Svensk-dansk oversættelse – klik her

Hvem var Dan Bergman?

Dan Bergman 1869-1932

Der var en tid, hvor det var lige så utænkeligt at fejre jul i svenske hjem uden Dan som uden juletræ. Dan Bergman skrev humoresker i en årrække både i dagpressen og satirebladene, og til jul udkom de i bogform.

I denne blog har jeg nu i nogle uger lagt dele af Dans bog ”Mellem Brødre” ud på nettet. I og med, at det sidste afsnit nu er lagt ud, er det måske på sin plads at give en nærmere præsentation af forfatteren.

Dan kendte sit publikum og det hengav sig til ham; han havde en fantatisk evne til at more mennesker på en god og uproblematisk måde. – Ganske vist havde Dan trods sin joviale stil også kløer en gang imellem, men han trak dem hurtigt ind igen, for det var vigtigt for ham, at læsekredsen skulle skilles fra ham med behagelig eftersmag, hver gang han bød dem en ny portion af sine ”bitar”.

Det skete også, at  Dan havde en god portion alvor bag satiren, f. eks. da han under og lige efter første verdenskrig foretog små opdagelsesrejser til England og USA. Hvad Dan så og oplevede, giver stadig stof til eftertanke i dag og den, som på en eller anden måde får fat i nogle af hans bøger, f.eks. ”Dan och Albion” eller ”Brothers and Sisters”, vil kunne finde noget, der er værd at grine af.

Kort biografi

Anders Erik Daniel Bergman blev født den 21. nov. 1869 i Nordköping. Forældre: tøjfabrikant Daniel Fredrik Bergman og Margareta Vilhelmina Bergenström. Indskrevs i tredje klasse ved Nordköpings allmänna läroverk  i 1880; aflagde ”mogenhetsexamen” her den 12. juni 1888; student i Uppsala  samme år; fil. kand. den 30. maj 1893; studerede ved universitetet i Montpellier vinteren 1894; fil. lic. den 15. maj 1897; foretog en rejse til Italien i efteråret 1894; i årene 1904-21 foretog han længere eller kortere rejser til Spanien, Marocko, Italien, Tyskland, Østrig-Ungern, Frankrig, England og  USA. Medarbejder på Dagens Nyheter 1897-1901 och 1906-07, i Strix 1898-1907, på Aftonbladet 1901 -03, redaktør af Kurre 1907-12) medredaktør af Veckojournalen og Allt för alla 1912-15. På en række oplæsningsturneer fremførte han sine egne humoresker. Gift den 5. jan. 1900 med Emilia Matilda Haddoff, født den 30. aug. 1869.

Kort karakteristik af Dans humor

Bergman eller »Dan», den signatur han blev mest kendt for, bevægede sig helst i borgerlige miljøer og skildrede med livlig komisk fantasi og aldrig svigtende jargon hverdagslivets episoder og små uheld, i særdeleshed sidstnævnte. Højdepunkterne  markeredes ofte af knust porcelæn, eksploderende ølflasker og lignende. Forfatteren optrådte gerne selv i sine historier i klovnens rolle. Han benyttede sig også flittigt af faste figurer, f.eks. »tant», en variant af den gamle svigermorstype.

Bergmans popularitet kunne måle sig med studiekammeraten Albert Engströms. Forskellen mellem dem er dog tydelig. Albert Engströms humor har rødder i Bellmans og Strindbergs tradition. Bergmans »humoresker» er derimod situationskomik, der fører tankerne til amerikanske humorister og deres efterfølgere.

Eksempler på trykte arbejder

- Med vänskap och högaktning från Dan: Sthm 1899. : (4), 172 s. 2; a uppl. Sthm 1907. 176 s.

- Till tant och fosterlandet från Dan. Sthm 1900. (4), 171, (1) s. 2: a uppl Sthm 1907. 175, (1) s.

- För säsongen. Humoresker af Dan. [På omsl.: Dan-bitar.] Sthm 1902. (4), 172. s.

- Lappkojs. Humoresker af. Dan. Sthm” 1904. VIII, 168 s. 3: e uppl. Sthm: 1912. 176 s.

- Olla porida. (Spansk lappkojs.) – Humoresker af Dan. ]: Sthm 1905. VIII, 168 s. 2:a uppl. s. å. 176 s.

- Nordisk familjebok; Humoresker af Dan. Sthm 1907. IV, 176 s. 2: a uppl. s. å. 180 s.

- Litet gladare om jag får be! Humoresker af. Dan. Sthm 1908. (3), 172 s. 3:e uppl. Sthm 1916. (3), 172 s. (I dansk overs. af Viggo Petersen med titel:

- Jeg og andet Godtfolk. Köpenhamn 1910.)

