I sin bog ”Mellem brødre” fra 1919 konstaterer Dan Bergman, at renligheden ser ud til at være ringe udbredt i Danmark, og at der desværre ikke findes nogen badekoner på de danske hoteller. Sådan var det nemlig ikke i Sverige på den tid. For der kom badekonen ganske uopfordret ind i hotellets badeværelse for at hjælpe til med at skrubbe ryggen på hotelgæsten.

Afslappet svensker i kæmpestort badekar

ET VARMT BAD I DANMARK.

Jeg er ikke ganske sikker paa, hvordan det forholder sig med Renligheden i Danmark. Jeg tilbragte et Par Uger i en middelstor Købstad og ønskede efterhaanden mere og mere ivrigt at faa mig et vatmt Bad. Mit Hotel pralede ganske vist med Badeværelse, men Centralvarmeapparatet holdt Sommerferie, og Værten vægrede sig haardnakket ved at give mig saa meget Opvasker­vand, som der skulde til for at fylde Badekarret.

I Mangel af et Varmtbadehus, henvendte jeg mig til Byens Dampvaskeri og spurgte, om de ikke muligvis kunde arrangere et varmt Bad til mig, – jeg tilbød at betale efter Vægt, – men jeg blev afvist med Haan. Og det var jeg forresten senere hen meget glad ved, for samtidig leverede jeg lidt Tøj til Vask, og da jeg fik det tilbage, havde de blot sat en Del nye Pletter paa. Jeg var glad, at det ikke var mig selv. Jeg følte mig imidlertid lidt generet i mit Lintøj, jeg gik og bildte mig ind, at det var mine egne Fregner, der­ slog igennem.

Naa, jeg overlod Byen og dens Dampvaskeri til sig selv, og kom efter mange Omskiftelser og mere snavset end nogen Sinde før, til Grand Ho­tel i en af Danmarks største Byer, et rigtigt Kø­benhavnerhotel med Palmehave og Fortovsserve­ring og Portier, – og Elevator, som kunde gaa baade op og ned. Om jeg kunde faa et varmt Bad? – Ja, naturligvis! Straks? Selvfølgelig! – Jeg straalede af Glæde.

Et Øjeblik efter fik jeg Bud, at nu var Badet i Orden, jeg hastede gennem Korridorens Halvmørke, iført Krigsgaloscher og Voksdugsfrakke. Badeværelset var helt nede i den anden Ende. Til min Fortrydelse stødte jeg, just som jeg vilde passere Hovedtrappens Lyshav, sammen med en ung, livlig, norsk Dame, som jeg havde truffet paa Rejsen og skæmtet lidt med paa min over­legne Maade. Hun blev aabenbart meget behage­ligt berørt ved Gensynet, og sludrede ufortrødent løs, medens jeg stod tankespredt, omfavnende mig selv, for at Frakken ikke skulde flagre op, og for­søgende at skjule Fødderne under Voksduget, ­men det lykkedes ikke med mere end en af Gan­gen. De norske Damer er mig et Nummer for kække. Og pludselig aabnedes Elevatordøren, og en Herre og nogle andre Damer steg ud. Min Rejserælle bad med et grusomt Smil om Tilladelse til at præsentere mig for sin Mand og sine Sviger­inder.

Da gav jeg Pokker i al Selskabstone, jeg vendte skrækslagen Ryggen til og flygtede med knitren­de Voksdug og Galoscherne langt i Forvejen ned mod Baderummet. Jeg kommer aldrig mere til at gøre Lykke hos en norsk Dame!

Alle Herligheders Herlighed, – hvor var det skønt at faa et Bad! Jeg laa længe og nød det som en Flodhest i Nilen, og jeg tror næsten, jeg var ved at falde i Søvn, thi jeg fandt mig pludse­lig liggende med Hovedet under Vandet, gørende et forgæves Forsøg paa at gabe.

Men kom det velsignede Menneske da aldrig?

Jeg begyndte med alt større og større Utaalmo­dighed at længes efter Badekonen. – I Sverige kommer Badekonen altid af sig selv_, men i Danmark kommer hun aldrig. – De bruger slet ikke Badekoner i Danmark. – Men hvor skulde jeg vide det fra? Jeg havde jo aldrig før taget varmt Bad i Danmark. – Hun maa have glemt mig, – tænkte jeg,- sikken en infam Kælling!

Og jeg spejdede forgæves efter Ringeledningen.

Herre Gud, – Knappen sad i den anden Ende af Værelset. – Hvor upraktisk! Jeg masede mig op af Karret, trykkede paa Knappen og ilede tilbage og smuttede igen op i Karret, hvor jeg saa sad grædefærdig og ventede paa Badekonen.

Hun kom ikke.

Igen var jeg henne og trykkede paa Knappen.

Denne Gang et endeløst Signal. Det bankede paa Døren. Som et Lyn var jeg oppe i Karret. Nu var hele Badeværelset vaadt, men Karret var nærmest tørt.

– Kom ind – raabte jeg.

– Mangler De noget? – spurgte en elskelig Stemme.

– Ja, – Dem! – Dem mangler jeg! – hvæse­de jeg.

Døren blev forsigtig aabnet, et blegt Kvindean­sigt kiggede gennem Sprækken.

– Kom ind og skrup mig! – raabte jeg. Ansigtet blev som et Blaabær. Badekonen rød­mede min Sandten! Det har jeg aldrig oplevet i Sverige!

– Usling! – raabte hun.

Men Ansigtet stak stadig ind ad Døraabnin­gen og stirrede med et Udtryk af stivnet Rædsel paa Fyren i Karret. Det er min faste Overbevis­ning, at Mennesket i sit Hjertes Angst gjorde krampagtige Forsøg paa at lukke Døren, men glemte, at Halsen sad i Klemme. Endelig lykkedes det paa en eller anden Maade at faa Hove­det lirket ud, og Døren smældede i.

Jeg laa som lammet. Jeg forstod ingenting.

Men en Stund efter hørtes hurtige og mandhaftige Skridt ude i Korridoren. Og ind traadte Vær­ten med fire haandfaste Karle og gav mig en is­kold Dusche paa Hjernen.

Han troede jeg var vanvittig.