Hvem var Gustaf Lorentz Sommelius?

Svenskeren der døde for Danmark i 1848

Den svenske Byron der døde for Danmark i 1848


(Artikel i bladet ”Illustreradt Magasin” 15. april 1854, oversættelse til dansk af Poul Hansen)

Gustaf Lorentz Sommelius fødtes i 1817, blev underløjtnant i det kongelige Regiment Elfsborg d. 12. juli 1834, og begyndte at tjenstgøre dette sted, såsom officer, samme år. Da den dansk-tyske krig brød ud i 1848, havde han allerede taget orlov fra den svenske værnepligt, og vendte tilbage da eller kort før fra en udenlandsk rejse, hvor han havde besøgt en fjern slægtning, i Frankrig.

Sommelius var digter og kriger, vulkansk, lidenskabelig, melankolsk i livet og i sang. Når efterårets vinde var på jagt efter den visne blade i de bladløse lunde, og det var mørkt og kvælende i ham, var det hans ønske at komme farende som en skummende hest for at indhente stormen over uvejsomme veje og stier. Først i elementernes oprør kunne han beroligede sin rastløse sjæl. Kendt under pseudonymet Beppo, er hans poesi hovedsageligt geniale feberdrømme, forfærdelige dødskampfantasier, blandet med vild humor og kyniske floskler. Hindringen for hans udvikling lå i den manglende ligevægt og harmoni, og dette, kombineret med en halv og fragmenteret dannelse, afstedkom mange gange mislyd, underlige, i vækst beslægtede væsner, svarende til det bondekulturen kalder ”troldtræer”. Hans poetiske ideer voksede, for at fortsætte billedet, solid og stærk som vortebirken, men også knudret og lunefuld, som om der fandtes Byronske flammeformationer i hans indre livs kerne, men selve den udvendige side af sjælen kunne ikke glatpoleres i sin naturlige tilstand som vortebirken. Hans ånd var derfor nødt til at sønderskæres i livet, så at sige, for derefter gennem døden, i en anden verden, måske blive udviklet til en konstrikt og fuldendt helt.
Bortset fra en række lyriske stykker i poetiske kalendere og i blade, har han udgivet: ”Silhouetter klippta i papp af Doktor Dulkamara” og ”Walmoknoppar plockade på steppen af Beppo”.

Løjtnant Sommelius døde efter at have udholdt de mest forfærdelige pinsler, fangen, på vej til et preussisk feltlazaret, begravet d. 15. juni 1848 ved en smuk lille landkirke nær Lillebælt, og jeg har set hans nyskovlede grav; i livet var jeg personligt bekendt med ham; på hans grav, gav jeg ham, det bedste jeg ejede: en krigers oprigtige tårer.

En hyldest til Sommelius fra vennen C.F. Ridderstad

(”Illustreradt Magasin” 15. april 1854, oversættelse fra svensk af Poul Hansen)
CF Ridderstad, fra hvis ” Dödsrunor” vi fik ovenstående korte skildring af Beppos liv, har også til sin åndsbror tilegnet følgende digt:

Kun tvenne trofaste venner gav dig den vide verden, den første ven var din lyre, den anden ven var dit sværd.

Freden hvilede på jorden: fred inde i dig fik du aldrig. Alle strenge på din lyre var som lyn hver især.

Og selv om søde vinde sukke, susende en stille aften, dansede ånder fra din lyre, båret af en tordens brag.

Tro og kærlighed hele tiden ses kæles her med liljeord, født med pisken, men din ånd piskede en troløs jord.

Bag de smukke glitrende overflader så dine øjne, hvor forbrydelsen sad gemt, og din lyre kastede sin vrede ud som et lyn i kulsort nat.

Ligesom Vesuv sydede dit sind: heftig, fuld af flammers glød, og alligevel ved krateret voksede der mange blomster, rosenrøde.

Er der en brand, der ikke kan nævnes, men som kan fortære, Gudstændt som Vestas flamme, så brænder denne ild inde i dig.

Er der en kærlighed i hjertet, uden form, men ikke desto mindre sandt, findes den i Beppos sange, og du finder den også.

Menneskehjertet er en bølge: højt, uroligt kastes den, et forgæves møde, intet øje har kunnet se bølgens dybde.

Men uanset hvor dybt bunden ligger, kan du spå om en himmel, og hvor mørk dens overflade end ruller, spejler stjerner sig deri.

Alt fuldendes ikke på jorden, kun himlen fuldender alt; i hver ånd er der en gud, der ikke passer ind i enhver form.

Ynglingeårene er djærve, man bliver rolig og jævn og klog, først siden man dristigt har plyndret alle verdens paradiser.

Kom så strid, vild, blodig, og du kaster dig i det, sværdet tappert ud vil føre lyrens varme poesi.

Mægtig sang bliver mægtig handling, digteren er beslægtet med krigeren,  i alt det store, som har fundet sted, har de altid rakt hinanden hånden.

Ædle tankers poetiske åre dækkes af traditionens blade; kurage og heroisk sind er sværdets Iliade.

Af din varme lyre belært gav sværdet ridderdyder. Ikke i bedre skole end sangens skulle æren aldrig gå.

På en tordensky fløj din ånd dristigt rundt omkring i verden. Du har arbejdet, som du tænkte, som en lyngild ved dit livs ende,

Tappert stred du, modigt faldt du: Digter og helt på én gang,

Du er faldet, som du levede – handling, poesi og sang.

Sådan blev Sommelius involveret i den dansk-tyske krig

Barfod: Minder fra et langt liv, 1921

http://scans.library.utoronto.ca/pdf/1/39/memoirerogbreve35clauuoft/memoirerogbreve35clauuoft.pdf

I vort Hjem kom flere svenske og norske frivillige Officerer. Der var saaledes den svenske Lieutenant Gustaf Lorentz Sommelius, der under Navnet „Beppo” var skattet som en lovende Digter. Han var kommen syg fra Frankrig til Kjøbenhavn, da Krigen udbrød, og laa paa Frederiks Hospital.

Endnu ikke rask forlod han en Dag Hospitalet og ilede hen til Fader, for at tale med ham om sin Trang og Lyst til at kæmpe med os mod Tyskerne. „Men först måste jag veta, om I också ha’n rätten på Er sida, om I ha’n rent bröd i påsen”.

De Ord, der vexledes, og som jeg nu gengiver, kan jeg selvfølgelig ikke gengive efter min egen Hukommelse, jeg kan kun huske Manden og den Iver, hvormed begge talte. Fader skrev Ordene ned, og derfra har jeg dem. Efter en varm og bevæget Samtale sprang Sommelius op og greb Faders Hænder med det Udbrud: „Tack, bror, evigt tack skall du ha! Nu är jag, ta mig tusan, Er, men det är på ditt ord”. Fra den Stund kom han ofte, næsten daglig til os, og hans Utaalmodighed efter at komme til Hæren øgedes. Men naar Fader mindede  ham om, at han jo endnu ikke var rask, og at han dog maatte vente, til han nogenlunde havde genvundet sine Kræfter,  kunde han udbryde: „Tio ganger hällre störta där borta, än kväljas på sjukhuset af medikamentburkarnas lukt!” eller: „Stupar jag, än se’n! Då vet jag en där uppe, som skall taga en blödande svensk i sin famn — kung Karl heter han”; eller: „Faller jag, ha’n I väl ett skynke Dannebrog att svepa mig i, och mer begär jag inte”.

