Rasmussens Side, skønt han lo højt og længe, .

Og jeg maa indrømme, at det er hensynsløst at aflægge Røverbesøg i et lykkeligere stillet, og, – i det mindste officielt, – venligt sindet Naboland, – men Herre Gud, — uden Hensynsløshed kommer man jo ingen Vegne her i denne Verden!

Min Hustru og jeg søgte forresten at gøre vor egen Hensynsløshed lidt mindre iøjnefaldende ved aldrig at slaa os rigtig til Ro nogetsteds, men flakke lidt rundt omkring i det indre af det ulykkelige Land, ligesom et Par store sky Rov­fugle. Svenskere traf vi sjældent. – Nej, Sven­skerne suger sig fast ved Nordsjællands Kyster og fremfor alt, naturligvis, i København.

København er Offer for en frygtelig svensk Invasion. Som udhungrede Ulve springer de over Gærdet og stormer d’Angleterre og a Porta og Paladshotellet og Wivel og Nimbs og sluger Wienerbrød og Smør og Koteletter og Tuborg og Aalborg i ubegrænsede Masser.

Jeg har set diamantprydede svenske Damer fælde Taarer overfor en fyldt Sukkerskaal og putte ti Stykker i Koppen og to i Munden og en Haandfuld ned i Haandtasken.

Og jeg har set gustne, svenske Ynglinge æde sig gennem et helt Spisekort, indtil deres Aarer er svulmet, og øjnene har staaet som smaa Rød­løg ud af Hovedet paa dem, og de med et Gisp er gledet ned fra Stolen, og med en hurtig til­kaldt Læges Hjælp har maattet give al den gode, fede, danske Mad tilbage til den gode, fede, danske Jord.

Nej, – det lader sig ikke gøre at hamstre til det magre, fattige Fosterland paa den Maade!

Og jeg har set udtørrede svenske Grosserere drikke Akvavit til en Krone Draaben af fyldte Ølglas og med en elegant Haandbevægelse be­tale Snapsen med let erhvervede svenske Fem­hundredekronesedler. Svenskerne er absolut for­hærdede mod alle Prisstigninger, derfor tole­reres de endnu af Restauratører og Opvartere. Men rundt om sidder Københavnere og tygger betænkelig paa sine, – undertiden medbragte ­Stykker Smørrebrød og skæver hadefuldt paa de flotte Svenskere, som de ikke saa helt uden Grund betragte som medskyldige i de svimlende høje Priser.

Jeg talte om Brændevin i Drikkeglas. Køben­havn er de fulde Svenskeres By. Naar en svensk Provinsmatador i gamle Dage vilde leve rigtig bon, rejste han til Stockholm incognito. Nu rejser han til København. Og der træffer han sin Lands­mand, Stockholmeren. – Længe leve Spiritus­friheden!

Saaledes rendte en skønne Dag Jonsson fra Stockholm, og Raadmand Sundblad fra, – ja, det holder Sundblad maaske ikke af, at jeg næv­ner, – sammen paa Kongens Nytorv.

– Maa jeg spørge Dem, min gode Mand, sagde Jonsson, – hvordan Fanden skal jeg fin­de Vej til Kongens Nytorv?

Det sagde han paa Dansk, – Jonsson taler gerne Landets Sprog til de indfødte. Raadmand Sundblad rystede uforstaaende paa Hovedet.

– Sprechen Sie deutsch? – sagde han til sidst.

– Ein wenig, – svarede Jonsson.

Saa tav de begge to, thi de havde allerede naaet Grænsen for deres Kundskaber i tysk – Jæflar annamma! – sagde Jonsson.

– Men Kors i Herrens Namn, – Herren er jo svensk, – jublede Raadmanden. – Saa her­ligt det er at høre sit smukke Modersmaal her i et fremmed Land! Mit Navn er Raadmand Sund­blad fra…… ja, saa nævnede Raadmanden Ste­det.

Naa, Jonsson og Raadmand Sundblad fandt øjeblikkelig hinanden og tilbragte en særdeles behagelig Dag sammen. De lunchede hos a Poria og lagde Titlerne bort ved den første Snaps, og de læskede sig med tredobbelt stærke Formiddagsgrogger udenfor d’Angleterre.

– Herligt! – sagde Jonsson.

– Og saa billigt, – og man behøver ikke at spise Mad til, som hjemme i Sverige! – sagde Sundblad.

Naa, saa helt billigt blev det nu ikke.

Middag indtog de hos Wivel og efter Middagen fik de Kaffe og Kalonic og mere Kaloric og Ka­loric igen, lige til Jonsson begyndte at kalde Sundblad for Cederlund og Sundblad kaldte Jonsson for »lille Mor.«

Jeg fandt dem der Klokken ti samme Aften, Raadmand Sundblad laa fast indslumret med:

Pincenezen i Puncheglasset og Kinden mod Jonssons Skjortebryst, men Jonsson sad og stirrede frem for sig med fugtige og vemodige øjne og hostede svagt.

– Hvordan har du det, Jonsson? – spurgte jeg.

– Jeg føler mig en lille Smule, indisproportioniseret, – sagde Jonsson og trak Ordet ud som en Gummisnor. – De Jævler, de har sat et Glas med Tandstikkere frem foran mig. ­For et Øjeblik siden drak jeg dem allesammen!

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Följande HTML-taggar och attribut är tillåtna: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>