Danske cyklister set med svenske øjne omkring 1918

Svenskerne har ofte beskrevet danskerne som et cyklende folk, hvilket for de fleste svenskere er fuldstændig logisk, eftersom det danske land tilsyneladende mangler bjerge og nærmest må betragtes som fladt som en pandekage. At danskere selv kalder sine bakker for bjerge vækker altid megen morskab hos svenskerne og får dem til at trække temmelig meget på smilebåndet.
Erik Dan Bergman kunne heller ikke lade være med at kommentere  det cyklende danske folk på sin egen helt specielle måde. Her følger endnu et kapitel fra hans bog ”Mellem brødre” fra 1919.

Kvindelig cyklist 1918

DANSKE CYCLISTER

Alle Danskere cycler, Oldinge og gamle Ko­ner, spæde Børn og Ynglinge og Jomfruer, Rentierer og Arbejdere, Bønder og Lensgrever, – alle. Møder man en Fodgænger i Danmark,

– saa er det mig!

Der findes egentlig slet ingen Plads for Fod­gængere i Danmark. Danmark er et Haveland, gennemkrydset af Cycleveje. Der findes ingen Højder, træffer Danskeren en lille Bakke, kalder han den for Himmelbjerget. Langs Landeveje og Gader suser Cyclisterne frem og tilbage i to bre­de, uafbrudte Strømme og midt paa Vejen sjok­ker jeg afsted med nervøst sprællende Ben og øjnene flakkende omkring som arrige Hvepse, og jeg ønsker næsten, at jeg maa komme i Kol­lision, bare for at hidføre en Afbrydelse i den evindelige Cyceltrafik. Naa, jeg faar maaske mit Ønske opfyldt før eller senere.

Danskerne er imidlertid fuldstændige Kunst­cyclister. De klarer med smilende Behændighed de mest indviklede Sving. Det hele er som et storartet Maskineri, hvor alle de Tusinder af Hjul snurrer rundt Side om Side, frem og tilbage, paa kryds og tværs, uden nogensinde at hænge fast i hinanden.

I Sverige vilde en saadan Situation være utæn­kelig. I Løbet af et halvt Minut vilde det hele være en sammenfiltret, sværgende og bandende Bunke af Arme og Ben, Næser, Buler og Ma­skindele. Men her i Danmark gaar alt let og le­gende. Her ruller et Par elskende Haand i Haand med hver en Fod kærligt paa den andens Inderpedal, her giver den udcyclende Hr. Jensen den hjemcyclende Fru Petersen et Smækkys i Forbi­farten, her mødes Fru Petersen og Fru Sørensen og betror hinanden nogle søde, smaa Hemmelig­heder, medens Fru Sørensen helt mekanisk tramper baglæns, her sidder et Svøbelsesbarn hængt op foran Moderen, erstatter en Alarmklokke og indsuger Ligevægtsloven sammen med Moder­mælken, der bliver serveret under selve Kørse­len.

Et dansk Barn lærer at cycle, inden det lærer at gaa. Jeg er næsten overbevist om, at Fremti­dens Børn aldrig vil lære at gaa, det er ganske overflødigt, de cycler, har et lille Hjul ved sen­gen og ruller omkring i Lejligheden. Cyclen er ikke et Rekreationsmiddel for Danskeren, den er et Lem, uden Cycle er han en Krøbling, en Invalid. Han kan, ganske vist bevæge sig, tilmed ret uhindret, men man mærker snart, at Cyclen mangler. Fremtidens danske Børn vil uden Tvivl blive fødte med krogede Arme og Ben og let fremspringende Bagdel.

Danskerne synes forresten selv at have en lille Anelse om deres krogede Fremtid. Jeg har ingen Steder truffet saa korte Senge som i Danmark. Danskerne synes selv ikke, naar de ligger i Sengen at kunne afstaa fra den elskede Cyclestilling. Jeg er en ret høj Mand og har hidtil været vant til at ligge udstrakt, men efter at jeg her i Danmark gentagne Gange har forstyrret Natte­roen ved at forvandle min Seng til Chaiselongue, har jeg nu maattet resignere og sover nu med Næsen mellem Knæene og Legemets Tyngdepunkt anbragt paa en Stol ved Siden af Sengen.

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Följande HTML-taggar och attribut är tillåtna: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>