- Unga Petterssons. Humoresker af Dan. (På omsl.:  Forts. på Lilla fröken Söderlund.) Sthm 1910. 167 s. 2: a uppl. s. å, 161 s.

- Lilla fröken Söderlund och andra vänner till Dan. Humoresker. Sthm 1909. VI, (2), 168 s. 2:a uppl. s. å. VI, (2), 168 s.

- Jag och du. Humoresker af Dan. Sthm 1911. 168 s. 3:e uppl Sthm 1913. 168 s.

- Ursäkta, att jag stör. Humoresker af Dan. Sthm 1912. 164 s. 4: e . uppl. s. å. 164 s.

- God fortsättning! Humoresker af Dan. [På omsl.: God jul och godt nytt år och treflig påsk och pingst och en angenäm midsommar I] Gtbg [tr, SthmJ 1913. 176 s. 5: e uppl. s.å. 176 s.

- Jonssons. Humoresker af Dan. Sthm & Gtbg (tr. Sthm) 1914, 170 s. 2: a uppl. s. å. 110 s.

- Underbara äventyr i England. Krigs- och fredsbitar från 1914 av Dan. Sthm 1915. 208 s.

- Brothers and sisters. Dan-bitar från U. S. A. Sthm 1916. 190 s, 5: e uppl. s. å. 190 s.

- Bekantas bekanta. Humoresker av Dan. Sthm 1917. 191 s. 4: e uppl. S. å. 191 s.

- Väl bekomme! Av Dan. Sthm 1918. 157 s.

- Mellem Brødre. Af Dan. Autor. Overs. ved Orla Bock. Köpenh. 1919. 126 s.

- Samlade berättelser av Dan. Sthm 1919 o. följ. .

- Med vänskap och högaktning, 1919. S. 1-256, (2) s. 2.

- Till tant och fosterlandet. 1919. S. 257-501, (3) s. 3.

- Danbitar. 1919. 240, (2} s. 4.

- Lappkojs. 1919. 236, (2) s. 5

- Olla podrida. 1920. 258, (2) s. 6.

- Nordisk familjebok. 1920. 251, (3) s. 7.

- Litet gladare om jag får be! 1921. 256 s.

- Full fart. En bok om en rekreationsresa av Dan. Sthm 1920. 167 s.

- En åsnespark. Småkitsligheter mot Italien till tack för visad gästfrihet. Sthm 1921. 208 s.

- Lilla fröken Söderlund med flera, 1922

- Sagan om prisen som alltid ville vara sann, 1923

- Mänskliga svagheter,

- Var så god!

- Tant och Farbror,

- Sista Dan-bitarna, 1934

I det danske samfund har der altid floreret en masse klichéer og myter om svenskerne.  En af de mest udbredte og elskede er nok den om de ”fulde svenskere”, der ikke kan holde måden, opholder sig alt for mange på et sted, udgør et råbende og forstyrrende element i gadebilledet, er dumme, frække og ubehagelige og altid kommer galt af sted.  Søger man på Google får man ca. 6500 træffere på ”fulde svenskere”, mens man kun får ca. 1500 på ”fulde nordmænd”.  De fulde svenskere er altså i klart flertal, når man sammenligner forskellige nationaliteter. På Google kan man også lægge mærke til, at de mest populære træffere med ”fulde svenskere” ofte ledsages af negative udtalelser, hvori der indgår ord som ”hader”, ”amok”, ”følge til færgen” og ”væltede”.

Der er imidlertid intet nyt under solen, og myten om de fulde svenskere er meget gammel. Den var også aktuel i 1918, hvor Dan Bergman besøgte København. Her fortæller han i bogen ”Mellem brødre” om nogle af sine landsmænds mere beduggede oplevelser i spiritusfrihedens Danmark på en tid, hvor en svensker kunne nyde en stille snaps eller øl uden at være nødt til at bestille mad til, som det var tilfældet i Sverige.

Svensk ædegilde i København 1918

SVENSKERNE I KØBENHAVN.

Svenskerne har adskillige Gange været ovre at hærge Danmark. Tænk blot paa Carl den tiende Gustaf! Men aldrig har Svenskerne hær­get saa frygteligt i Danmark som det sidste Par Aars Tid. Jeg og min Hustru og min Ven Rasmus­sen spiste forleden Middag sammen i den lille By Stubbekøbing paa Falster, et virkelig godt og rigeligt Maaltid, og ved Kaffen og den anden hal­ve Flaske Caloric, – den allerbedste paa hele Falster, – slog min Ven Rasmussen op i min Rejsehaandbog, Siden om Stubbekøbing og læ­ste:

- Ødelagt af Svenskerne 1658, – og 1918.