Endelig blev han udskreven fra Hospitalet og fik sin Ordre til at afgaa til Hæren. Fader fortæller: „En Aften ved Solnedgang — det var Fredagen den 2. Juni — sad jeg ved mit Arbejdsbord og hørte nogen komme syngende over Gaarden. Jeg ser ud ad Vinduet — jo, det var Sommelius, og i næste Øjeblik traadte han ind til mig: „Nu, bror, i afton bär det åstad, och om Söndag är jag vid armen. Jag kommer nu att taga farväl af dig”. Han var saa glad og smuk, han lignede en lykkelig Brudgom, som kom for at føre sin Brud til Alteret.

Der var ikke lang Tid til Samtale, thi han skulde rejse samme Aften og havde endnu adskilligt at udrette. Han faldt mig om Halsen og gav mig Broderkysset. Fløjtende løb han ud ad Døren, slog Takt med sin højre Haand og snarere dansede end gik over Gaardspladsen. Men i Vinduet stod min Hustru og saa efter ham, til han  forsvandt i Krystalgade.

Søndag kom han til Als, og Mandag d. 5. Juni stod han virkelig, som han havde ønsket og haabet, i Sundeved. Sommelius førte en Deling i 5. Liniebataillon. Hans Folk vilde hellere blive staaende bag Diget og skyde, end storme frem over det; men Sommelius sprang da op paa Diget for at vise Soldaterne Vejen, drog Sablen,  svingede den over sit Hoved og kommanderede: »Fram — åt! hurr . . .” Sit Hurra fik han kun halvvejs udraabt, thi en fjendtlig Kanonkugle havde forinden borttaget Overdelen af hans Hoved. Men Træfningen d. 5. Juni paa Dybbøl var en Sejr for den danske Hær. Blandt andre svenske Frivillige mindes jeg ogsaa Dr. phil. Per August Ferdinand Sohlmann; Lejonhufvud, der faldt samme Dag som Sommelius; Silfverstolpe ; den 48-aarige  Waldenheim og hans to Sønner; samt Faders Ven, Lægen Professor Carl Gustaf Santesson. Nordmanden Leopold Løvenskiold, Søn af Statholderen i Norge, mødte Betænkelighed hos Regeringen ved at modtage hvad der kunde anses for „fremmed Hjælp”, men han købte sig saa en Gaard i Kjøbenhavn og mødte som dansk  Ejendomsbesidder. Han blev saaret d. 5. Juni ved Dybbøl og døde sex Dage efter i Flensborg. —

Den dansk-tyske krig i 1848 (på svensk kaldet ”Schleswig-Holsteinska kriget”)

(”Illustreradt Magasin” 15. april 1854, oversættelse fra svensk af Poul Hansen)
Den strid, hvor Sommelius døde som en helt, var blandt de første, og den mest succesrige for danskerne i hele den Slesvig-Holstenske oprørskrig. Den 23. april 1848, selveste påskedag havde de ved Dannevirke måtte vige tilbage for en tredobbelt overlegen styrke, men havde da oprettet en stærk forsvarsstilling på øen Als, som gjorde det muligt for dem at få fast fodfæste på den overfor liggende halvø Sundeved.
”Søndag den 28. maj var der en træfning i Sundeved mellem de danske tropper og den fjendtlige magt, bestående for det meste af oldenburgere, mecklenburgere og hannoveranere. Hele den på Als samlede danske styrke var om formiddagen gået over sundet på udlagte pontonbroer og havde krydset strædet med tre batterier.  Den rykkede frem i tre korps. Den venstre flanke blev anført af general Schleppegrell, den højre, som tillige udgjorde reserven, af oberst Wickede, og den tredje division af General Hansen. Tropperne gik straks i ilden, da de deboucherede, og snart udvikler der sig en livlig fægtning langs hele linjen. Fjenden havde indtaget en fortræffelig stilling ved Dybbøl Mølle og holdt den i lang tid, trods danskernes gentagne heftige anfald. Omsider blev han dog trængt væk og drevet ud af Dybbøl, og han blev nu forfulgt langs Brunsnæsvejen over Dybbøl bakke og gennem skoven til Nybøl. Her havde fjenden indtaget en fast stilling ved Nybøl Mølle og åbnede pludselig en heftig beskydning på Schleppegrells korps fra tidligere skjulte batterier med 16 pieser. Jessens batteri, som kun havde seks kanoner, besvarede ilden med en uforlignelig udholdenhed i næsten to timer, til trods for at kaptajn Jessen var så uheldig, at der midt under striden faldt en granat lige ind i en redskabsbærer, der sprang i luften. Endelig kom batteriet Brunn Jessen til hjælp og gjorde, sammen med et hurtigt infanteriangreb under Schleppegrell og oberst Rye, ende på kampen, idet fjenden, efter en granat- og kanonild, hvis mage ikke havde været set i nogen af ​​alle de tidligere træfninger, blev fordrevet fra deres stilling, og de danske forposter indtog senere om aftenen hele linjen fra Nybøl Mølle nord for Sandbergs skov. Træfningen kan anses for at have varet fra kl. 11:00 om formiddagen til solnedgang, og dagens ære tilfalder især General Schleppegrell; alle de danske troppekorps har kæmpet med så stor såvel uforfærdethed som udholdenhed. En afdeling af de riddende herregårdsskytter, som ved træfningen deltog til fods, gjorde her deres første indsats og forårsagede fjenden en ikke ubetydelig skade ​​med deres ypperlige skud ….

Den 29. var intet angreb påtænkt, men alt var i orden for at modstå et sådant, i det tilfælde fjenden skulle få lyst til at gå i strid. Division Hansen forblev i Sundeved og bivuakerede på Nybøl, resten af ​​tropperne trak sig tilbage til Als. De medtog på dette tidspunkt, de af fjenden byggede tømmerflåder, som det blev sagt aftenen før havde været kontrolleret af ​​Prinsen af ​​Augustenbourg. Store troppestyrker var den 29. blevet set dragende sydpå i betydelig afstand sydvest for Aabenraa, hvilken by endnu var besat af små afdelinger tyske kavaleri og infanteri. (Dette er ifølge en rapport fra kaptajn Bille, der lå med Heda uden for Aabenraa). Fra Kolding blev det den 31. fortalt, at de danske tropper skulle have besat Haderslev og Christiansfeld …. ”

Officiel rapport over træfningen ved Dybbøl bakke den 5. juni 1848.


