En svensker beskriver togrejse i Danmark ca. 1918

I bogen ”Mellem brødre” fra 1919 beskriver Erik Dan Bergman i et kapitel en rejse fra København til Jylland og kommer her ind på forskellige kulturforskelle mellem danskere og svenskere, som han oplever med hensyn til rejsemåden og rejsekulturen. Svenskerne beskrives f.eks. som brutale og masende, mens danskerne er indbyrdes hensynsfulde og fulde af godt humør. Det sjove er, at man i dag finder skildringer af kulturforskelle mellem danskere og svenskere med det omvendte forhold, nemlig at det er svenskerne, som er hensynsfulde (har konsensus), mens danskerne står for det individualistiske og opportunistiske (diskussionsmæssige), læs f.eks. ”Over sundet – et essay om svenske og danske kulturforskelle” af Stine Thorsted i Fremtidsorientering nr. 4, 1998, se netversion her.
Hele kapitlet om togrejsen kan læses her.

DANSKE JERNBANER

For den, der som jeg er vant til at rejse i Sverige, fra Stockholm til Malmø og fra Rigsgrænsen til Ystad er en Jernbanerejse i Dan­mark næppe andet end en idelig Hoppen af og Hoppen paa.

Man sætter sig i Kupeen, folder ”Politiken” ud, – og saa standser Toget og alle hopper ud. – Hvad nu?

Saa, for Pokker, – der er ikke mere Land!

Vandet begynder.

Man skraber sine Ejendele sammen, gaar om Bord paa Færgen, sætter sig og siger: – Havet er skønt. …

Saa, for Pokker! Nu er der ikke mere Vand, Færgen lægger til, og Landet begynder igen.

Man skraber igen sine Ejendele sammen, hopper ind i  Toget, folder Politiken ud. – Toget standser og alle hopper ud. Hvad er der nu i Vejen? Havet igen, naturligvis! Man skraber sam­men, hvad man kan faa fat i af sine egne og andres Ejendele, hvilke sidste man dog efter Op­fordring leverer tilbage, iler ombord paa Færgen gaar fra Agterenden til Forstavnen og kommer lige tidsnok til at gaa i Land paa den anden Side af Bæltet. Man sætter sig i Kupeen, folder Poli­tiken ud, og saa er man ved Rejsens Maal.

Man tager sin Bagage og ser sig forbavset om. – Havde jeg mon ikke mere? – Jo, vist havde man mere, – men det ligger nu spredt rundt om paa de danske øer.

Saadan omtrent staar en Rejse i Danmark for mig. De danske Øer er kun ganske smaa. Paa det smalleste Sted af Langeland kan man f. Eks. sidde overskrævs og tage Fodbad paa begge Sider.

Jeg indrømmer, at min Fremstilling er maaske lidt for koncentreret. Men hurtigt gaar det i al Fald.

Derfor maa man dog ikke tro, at de danske Tog har mere travlt end de svenske. I Danmark er der Holdeplads ved hveranden Telegrafstolpe, og ved hver evige Holdeplads er der Folk, der vil af og paa og det er sjældent, at Toget narrer dem. Folk rejser mindst lige saa meget i Dan­mark som i Sverige, Perronerne er ogsaa der fulde af rejselystne, og Persontogene er faa, og det gælder at passe paa, saa man kommer med, ellers maa man efter et halvt Døgns Venten krybe frem med en ”Slæber”, Danskernes særdeles betegnende Navn paa et Godstog.

Men der er en kolossal Forskel paa svenske­ og danske rejsende.

I Sverige er det som bekendt i høj Grad risikabelt at være med mellem tredje Klasses Pas­sagererne ved en større Station, navnlig hvis man har spinkle Arme, Ben og Nerver. De frygteligste Slagsmaal udkæmpes ved Vognenes Platfor­mer. De, der vil ud, kæmper energisk med dem, der vil ind, og de, der vil ind, bokser lidenska­beligt indbyrdes. Hatte knuses, Haarfletninger rives af, Byldter og Knytnæver falder som For­hamre, Torvekurve og Brystkasser knuses. Børnenes bitre Graad blandes med Kvinders gen­nemtrængende Hvin og Mænds vilde Eder.