Det sidste Aarstal skrev han selv til med sin Fyldepen. Jeg tror egentlig ikke, at det var Spøg altsammen fra Rasmussens Side, skønt han lo højt og længe, .

Og jeg maa indrømme, at det er hensynsløst at aflægge Røverbesøg i et lykkeligere stillet, og, – i det mindste officielt, – venligt sindet Naboland, – men Herre Gud, — uden Hensynsløshed kommer man jo ingen Vegne her i denne Verden!

Min Hustru og jeg søgte forresten at gøre vor egen Hensynsløshed lidt mindre iøjnefaldende ved aldrig at slaa os rigtig til Ro nogetsteds, men flakke lidt rundt omkring i det indre af det ulykkelige Land, ligesom et Par store sky Rov­fugle. Svenskere traf vi sjældent. – Nej, Sven­skerne suger sig fast ved Nordsjællands Kyster og fremfor alt, naturligvis, i København.

København er Offer for en frygtelig svensk Invasion. Som udhungrede Ulve springer de over Gærdet og stormer d’Angleterre og a Porta og Paladshotellet og Wivel og Nimbs og sluger Wienerbrød og Smør og Koteletter og Tuborg og Aalborg i ubegrænsede Masser.

Jeg har set diamantprydede svenske Damer fælde Taarer overfor en fyldt Sukkerskaal og putte ti Stykker i Koppen og to i Munden og en Haandfuld ned i Haandtasken.

Og jeg har set gustne, svenske Ynglinge æde sig gennem et helt Spisekort, indtil deres Aarer er svulmet, og øjnene har staaet som smaa Rød­løg ud af Hovedet paa dem, og de med et Gisp er gledet ned fra Stolen, og med en hurtig til­kaldt Læges Hjælp har maattet give al den gode, fede, danske Mad tilbage til den gode, fede, danske Jord.

Nej, – det lader sig ikke gøre at hamstre til det magre, fattige Fosterland paa den Maade!

Og jeg har set udtørrede svenske Grosserere drikke Akvavit til en Krone Draaben af fyldte Ølglas og med en elegant Haandbevægelse be­tale Snapsen med let erhvervede svenske Fem­hundredekronesedler. Svenskerne er absolut for­hærdede mod alle Prisstigninger, derfor tole­reres de endnu af Restauratører og Opvartere. Men rundt om sidder Københavnere og tygger betænkelig paa sine, – undertiden medbragte ­Stykker Smørrebrød og skæver hadefuldt paa de flotte Svenskere, som de ikke saa helt uden Grund betragte som medskyldige i de svimlende høje Priser.

Jeg talte om Brændevin i Drikkeglas. Køben­havn er de fulde Svenskeres By. Naar en svensk Provinsmatador i gamle Dage vilde leve rigtig bon, rejste han til Stockholm incognito. Nu rejser han til København. Og der træffer han sin Lands­mand, Stockholmeren. – Længe leve Spiritus­friheden!

Saaledes rendte en skønne Dag Jonsson fra Stockholm, og Raadmand Sundblad fra, – ja, det holder Sundblad maaske ikke af, at jeg næv­ner, – sammen paa Kongens Nytorv.

- Maa jeg spørge Dem, min gode Mand, sagde Jonsson, – hvordan Fanden skal jeg fin­de Vej til Kongens Nytorv?

Det sagde han paa Dansk, – Jonsson taler gerne Landets Sprog til de indfødte. Raadmand Sundblad rystede uforstaaende paa Hovedet.

- Sprechen Sie deutsch? – sagde han til sidst.

- Ein wenig, – svarede Jonsson.

Saa tav de begge to, thi de havde allerede naaet Grænsen for deres Kundskaber i tysk – Jæflar annamma! – sagde Jonsson.

- Men Kors i Herrens Namn, – Herren er jo svensk, – jublede Raadmanden. – Saa her­ligt det er at høre sit smukke Modersmaal her i et fremmed Land! Mit Navn er Raadmand Sund­blad fra…… ja, saa nævnede Raadmanden Ste­det.

Naa, Jonsson og Raadmand Sundblad fandt øjeblikkelig hinanden og tilbragte en særdeles behagelig Dag sammen. De lunchede hos a Poria og lagde Titlerne bort ved den første Snaps, og de læskede sig med tredobbelt stærke Formiddagsgrogger udenfor d’Angleterre.

- Herligt! – sagde Jonsson.

- Og saa billigt, – og man behøver ikke at spise Mad til, som hjemme i Sverige! – sagde Sundblad.