(”Illustreradt Magasin” 15. april 1854, oversættelse fra svensk af Poul Hansen)
… ”Ordren var blevet givet, at hvis vores forposter blev angrebet af en betydelig fjendtlig styrke, skulle de langsomt og kæmpende trække sig tilbage mod Dybbøl bakke, mens de kantonerende tropper samledes på deres allarmpladser og derefter dels støttede forposterne, dels gik tilbage til stillingen Dybbøl bakke.
Om morgenen mellem kl. 11 og 12 blev vores forposter angrebet på Nybøl Mølle; det var netop under afløsningen, således at fjenden mødte stærk modstand. Den 5. bataljon og 1. jæger-korps kommer straks i ilden. 10. bataljon blev sendt af sted for at undsætte frem mod Nybøl Mølle, den 12. bataljon Nybøl by. I en hårdt kæmpet tiraillørtræfning, hvor hver hæk blev forsvaret, trak vores tropper sig tilbage mod Stenderup og Nybøl kirke. Den 12. bataljon forsvarede sig tappert mellem Nybøl kirke og skoven bag denne og veg først efter en times kamp tilbage for overmagten; den venstre kant af skoven kunne ikke forsvares, hvorfor bataljonen trak sig gennem skoven, og indtog sin stilling på den østlige side; en del af de frivillige hestejægere havde forenet sig med dem; fjenden styrtede frem fra skoven, men blev kastet kraftfuldt tilbage igen, og bataljonen fastholdt i samarbejde med frivillige jægere, deres stilling til kl. 4, selv om deres tapre chef, oberstløjtnant Morgenstjerne var blevet ramt af en dræbende kugle i starten af ​​denne træfning.
Først efter at bataljonen havde skudt deres patroner op, afløstes den af 13. bataljon og gik tilbage for at hvile ud og forsyne sig med ny ammunition. Den 5. og 10. bataljon tillige med l. jæger-korps opholdt sig længe i landsbyen Stenderup, som først blev forladt, da fjendens kolonner rykkede frem til Aabenraavejen og vores venstre fløj var nødsaget til at gå bag Nybøl skov. Til forsvaret af landsbyen Stenderup bidrog i høj grad 4. bataljon. Denne bataljon, tillige med 8. bataljon og 2. reservebataljon trak sig tilbage til Dybbøl by, der var besat af 3. jæger-korps; der fortsatte kampen, indtil de kæmpende tropper nåede foden af ​​Dybbøl bakke ….
…. Batterierne Baggesen og Bruun havde indtaget en stilling på bakken, hvorfra hele forsiden af ​​landskabets terræn kraftigt kunne bestryges, bag disse batterier formerede sig nu de tropper, der kom fra den forrige kamp, ​​som dog ikke stoppede et øjeblik. En intensiv artilleriduel begyndte; overalt hvor de fjendtlige kolonner kom til syne, blev de stoppet af vores kanonkugler. Fjenden trak deres batterier mod vores, både her og der; denne kamp besvarede vores artilleri i timevis med stor koldblodighed, mens tiraillørfægtningen fortsatte over hele linjen. Imidlertid var l. brigade under Major General Bülow rykket frem og havde indtaget en stilling ved den nordlige side af bakken i Aabenraa, til hans støtte sendtes 10: bataljon og den 2. reservebataljon, da fjenden brød ud mod vores højre fløj, og der kunne ses stærke kolonner, især på Aabenraavejen.
Fjenden fik flere kanoner demonterede, og hans artilleri blev gradvist bragt til tavshed på alle punkter, mens hans tiraillører fortsat rykkede frem, således at deres ild begyndte at genere vores artillerister. Trettende bataljon og 3. jæger-korps gik i fremad for at fordrive de fjendtlige tiraillører, og erobre en fjendtlig afmonteret kanon, men selv om angrebet blev foretaget med stor hurtighed, måtte disse bataljoner, som længe havde været under beskydning vende tilbage. Der blev derfor truffet den beslutning at gøre et kraftigere forsøg med friske tropper; 6. ​​bataljon beordrede frem til den nordlige side af Dybbøl, 8. bataljon på østsiden, og højre fløj eller l. brigade måtte beordres at angribe de foran Dybbøl stående fjender. Nu skete der en generel fremrykning; 8. bataljon rykkede hurtigt frem i starten, men måtte alligevel trække sig tilbage; da sendte man frem garden under oberst Wickedes egen ledelse; flere kompagnier af l. og 3. jæger-korps samt 4. bataljon sluttede sig til de forrige, og med muntre hurraråb og nedfældet bajonet kastedes fjenden fra hæk til hæk, indtil han i vild flugt skyndte sig ned til Dybbøl by, samtidig trængte 6. bataljon frem, understøttet af 5., frem til den nordlige side af Dybbøl , som snart derved snart blev indtaget. General Bülows brigade, til hvilken generalmajor Hansen havde begivet sig, rykkede hurtigt frem til Aabenraa. De udhvilede reservetropper, nemlig 3. og 7. bataljon, samt 2. jæger-korps, fik nu ordre om at gå frem, for at støtte angrebet, og overtage forposterne, når mørket skulle falde på; det sidstnævnte indtraf, da vore tropper var trængt frem til den anden side af Stenderup lige foran Sottrup; et angreb på denne landsby var allerede forberedt, men det måtte indstilles på grund af mørkets frembrud, for så vidt vores tropper ikke skulle blive udsat for faren for at skyde på hinanden. Forposterne blev straks oprettet, og de fleste bivuakerede om natten på det bag forposterne omkringliggende område. Vi havde således tilbageerobret næsten det samme terræn, som vi forud havde haft besat. Ved daggry blev vores forposter trukket en smule tilbage, nemlig til en linje fra Dybbøl til Venningbond og Alssund, mens selve Dybbøl bakke blev stærkt besat. Fjenden var meget stille om morgenen, og om eftermiddagen, skal han have begyndt sit tilbagetog. Det ujævne styrkeforhold mellem vores og fjendens styrker tillod os desværre ikke at genoptage kampen den dag, men fjenden har lært, at Danmark har en velorganiseret hær til strid; at han ikke ustraffet kan vende ryggen til, hvis han igen skulle få den idé at marchere mod nord .
Vi mistede den dag, bortset fra vores tapre oberstløjtnant Morgenstjerne og den unge løjtnant Muus, endnu to unge højsindede mænd, som fra vores brodernationer havde ilet til for at deltage i vores kamp, ​​de svenske løjtnanter Baron Lejonhufvud og Sommelius, som faldt, da de kæmpede med sjældent heltemod. Den norske frivillige, Løvenskiold, der i denne kampagne blev forfremmet til løjtnant i den danske hær, faldt hårdt såret, i fangenskab, da han havde forbudt sine mænd at forlade kampen for at redde ham.
Højkvarteret Sønderborg den 10. juni 1848. ”

Hvad har Sommelius skrevet?