Og de, der vil ud, kommer ud i Smaastumper og de, der vil ind, kommer farende ind som Pro­jektiler og kaster sig ned, fire, fem Stykker sam­tidig paa samme Plads og Kupeerne bliver fyldte ­som Figenkasser, – hvis nogen husker, hvordan en saadan ser ud. Og alle ser de paa hinanden med onde øjne, tørrer de blodige Næser, bider i de sønderbrudte Negle og hæfter de iturevne Klæ­der sammen med Knappenaale. Og efter Larmen. sænker der sig en Dødsstilhed over Forsamlin­gen, medens Stationsforstanderen staar høj, bred og utilnærmelig og vifter Afsked med Haanden.

Og Lokomotivet stønner afsted. Men bagest i To­get ruller tre tomme Vogne, – idiotisk gabende.

Saadan gaar det ikke til i Danmark. Rask og uden Vrøvl hopper Folk af og paa, sommetider­ først af og saa paa, til andre Tider først paa og saa af, Kvinder og Børn modtages ved Af- og Paastigning med aabne Arme og hjælpsomme Hænder, ingen Slagsmaal, ingen stygge Ord, alt gaar med Latter, og alle kommer med, og ­mærkværdigt nok, – alle faar Plads, om ikke en særlig god, saa dog som Skiverne i en Lag­kage. Og alle søger at gøre det saa behageligt som vel muligt for de medrejsende.

– Maaske De hellere vil køre forlænds? ­Sæt Kufferten her mellem mine Ben, den gene­rer slet ikke! Lad mig blot faa Barnet paa Skø­det et Øjeblik!

Og naar de ikke oven i Købet tilbyder at give Barnet Bryst, saa tror jeg kun det er af Man­gel paa Bryst.

En hyggelig Samtale udspinder sig, alle pas­siarer med hinanden, det hele bliver som en stor elskværdig Familiekreds.

I Begyndelsen praktiserede jeg naturligvis af gammel Vane den svenske Metode. Jeg uddelte ved Paastigningen danske Skaller til højre og venstre og banede mig brutalt Vej og trampede smaa, søde Børn ned. Men da jeg opdagede, at alle stirrede forbausede paa mig, tilmed Bør­nene, skammede jeg mig og lærte mig efterhaan­den at optræde som Gentleman, dansk Gentle­man.

Men stille sad jeg i mit Hjørne og lyttede tan­kespredt til Passiaren rundt omkring og stirre­de mod Væggen paa en Plakat med Ordene:

Spytning forbydes. Overtrædelse af Forbudet medfører en Bøde af en Krone!

Og jeg, der næppe nogensinde i hele mit Liv har spyttet, grebes af en næsten uimodstaaelig Trang til at spytte. Tænk saa latterlig billigt! Jeg fik hele Munden fuld af Vand. Men jeg sank det.

Jeg forekom mig selv som et gammelt kedeligt, muggent Helgenbillede af Træ, her blandt alle disse livlige Danskere. Min Taushed vakte Op­mærksomhed. Den ene Sludrebøtte efter den anden rettede sine øjne appellerende mod mig, men jeg sad fuldstændig uanfægtet. Samtalen drejede sig om de vanskelige Tider og de mange forskellige Arter af Ernæringskort og Surroga­ter, omtrent det samme som vi for et Par Aar siden debatterede hjemme i Sverige.

Endelig henvendte en sig direkte til mig: – Synes De ikke, det er forskrækkeligt?

—:- Nej, – sagde jeg, – jeg synes, I har det storartet! Jeg er svensk!

Alle lyttede stærkt interesserede.

– Ja, i Sverige har de det jo endnu værre. – Vi sulter, – sagde jeg.

En Glans af ubeskrivelig Tilfredshed bredte sig over alle Ansigter. Men et Par af Selskabet betragtede min harmonisk trivelige Skikkelse med kritiske Blikke.

– Jeg har været nogen Tid her i Danmark, ­sagde jeg.

– Og nu er De vel paa Hjemvejen? – sagde Danskeren forhaabningsfuldt.

– Nej, – ikke før Danmark er hel udfattigt! Og jeg stak Hovedet ud gennem Vinduet og skrabede min kind mod en ubarberet hage.

Det var Konduktørens.

Det er mig aldeles ufatteligt, at noget Menne­ske vil være dansk Konduktør. Midt under den værste Fart kravle langs Trinbrædderne, banke paa Ruder, klippe Billetter og blive smidt af i Kurverne, – det vilde jeg ikke gøre, selvom jeg fik alt det Smør, de har i Danmark.

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Följande HTML-taggar och attribut är tillåtna: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>