Uerfaren svensker besøger dansk provinshotel omkring 1918 og kommer galt af sted

At ankomme til et lille hotel sent om aftenen kan indebære visse problemer. Måske kommer der ingen, hvis man ringer på klokken. Til sidst kan man blive nødt til at gå rundt for at lede efter personalet. Men hvis man desuden er fra Sverige og skal slås lidt med de sproglige og kulturelle problemer, kan der opstå en række pinlige og pudsige episoder.
Vi fortsætter med uddrag fra bogen ”Mellem brødre” fra 1919. Nu handler det om et besøg på et typisk dansk provinshotel, og de problemer en svensker kommer ud for på et sådant hotel.

Uerfaren svensker med sko i hånden 1918

DANSKE HOTELLER.

Naar en uerfaren Fremmed sent en Aften kommer til et dansk Provinshotel, vil han forgæves søge efter den blaserede, lidt overlegne og meget nedladende Herre, som vi i Sverige kal­der Portieren.

Han vil i det hele taget forgæves søge efter et levende Væsen, han kryber forbauset op ad de nøgne Trætrapper, der knirker under hans nervøse Fødder, famler sig frem langs de mørke Korridorer, stryger langs Væggen med Haanden, for at finde en Ringeledning, træder paa et Par Fødder – paa et Par til, – siger: Om Forla­delse, – har De et Værelse her? – Opdager at Fødderne er Fodtøj uden Fødder i, enkelte og dobbelte Par udenfor Dørene, fejer en hel Skotøjsbutik af sted foran sig, snubler, hopper lidt omkring snubler igen, raaber: – Halloh! ­Er her nogen! – Drejer tøvende paa et Laase­greb, Døren er lukket, endnu et, Døren lukket, et til; Døren gaar op, han følger forsigtig efter, hører et Skrig som naar man slagter et Svin, lægger ikke Vægt paa det, – den lille skrigende Gris tænder, stadigt skrigende, det elektriske lys, han bukker høfligt i Retning af Skriget, det elektriske Lys blænder ham, vender sig mod Væg­gen, opdager Ringledningsknappen, trykker paa den saalænge til Tommelfingeren er ved at blive følelsesløs og den lille Gris falder i Søvn igen, hører Skridt udenfor, skriver »Farvel og Tak« i Støvet paa Væggen, løber ud og griber en lille fiks Stuepige i sine Arme, ikke af Hengivenhed, men af Frygt for, at hun skal stikke af igen.

– Har De et Værelse?

– Ved det ikke, – siger hun og glider ud af Favntaget,  – gaa ned og spørg Opvarteren. Farvel, – paa Gensyn!

Men det mener hun næppe.

Den fremmede holder et Øjeblik sig selv om­favnet, saa indser han det tomme i denne Hand­ling og indser, at der ikke er andet at gøre for ham, end at trave ned ad Trapperne igen. Det gør han saa, og træder lidt forlegen ind i den forholdsvis oplyste Restaurant, hvor Stadens for­nemste Borgersønner spiller 66, med hver sit lille Likørglas imiteret Whisky, som de barbarisk styrter ned i kæmpemæssige Sodavandsglas, ak­kurat ligesom naar gamle Tanter hjemme i Sve­rige vil spille Bohemer. Der staar den Fremmede arrig, træt og smudsig foran Byens jeunesse doree og raaber paa den stadig væk usynlige Opvarter. Det runger fra hans tanke­løse, inderste svenske Hjertes Dyb:

– Rum, – Rum – Rum!

Et Øjeblik efter indtræder en hvidjakket Gentleman med en dampende Romtoddy.

– Hvem var det, der vilde have Rom? Endelig staar den Fremmede Ansigt til An­sigt med en af den danske Provins mest indflydelsesrige Mænd, – Tjeneren – som Danskeren kalder ham med en Ironi, som jeg næppe kan tro er fuldt bevidst.

Hvis »Tjeneren« er i godt Humør faar den Fremmede et Værelse og har heller ikke noget imod den uventede Romtoddy.

I Danmark tager man alt med en knusende Ro.

Der dukker jeg ind paa Hotel Postgaarden Dania, Harmonien eller Jensen, for at faa lidt Mad. Der findes ikke andre i hele Lokalet end mig selv og en hel Bunke Fluer. Jeg sætter mig, ringer, klinger, hoster, tramper, sparker, stamper og fyrer min lille Revolver af. Ingen levende Sjæl. Jeg vandrer gennem alle Salene, Spisestu­en, Spisekammeret, Køkkenet, – ingen.

Men ude fra Gaarden hører jeg livlig og højrøstet Samtale. Jeg kigger ud. Der staar Værten og Tjeneren, Kokkepigen og Stuepigen og skæn­des med Gaardskarlen om det kommende Fol­ketingsvalg.

Jeg blander mig i Selskabet og deltager i Dis­kussionen, indtil Spørgsmaalet er gaaet saa man­ge Gange ind ad det ene Øre og ud af det andet, og Ørene er blevet saa meget rensede, saa der kan blive Gehør for mit lille private Ærinde.

Det er den eneste Maade at tage den Ting paa.

Saa faar jeg min lille Bøf, om ikke just til Middag, saa til Aften. Og den er fortræffelig. Sin Vægt værd i Guld. Og jeg maa betale hele Værdien.

De danske Provinshoteller er forresten ikke værre end de svenske. Værelserne er ganske hyggelige. Lidt Probenreuterfornøjelse og Glar­mesterkunst paa Væggene, ligesom hos os, en og anden sprukken Rude, men det regner ikke ind, naar ikke Blæsten da staar paa, og undertiden en Sofa, der er lidt sammensunken paa Midten, saa man maa have et lille Puf nedefra for at komme op af den. Men ellers er alt udmærket. Bare ikke Sengene var saa velsignet korte. Man maa vænne sig til at lave et Spørgsmaalstegn af sig selv. Og det kunde endda gaa, naar man bare havde et ordentligt Tæppe i Stedet for den humoristiske Fjerdyne, der befinder sig godt allevegne, undtagen paa den liggendes forfrosne Krop. Det er næsten som den var stoppet med levende Fjerkræ. Man bider sig fast i den med Hagen, med tyve Negle, og to og tredive Tænder, ægte eller forlorne, men man opnaar næppe at faa lukket det ene øjenlaag, før Dynen ligger uvirksom nedenfor Sengen, i hvilken man selv lig­ger og ryster af Kulde.

Jeg har gjort utallige forgæves Forsøg paa at faa dresseret Dynen til ikke at glide af. Nu har jeg endelig faaet knækket Nødden. – Jeg knap­per mig selv ind i Dynebetrækket. Paa den Maa­de holder Dynen og jeg sammen. Vi er et. Na­turligvis opholder jeg mig hele Natten paa Gul­vet. Men enten ligger Dynen paa mig, eller jeg paa Dynen. Det er herligt at ligge varmt, – og det er ogsaa rart at ligge blødt. Og enten gør jeg det ene eller det andet. Jeg har det altsaa aldrig udelt behageligt. Men det kan man jo ­heller ikke forlange her i Livet!

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Följande HTML-taggar och attribut är tillåtna: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>