Hans første digt blev optaget i bladet ”Göthen” i 1839. I 1840 opholdt han sig i Stockholm, hvor han boede hos nogen i familien, og her havde han en forholdsvis rolig periode med gradvis større produktion af digte. I perioden 1840-1844 skrev Sommelius under flere pseudonymer  f.eks. ”G. s–i”, ”Beppo”, ”Dulcamara”, ”Quodlibet” bl.a i  ”Aftonbladet” og ”Freja”. I 1846 udkom to digtsamlinger ”Vallmoknoppar, plockade på steppen af Beppo” og ”Silhuetter, klippta i papp, samlade af doktor Dulcamara”, hvori han angreb adskillige kendte personer i Stockholm.

Eventyrlysten kom til udtryk i flere digte, f.eks. Tonnerre, Demonerne, Grenadieren, Tambourmajoren, Bravon og Piraten m.fl.  Han dybe utilfredshed med alt og alle blev især til skildret i digtene Conrad og Anselmo m.fl. Nogle bitre satirer udkom også i begyndelsen af 1840’erne, f.eks. Hjelten, En tidsbild m.fl.

De to digtsamlingar blev publiceret samlet i 1867 af C. Eichhorn: ”Samlade dikter af G. L. Sommelius.”

Pseudonymet ”Beppo” er hentet fra et digt af Lord Byron og ”Dulcamara” er en rollefigur i Gaetenos Donizettis opera ”Kærlighedsdrikken” (eller på svensk ”Kärleksdrycken”).

Det er muligt at læse alle udgivne digte på nettet (der er dog en del scanningsfejl).  Her er direkte links til de fleste af dem:

Till Hans Kongl. HöghetKron- prinsen 1.

Betraktelser vid ett kasern- fönster af en gammal uhlan 7.

Mitt fosterland 44.

Våren 46.

Natten i Bleking 51.

Vid Vettern 53.

Venedig 56.

För Elfsborgs regementes lif- kompani 63.

Sång för Elfsborgs regementes jägare 66.

Hussaren Riego 69.

Tonnerre 93.

Dæmonerne .’117.

Grenadieren 134.

Tambourmajoren 145.

Ney 149.

Finnen 161.

Veteranen 163.

Hussaren 169.

Kornetten 172.

Invaliden 180.

Orlogsmannen 184.

Matrosen 189.

Sjömansenkan 191.

Bravon 195.

Piraten 199.

De svarta jägarnc 216.

Korsarens afsked 225.

Levern 227.

Aristokraten 1838 238.

Kupan 243.

En tidsbild 249.

Hjelten 255.

Svanesångcn 261.

Supplikanterna 275.

Conciliet 281.

Conrad 290.

Anselmo 300.

Rodrik 304.

Rudolf von Wildheim 308.

Hej! – Sasa! 313.

Den hemsjuke 315.

Sjelfmördaren 318.

Råd af en lefnadsmätt …. 320.

Brage 322.

Saknaden 325.

Till Hildas vålnad 327

Stjernorna 330.

Till örnen 333.

1 H—ie’s minnesbok 334.

Med H—ie’s klocka 335.

Till Emili 336.

Farväl 338.

Mindesten efter Sommelius

1. Dybbøl

I Dybbøl er der en mindesten på det sted, hvor Sommelius faldt. På stenen står der:

”Her faldt svensk frivillig prmlt. G. L. Sommelius ved 5. bataillon d. 5.6.1848.”

Mindestenen står i hjørnet af Dybbøløstenvej – Hørtoftvej.  Stenen er rejst af ”Kommiteen til rejsning af mindesten for faldne i de schleswigske krige” den 13 . august 1926.

2. København

I København er der også et minde efter Sommelius. På Smedelinjen ved hjørnet af Grønningen og Folke Bernadottes Allé, afsløredes den 6. juli 1920 et monument over de frivillige svenskere og nordmænd, der faldt i de to slesvigske krige. Monumentet er udført af billedhuggeren Anders Bundgaard. Ved afsløringen, der skete på 71-års dagen for slaget ved Fredericia, deltog fem svenske veteraner fra 1864. Læs mere på

http://gravminder.blogspot.com/2010/11/kbenhavn-kastellet.html

Her er den tilhørende tekst:

(SV) Premierløjtnant ved 5. Linjeinfanteribataljon Gustaf Lorenz Sommelius, født 19. oktober 1811 i Mörrum præstegård (Mörrum församling, Blekinge län), såret ved Vester Dybbøl 5. juni 1848, indbragt død til Augustenborg lazaret samme dag, begravet på Augustenborg kirkegård 9. juni. Søn af sognepræst Johan Reinhold Sommelius og Carolina Gustava Trägårdh.
Student 1829. Løjtnant ved Älvsborg regiment 1837. Frivillig premierløjtnant i dansk krigstjeneste 30.5.1848. Deltog i slaget ved Dybbøl 1848. (Boeck) (Selmer I, 95-96)

3. Augustenborg kirkegård

På Augustenborg kirkegård, hvor Sommelius blev begravet den 8. juni 1848 , er der en gravsten, hvorpå der står ”Svensk af Fødsel faldt han for Danmark”.

Kildekritik

Der fremkommer variationer i de kilder, der fortæller om Sommelius. Flere kilder på nettet hævder f.eks., at Sommelius blev født i 1811, men i artiklen fra 1854, altså 6 år efter hans død, står der tydeligt 1817 i originaltrykket, og i Barfods erindringer står der også 1817.  Der er også variationer i andre oplysninger. Blev han f.eks. ramt af en kanonkugle, der rev den øverste del af hovedet bort (ifølge Barfods erindringer) eller af en kugle i halsen (som Wikipedia hævder)?

I øvrigt er der dog en ganske god information på svensk Wikipedia om Sommelius

(se http://sv.wikipedia.org/wiki/Gustaf_Lorentz_Sommelius).

Originalteksterne på svensk (fra ”Illustreradt Magasin” 1854, redigeret for scanningsfejl):

Löjtnant G. L. Sommelius (Beppo).

Gustaf Lorentz Sommelius var född 1817, blef Under-Löjtnant vid KgL Elfsborgs Regemente d. 12 Juli 1834, samt började tjenstgöra derstädes, såsom Officer, samma år. Då det Danskt-Tyska kriget utbröt, hade han redan tagit afsked ur svensk krigstjenst, och återkom då eller kort förut från en utrikes resa, under hvilken han hade besökt en aflägsen slägtinge i Frankrike.

Sommelius var skald och krigare, vulkanisk, lidelsefull, mjältsjuk i lif och i sång. När höstvinden jagade de vissnade bladen i de aflöfvade lunderna och det blef mörkt och qvaft inom honom, var det hans lust att på en skummande springare ila i kapp med stormarna öfver obanade vägar och stigar. Först i elementernas uppror lugnade sig hans oroliga själ. Kända under signaturen Beppo, äro hans poesier till större delen snillrika feberdrömmar, förfärliga dödskampsfantasier, blandade med vild humor och cyniska plattheter. Hindret för hans ut- veckling låg i bristande jämnvigt och harmoni; dessa, i förening med en half och fragmentarisk bildning, fostrade mången gång missljud, underliga, i vexten knutna skapelser, liknande hvad allmogen kallar ”trollträn.” Hans poetiska ideer vuxo, för att fortsätta bilden, fasta och starka som masurbjörken, men äfven knotiga och nyckfulla, som den. Byroniska flammformationer funnos i hans inre lifs kärna, men sjelfva det yttre af själen kunde likt masurbjörken ej i sitt naturliga skick slätpoleras. Hans ande måste derför, att vi så må säga, söndersågas i lifvet, för att sedan genom döden, i en annan verld måhända, utarbetas till ett konstrikt och fulländadt helt.

Utom en mängd lyriska stycken i Poetiska Kalendrar och i tidningar har han utgifvit: ”Silhouetter klippta i papp af Doktor Dulkamara” samt ”Walmoknoppar plockade på steppen af Beppo.

Löjtnant Sommelius dog först efter att hafva uthärdat de rysligaste plågor, fången, under vägen till ett Preussiskt fält-lazarett; begrofs d. 15 Juni 1848 vid en liten vacker landtkyrka nära Lilla Belt; jag har sett hans nyskoflade graf; i lifvet var jag personligen bekant med honom; på hans graf skänkte jag honom hvad bäst jag ägde: en krigares uppriktiga tår.

C. F. Ridderstad, ur hvars ”Dödsrunor” vi hämtat ofvanstående korta skildring af Beppos lif, har äfven åt sin yrkesbroder egnat följande dikt:

Endast tvänne trogna vänner skänkte dig den vida verld, Första vännen var din lyra, andra vännen var ditt svärd.

Friden hvilade kring jorden; frid inom dig aldrig var:

Alla strängar på din lyra voro blixtar en och hvar.

Och fast ljufva vindar sucka, susande i stilla qväll, Andar dansa från din lyra, burna af en åskas skräll.

Tro och kärlek ständigt synas smekas här med liljeord, Född med gisslen, dock din ande gisslade en trolös jord.

Bakom fagra ytors skimmer såg din blick, hur brottet satt, Och din lyras vrede kastar ut sin, blixt i kolsvart natt.

Lik Vesuven sjöd din tanke: häftig, full af flammors glöd, Och ändock vid kratern växte mången blomma, rosenröd.

Finns en eld, som ej kan nämnas, men som dock förtära kan, Gudatänd som Vestas låga, denna eld inom dig brann.

Finns en kärlek uti hjertat, utan form, men sann ändå, Sök den uti Beppos sånger, och du finner den också.

Menskohjertat är en bölja: högt, oroligt vräkes den; Fåfäng möda, intet öga böljans djup har pejlat än.

Men hur djupt dess botten ligger, du en himmel der kan si,

Och hur mörkt dess yta rullar, spegla stjernor sig deri.

Allt fullkomnas ej på jorden; himlen blott fullkomnar allt; I hvar anda finns en gudom, som ej ryms i hvar gestalt.

Ynglingsåren äro djerfva; man blir lugn och jemn och vis

Först se’n man har dristigt plundrat verldens alla paradis.

Kom så striden, vild och blodig, och du störtar dig deri.

Svärdet tappert ut vill föra lyrans varma poesi.

Mägtig sång blir mägtig handling: skalden är med krigarn slägt:

I allt stort, som skett, de alltid handen åt hvarandra räckt.

Ädla tankars skaldeådra höljar genom häfdens blad;

Mannamod och hjeltesinne äro svärdens Iliad.

Af din varma lyra fostradt, svärdet riddardygder fick. Uti bättre skola aldrig – än i sångens – äran gick.

På en åsksky flög din ande dristigt omkring jorden ut, Du har verkat, som du tänkte, än en ljungeld i ditt slut,

Tappert stred du, modigt föll du: skald och hjelte på en gång,

Du har stupat, som du lefde – handling, poesi och sång.

Den strid, i hvilken Sommelius fann hjeltedöden, var en bland de första och för Danskarna ärofullaste under hela Schlesvig-Holsteinska upprorskriget. Den 23 April 1848, sjelfva påskdagen, hade de vid Dannevirke måst vika för en tredubbel öfvermakt, men hade sedan intagit en förmånlig position på ön Als, som satte dem i stånd att fatta fast fot på den midt emot liggande halfön Sundeved.

”Söndagen den 28 Maj stod en träffning i Sundeved mellan de danska trupperna och den fiendtliga styrkan, biestående till största delen af Oldenburgare, Mecklenburgare och Hannoveraner. Hela den på Als samlade danska styrkan hade om förmiddagen påslagna pontonbryggor gått öfver sundet med tre batterier. Den ryckte fram i tre corpser. Den venstra flanken anfördes af General Schleppegrell, den högra, hvilken tillika bildade reserven, af Öfverste Wickede, och den tredje divisionen af General Hansen. Trupperna gingo straxt i elden, eftersom de deboucherade, och snart utveckla de sig en liflig fäktning öfver hela linien. Fienden hade intagit en förträfflig ställning vid Düppelmölla och behöll den en längre tid, till trots för Danskarnas flera gånger upprepade häftiga anfall. Ändtligen blef han dock kastad och trängd undan från Düppel; han förföljdes nu längs åt Brunsnäsvägen öfver Düppelberget och genom skogen till Nybbel. Här ägde fienden åter en fast position vid Nybbelmölla och öppnade plötsligt på Schleppegrells corps en häftig eld från ett förut maskeradt batteri af 16 pjeser. Batteriet Jessen, som blott hade 6 kanoner, besvarade elden med en makalös uthållighet i nära tvänne timmars tid, oaktadt Kapten Jessen hade det missödet att en granat midt under kampen föll ner rakt i ett förställ, hvilket sprang i luften. Slutligen kom batteriet Brunn Jessen till hjelp och gjorde, i förening med ett raskt infanterianfall under Schleppegrell och Öfverste Rye, slut på striden, i det fienden, efter en granat- och kanoneld, hvars make icke ägt rum i någon af alla de föregående affärerna, fördrefs från sin ställning, och de danska förposterna sednare på aftonen intogo hela linien från Nybbelmölla till norr om Sandbergs skog. Affären kan anses ha stått från kl. 11 f. m. till solnedgången, och dagens ära tillhör specielt General Schleppegrell; alla de Danska truppcorpserna hafva kämpat med lika mycken oförskräckthet som uthållighet. En afdelning af de ridande herregårdsskyttarna, hvilka i träffningen deltogo till fots, gjorde här sitt första profstycke och förorsakade fienden icke obetydligt afbräck med sina ypperliga skott ….

Den 29 var intet anfall påtänkt, men allt var i ordning att möta ett sådant, i fall fienden skulle ha lust att bjuda strid. Divisionen Hansen förblef i Sundeved och bivuakerade vid Nybbel, de öfriga trupparna drogo sig till Als. De medtogo vid detta tillfälle de af fienden byggda timmerflottor, hvilka sägas ännu aftonen förut ha blifvit tagna i inspektion af Prinsen af Augustenburg. Stora truppmassor hade den 29 varit sedda, dragande söderut i betydligt afstånd vester om Äbenrå, hvilken stad ännu då hölls besatt af små afdelningar tyskt kavalleri och infanteri. (Detta, enligt en rapport från Kapten Bille, hvilken låg med Heda utanför Äbenrå). Från Kolding berättas under den 31, att danska trupper samma dag skola ha besatt Haderslev och Christiansfeld …. ”

Officiel rapport öfver träffningen vid Düppelberg, den 5 Juni 1848.

. , . . ”Befallning hade blifvit gifven, att, om våra förposter blefve angripna af en betydlig fiendtlig styrka, skulle de fäktande långsamt draga sig tillbaka mot Düppelberg, medan de kantonerande trupperna samlade sig på sina allarmplatser och sedan dels understödde förposterna, dels gingo tillbaka till ställningen på Düppelberg.

Förmiddagen mellan kl. 11 och 12 blefvo våra förposter angripna vid Nybbel qvarn; det var just under aflösningen, så att fienden fann kraftigt motstånd. Den 5:te bataljonen och l:sta jägare-corpsen komma genast i elden. Den 10:de bataljonen sändes till undsättning fram emot Nybbel qvarn, den 12:te bataljonen mot Nybbel by. Under en hårdnackad tiraljörfäktning, hvarunder hvarje häck försvarades, drogo sig våra trupper tillbaka mot Stenderup och Nybbel kyrka. Den 12:te bataljonen försvarade sig tappert mellan Nybbel kyrka och den bakom liggande skogen och vek först efter en timmas förlopp för öfvermakten; venstra skogskanten kunde ej försvaras, hvarföre bataljonen drog sig genom skogen och intog sin ställning på östra sidan; en del af frivilliga hästjägarna hade förenat sig med den; fienden störtade fram från skogen, men kastades kraftfullt tillbaka igen, och bataljonen bibehöll, i förening med de frivilliga jägarna, sin ställning till kl. 4, oaktadt dess tappre befälhafvare, Öfverstelöjtnant Morgonstjerne träffades af en dödande kula i början af denna träffning.

Först då bataljonen bortskjutit sina patroner, aflöstes den af 13:de bataljonen och gick tillbaka, för att hvila ut och förse sig med ny ammunition. Den 5:te ock 10:de bataljonen tillika med l:sta jägare-corpsen höll sig länge i byn Stenderup, som först öfvergafs, då fiendens kolonner ryckte fram till Åbenråvägen och vår venstra flygel nödgades att gå bakom Nybbel skog. Till försvaret af byn Stenderup medverkade kraftigt 4:de bataljonen. Denna bataljon, tillika med 8:de bataljonen och 2:dra reservbataljonen, drog sig tillbaka till Düppel by som var besatt af 3:dje jägare-corpsen, hvilken fortsatte striden, tills de kämpande trupperna hunnit foten af Düppelberg ….

…. Batterierna Baggesen och Bruun hade intagit en ställning på berget, hvarifrån hela den framför liggande terrainen kunde kraftigt bestrykas; bakom dessa batterier formerade sig nu de trupper hvilka kommo från den förra kampen, som emellertid ej upphörde ett ögonblick. En liflig artillerifäktning började; öfverallt der de fiendtliga kolonnerna visade sig, hejdades de af våra kanonkulor. Fienden förde fram sina batterier mot våra än här, än der; denna kamp underhöll vårt artilleri i flera timmar med mycken kallblodighet, under det tiraljörfäktningen fortsattes öfver hela linien. Emellertid hade l:sta brigaden under Generalmajor Bülow ryckt fram och intagit en ställning på norra sidan af berget vid Åbenrå; till hans understöd sändes 10:de bataljonen och 2:dra reservbataljonen, då fienden trängde fram mot vår högra flygel och visade starka kolonner särdeles på Åbenråvägen.

Fienden fick flera kanoner demonterade, och hans artilleri bragtes småningom till tystnad på alla punkter, under det att hans tiraljörer fortsatte att avancera, så att deras eld började besvära våra artillerister. Trettonde bataljonen och 3:dje jägare-corpsen gick framåt, för att fördrifva de fiendtliga tiraljörerna, och bemäktiga sig en fiendtlig demonterad kanon; men, oaktadt angreppet skedde med mycken raskhet, måste dessa bataljoner, som redan länge varit i elden, likväl vika tillbaka. Det beslöts fördenskull att göra ett kraftigare försök med friska trupper; 6:te bataljonen beordrades fram emot norra sidan af Düppel, 8:de bataljonen mot östra sidan, och högra flygeln, eller l: sta brigaden fick ordres att angripa de framför Düppel stående fienderna. Nu uppstod ett allmänt framryckande; 8:de bataljonen avancerade i början raskt, men måste likväl retirera; då fram skickades gardet under Öfverste Wickedes eget anforande: flera kompagnier af l:sta och 3:dje jägare-corpserna samt 4:de bataljonen slöto sig till de förra, och med muntert hurra och fälld bajonett kastades fienden från häck till häck, till dess han i vild flykt hastade ned till Düppel by; samtidigt framträngde 6:te bataljonen, understödd af den 5:te, in på norra sidan af Düppel, som dervid snart blef intaget. General Bülows Brigad, till hvilken Generalmajor Hanssen hade begifvit sig, ryckte raskt fram åt Åbenrå till: De friska reservetrupperna, nämligen 3:dje och 7:de. bataljonerna, samt 2:dra jägare-corpsen, erhöllo nu ordres att framtåga, för att understödja anfallet och öfvertaga förposttjensten, när mörkret komme; detta sednare inträffade, när våra trupper hunnit framtränga till andra sidan om Stenderup och straxt framför Satterup; ett anfall på denna by var redan anordnadt, men det måste uteblifva för det mellankomna mörkret, så framt icke våra trupper skulle utsättas för vådan af att beskjuta hvarandra. Förposterna utställdes fördenskull genast, och de flesta bivuakerede natten öfver å den bakom förposterna liggande trakten. Vi hade således återtagit nästan samma terräng, som vi förut hållit besatt. Vid daggryningen tillbakadrogos våra förposter något, nemligen till en linie från Düppel till Venningbond och Alssund, under det att sjelfva Düppelberg hölls starkt besatt. Fienden höll sig alldeles stilla på förmiddagen, och på eftermiddagen skall han hafva börjat sin reträtt. Missforhållandet mellan vår och fiendens styrka tillät beklagligtvis icke att förnya striden denna dag, men fienden har erfarit att Danmark har en till strid välordnad här, som han icke ostraffad kan lemna i sin rygg, i händelse han åter skulle få i sinnet att tåga, norrut.

Vi förlorade denna dag, utom vår tappre Öfverstelöjtnant Morgonstjerne och den unge Löjtnanten Muus, ännu tvänne unga, högsinnade män, som från brödrarikena ilat förut, för att deltaga i vår strid, de svenska Löjtnanterna Baron Lejonhufvud och Sommelius, som föllo, sedan de kämpat med sällsynt hjeltemod. Den norske frivillige, Löfvenskjold, som tjenat sig upp i detta fälttåg till Löjtnant i Danska armeen, föll, hårdt sårad, i fångenskap, sedan han förbjudit sitt manskap att lemna striden, för att rädda honom.

Högqvarteret Sönderborg den 10 Juni 1848.”

Gammelt krigsmonument i Nordsjælland hylder den svenske krigerkonge Karl XII som en stor og udødelig helt

For nogen tid siden faldt jeg over et gammelt svensk værk fra 1833 ”Vandringsminnen” med en række rejseskildringer. I bogen skriver den svenske forfatter Bernhard Beskow bl.a. om et besøg ved et for mig helt ukendt svensk krigsmonument i Nordsjælland ved navn Carlskilde. Endnu større blev min forbavselse, da inskriptionen tilsyneladende var en hyldest til den svenske krigerkonge Karl XII, som skal have besøgt eller opholdt sig ved stedet i forbindelse med belejringen af København. På monumentet står der nemlig følgende:

Den store, udødelige helt Carl den tolvte hvilede her under belejringen af København”.

Carlskilde

Ordene er ikke særligt diplomatiske og udtrykker både beundring og respekt for den svenske konge, og de er næppe helt i samklang med de fleste danskeres opfattelse af den svenske konge på daværende tidspunkt, eftersom danskerne jo var i krig med ham.

Sådan skriver Beskow i den gamle originaltekst:

” Hvad man föga skulle vänta att finna på Seeland, är ett minne af Carl den tolfte; det är beläget vid en egendom; kallad Eenrum, två mil från Köpenhamn och tillhörig Danska generalen Sehested. De sista timmarne af vår härvaro använde vi att besöka detsamma. Monumentet, kalladt Karlskilde , består af grå granit och hvit marmor, och har sitt namn, äfvensom sin anledning, deraf att Carl den tolfte under sitt vistande på Seeland, dageligen begaf sig till den här belägna källa, för att af en gammal gumma, som bodde der, få vatten, den  enda dryck han åtnjöt. Inskriptionen lyder:

”Den store, odödlige hjelten Carl den tolfte hvilade här under belägringen af Köpenhamn”

Oversættelse fra svensk til dansk af undertegnede:

Hvad man næppe havde ventet sig at finde på Sjælland, er et minde af Carl den tolvte; det er beliggende ved en ejendom ved navn Enrum, tyve km fra København og tilhører den danske general Sehested. De sidste timer af vores ophold benyttede vi til at besøge dette bygningsværk. Monumentet, kaldet Karlskilde , består af grå granit og hvid marmor, og har sit navn, tillige sin anledning, fordi Carl den tolvte under sit ophold på Sjælland dagligt begav sig til denne beliggende kilde, for at få vand af en gammel kone, der boede der, det var den eneste drik, han nød. Inskriptionen lyder:

”Den store, udødelige helt Carl den tolvte hvilede her under belejringen af København”

Selv om monumentet nok ikke er så kendt i dag, er det beskrevet flere steder på nettet, men det er karakteristisk, at man ikke nævner inskriptionen om den svenske konge som en udødelig helt. Der er f.eks. en deltaljeret beskrivelse af monumentet på Skog og naturs hjemmeside http://www.skovognatur.dk/NR/rdonlyres/E3817C5B-C6B9-4184-8646-468390D3AF70/33027/Bilag2_1.pdf, hvor man skriver følgende:

Carlskilde. I den S-vendte facade i et bygningsværk, 160 x 125 cm i grundflade og 130 cm høj, ses et åbent hvælv, 70 cm bredt og dybt og 80 cm højt. Hvælvet dækker en brønd, 60 cm i diameter og 120 cm dyb. På facaden over hvælvet er indhugget:

MDCCLXXXVI.

På bygningsværkets 3 øvrige facader er indmuret tavler med inskriptioner. Ovenpå ligger en stenplade, 115 x 95 x 16 cm stor, som bærer et fundament til en rund søjle. Fundamentet er 63 x 63 x 50 cm stort. Søjlen er 40 cm i diameter og 155 cm høj. Midterstykket af søjlen er dog firkantet tilhugget og har på S-siden indhugget inskriptionen:

CARLSKILDE

Foran kilden (S-siden) en kumme/trappeskakt af beton, 190 x 140 cm stor med 5 trin ned fra hhv. Ø og V, 1 m dybt.

Læg mærke til, hvordan man undgår at nævne den mere ”følsomme” inskription med forherligelsen af den svenske konge. Der angives nemlig kun inskriptionen ”Carlskilde” samt årstallet 1786. Man får umiddelbart indtrykket, at det er den eneste relevante information.

På hjemmesiden http://www.geocaching.com/seek/cache_details.aspx?guid=e978a92a-03e1-403a-ba5f-ddaabf629e2d får man en mere detaljeret historisk baggrund til monumentet:

”Efter at have underskrevet fredsaftale med kong Frederik d.4 i Traventhal (ved Lübeck) sejlede svenskekongen Carl XII Gustav til Vedbæk fra hvor han 28/8-4/9-1700 indskibede sin hær, som 4/8 var blevet landsat i Humlebæk.
Her i Vedbæk besøgte han en kilde i skoven ved Enrum som tilhørte bonden Lars Pedersen, som han daglig talte med. Efterfølgende besluttede Enrums ejer Fabritius von Tengnagel at istandsætte kilden og kalde den ”Carls Kilde” Dette arbejde blev udført 1786.”

Her er der dog ikke tale om, at kongen får vand af en gammel kone. Men det var måske bonden Lars Pedersens kone eller mor.

Vil du se nutidige billeder af monumentet, kan du gå ind på de følgende sider.

http://museums-foreningen.dk/uploads/Enrum.pdf

http://histtop.dk/MonumenterWEB/Untitled8.html

Og hvis du skulle få lyst til selv at besøge monumentet, kan følgende vejbeskrivelse være til hjælp:

Carls Kilde er placeret nord for Enrum Parken og Kikhanerenden. Der er adgang fra en sti fra Trørødvej skråt overfor Vedbæk Gl.Skole.

Når du besøger monumentet, kan du der finde et telefonnummer, som du kan ringe til for at få mere information om mindesmærket. Dette er en service fra Rudersdal Kommune.

De første flyvninger over Øresund 1910-11

I år kunne man fejre hundredåret for den første flyvning over Øresund. Den 17. juli 1910 fløj nemlig den danske aviatiker Robert Svendsen fra København til Malmø i sit Voisin biplan. I dag er der næppe mange, der kender til denne begivenhed, og jubilæet i år er sikkert gledet forbi i al ubemærkethed, men formodentlig endnu mere ukendt er den første flyvning den modsatte vej fra Malmø til København. Det skete året derpå den 7. maj 1911. Det var dog hverken en svensker eller dansker, der stod for denne bedrift, men en belgier ved navn Rene Cozic. Begivenheden blev omtalt i begejstrede toner af det svenske ugeskrift ”Veckojournalen”, som den 21. maj 1911 havde nedenstående artikel indført. Teksten er oversat til dansk af undertegnede, og den svenske originaltekst er klippet ind nederst. Billederne er hentet fra artiklen.

Læs mere om Rene Cozic på http://earlyaviators.com/ecozic.htm

Impressarion WILLIAME Aviaten COZIC Mekanikern MELGARA

Rene Cozic i sin maskine

Rene Cozic i sin maskine

Veckojournalen den 21. maj 1911 (oversættelse fra svensk)

Et navn, som i den sidste tid har været på alles læber ikke blot inden for sportsverdenen, men også overalt, hvor man med interesse følger aviatikkens sejrsgang, er Rene Cozic. I slutningen af marts ankom den belgiske aviatiker til Sverige for med sin todækker at foretage en serie opstigninger i Gøteborg, og trods de ugunstige vejrforhold kunne man allerede af disse præstationer forstå, at her var der en mand, der havde alle forudsætninger for at skabe sig et berømt navn på luftsejlingens område. Fra Gøteborg tog Cozic til København, hvor han foretog adskillige fremragende flyvninger, hvorunder han slog alle skandinaviske rekorder, samt tillige i Malmø, hvor han senere tog til, har han foretaget opstigninger, der beskrives som de smukkeste i Skandinavien. Rekorden slog han imidlertid, da han den 7. i denne måned (maj) fløj mellem Malmø og København. Sundet lå med hvidtskummende bølger, men trods dette turde den dristige belgier at indlade sig på forsøget.

I København blev han modtaget af en jublende menneskemasse, som så snart flyvemaskinen havde nået jorden brød afspærringerne, rykkede Cozic ned fra aeroplanet og bar ham i triumftog rundt på området. Det var den første flyvning, der var blevet foretaget fra Sverige til Danmark. Cozic vil også deltage i Stockholms flyveuge. I de sidste dage har han været forfulgt af uheld. Dagen efter sundsflyvningen fik han lettere skader på sin maskine og ved flyvningen den næste dag stødte han mod en afspærring, hvorved maskinen fuldstændigt blev knust.

Under hele flyvningen var vinden meget stærk, og tilskuerne troede flere gange, at aeroplanet skulle kæntre. Da han skulle nedstige, greb vinden fat i aeroplanet og drev det mod tilskuerpladsen. Da Cozic mærkede, at en katastrofe var uundgåelig, slap han styret og vinkede med begge hænder mod tilskuerne, som skyndte sig væk. Øjeblikket efter slog aeroplanet i afspærringen. Cozic blev kastet ud af maskinen og rullede hen ad jorden, men kom ikke til skade, og maskinen blev fuldstændigt knust, kun motoren var uskadt. Trods dette tror man, at hans maskine er mulig at reparere, således at også vores hovedstad (Stockholm) kan få lejlighed til at se den modige aviatikers præstationer.

Det, der især kendetegner Cozic, er hans dristighed, hans ro og utrolige sindsligevægt. Vores egen fremstående (svenske) aviatiker friherre Cederström har endog givet ham den smigrende omtale: »den bedste biplansflyver, jeg har set, en atlet uden nerver.»

Veckojournalen den 21. maj 1911 (originaltekst på svensk)

Ett namn, som under den senaste tiden varit på allas läppar ej blott inom sportvärlden utan öfverallt där man med intresse följer aviatikens segertåg, är Rene Cozic. I slutet af mars anlände den belgiske aviaten till Sverige för att med sin tvådäckare göra en serie uppstigningar i Göteborg, och trots de ogynnsamma väderleksförhållandena kunde man redan af dessa prestationer sluta till, att här var en man som hade alla förutsättningar att skapa sig ett berömdt namn inom luftseglingens område. Från Göteborg ställde Cozic färden till Köpenhamn, där han gjorde en mängd utomordentliga flygningar, hvarunder han slog samtliga skandinaviska rekord, och äfven i Malmö, dit han sedermera for, har han företagit uppstigningar, hvilka beskrifvas som de vackraste i Skandinavien. Rekordet slog han emellertid då han den 7 dennes flög mellan Malmö och Köpenhamn. Sundet låg hvitskummigt af vågor men trots allt vågade den djärfve belgaren försöket.

I Köpenhamn mottogs han af en jublande människomassa, som så fort flygmaskinen nått marken bröt afspärrningarna, ryckte Cozic ifrån aeroplanet och bar honom i triumftåg rundt fältet. Det var den första flygning som gjorts från Sverige till Danmark. Även i Stockholms f1ygvecka kommer Cozic att deltaga. Under de senaste dagarna har han förföljts af otur. Dagen efter sundsflygningen råkade han få sin maskin lindrigt skadad och vid flygning nästa dag stötte han mot en afbalkning hvarvid maskinen blef fullkomligt krossad.

Under hela flygningen var vinden mycket stark och åskådarna trodde flera gånger att aeroplanet skulle kantra. När han skulle nedstiga grep vinden aeroplanet och dref det mot åskadareplatsen. När Cozic märkte att en katastrof var oundviklig, släppte han styret och vinkade med båda händerna mot åskådarna, hvilka skyndade undan. Ögonblicket efter slog aeroplanet i afbalkningen. Cozic kastades ur maskinen och rullade bortåt marken, men förblef oskadad, och maskinen krossades fullständigt, endast motorn blef oskadad. Det oaktadt tror man att hans maskin skall kunna repareras, så att äfven vår hufvudstad blir i tillfälle att åskåda den modige aviatens prestationer.

Hvad som främst utmärker Cozic är hans djärfhet, hans lugn och oerhörda sinnesnärvaro. Vår egen framstående aviat friherre Cederström har t. o. m. gifvit honom det smickrande omdömet: »den bäste biplansflygare jag sett, en atlet utan nerver.»

Svensk beskrivelse af dansk udtale i 1860

Der er lang tradition i Sverige for at beskrive den danske sprogmelodi med knapt så smigrende ord. Her er et eksempel fra 1860, hvor signaturen J.E.Rydqvist beskrev dansk og svensk folkementalitet i en artikel i”Läsning vid Husliga Härden” årgang 1860, side 89-90.

”Danska uttalet är, såsom en hvar känner, ganska eget. Icke ens tyskan eger flera biljud än danskan, der äfven d ofta har ett sväfvande ljud. Strupens hopknipande, ordens framstötning och en lätt hväsning med tungan gör danskan icke musikaliskt ren, såsom svenskan; men då man dervid vant sig, har det något förledande. Danska språket är också rikt på ljufva, förbindliga, gladt poetiska och lätt nyanserade uttyck.”

Trevlig musikaliskt oren dansk gumma 1917