Naa, saa helt billigt blev det nu ikke.

Middag indtog de hos Wivel og efter Middagen fik de Kaffe og Kalonic og mere Kaloric og Ka­loric igen, lige til Jonsson begyndte at kalde Sundblad for Cederlund og Sundblad kaldte Jonsson for »lille Mor.«

Jeg fandt dem der Klokken ti samme Aften, Raadmand Sundblad laa fast indslumret med:

Pincenezen i Puncheglasset og Kinden mod Jonssons Skjortebryst, men Jonsson sad og stirrede frem for sig med fugtige og vemodige øjne og hostede svagt.

- Hvordan har du det, Jonsson? – spurgte jeg.

- Jeg føler mig en lille Smule, indisproportioniseret, – sagde Jonsson og trak Ordet ud som en Gummisnor. – De Jævler, de har sat et Glas med Tandstikkere frem foran mig. ­For et Øjeblik siden drak jeg dem allesammen!

Man skal ikke lade sig narre af  brochurernes forskønnende og forførende ord, når de f.eks.  skriver:

”Æsel- og vandreferie i Alperne, rigtig herlig ferie for hele familien, gå fra hotel til hotel – undervejs opleves  Alpernes prægtige natur”

Det lyder sådan set smukt og herligt. Men det forudsætter selvfølgelig, at der er plads på hotellerne. Vandringen mellem ellers hyggelige, men fuldt belagte hoteller, kan nemt  blive et uendeligt mareridt, når man er træt efter en lang dag og bare gerne vil have et sted at sove.

Hemmeligheden bag en succesfuld turistrejse er selvfølgelig, at man sørger for at have bestilt overnatningen i forvejen.  Sådan er det i dag og sådan var det faktisk også i 1918. Læs her Dan Bergmans eventyrlige oplevelser i København, da der ikke var plads til ham på hotellerne.

København ca. 1930

EN NAT I KØBENHAVN.

Det var med Hjertet bankende af glad Be­vægelse, at min Hustru og jeg, efter nogle Maaneders Omflakken, dukkede frem fra de dan­ske Provinsers Skjul og trængte ind i København. Trængte ind er netop det rette Ord. Som tætte Stimer bevægede Menneskemængden sig i alle Retninger. Fortovsret eksisterer ikke i Danmark. Man kæmper mere eller mindre gemytligt med hinanden for at slippe forbi. Med svensk Arrig­skab kommer man ingen Vegne i Danmark.

Min Hustru og jeg bevægede os sagtmodigt ad Vesterbrogade, frem mod Raadhuspladsen. Jeg bar al Bagagen og min Hustru holdt sin Paraply over sig og min over mig. Det pjaskregnede og blæste, som det kun kan blæse i Danmark. Vi havde ikke Spor af Nytte af Paraplyerne. Jeg bad min Hustru om at slaa dem ned, men hun vilde ikke adlyde. Hun vilde maaske nok, men det er meget vanskeligt at slaa en Paraply ned i et dansk Blæsevejr. Paraplyerne var som leven­de, ondskabsfulde Væsener, der ivrigt beflittede sig paa at rykke min Hustrus Arme af Led. Hun bar sig tilsyneladende meget besynderligt ad. Undertiden stod hun stille, kæmpende med Para­plyerne og standsende al Trafik, – undertiden hoppede hun afsted som en Kænguru, og til an­dre Tider saa det ud, som om hun havde i Sinde at starte som Aeroplan.

Jeg blev hjertens angst. – Slip Paraplyerne, raabte jeg.

Hun slap dem. De stak lige til Vejrs, og tog Retning mod Syd, ad Warmünde til. De er na­turligvis senere blevet skudt ned af den tyske Kystbevogtning, som engelske Spioner.

Men min Hustru og jeg naaede pjaskvaade og meget nedslaaede Raadhuspladsen. Vore Hjer­tes glade Bevægelse var bortblæst. Vi traadte ind paa et af Hotellerne omkring Raadhuset. Ve­stibulen var fyldt med nervøse Rejsende. Alle Jordens Tungemaal svirrede i Luften, men vort elskede Modersmaal overdøvede dem alle. Sven­skerne var i afgjort Majoritet og de brølede som Løver. Men bag Skranken stod Portieren, util­nærmelig som en Exellence, der giver Audiens. Endelig blev det vor Tur.

- Et Rum med to Værelser! – fremslyngede jeg ubetænksomt.

Den store Mand sendte mig et dræbende Blik, saa fortrak hans ene Mundvig sig til et haanligt Smil.                                               I

- Er det bestilt? Uden Forudbestilling faar De ikke Tag over Hovedet i Nat, – kun Tag­dryp! -

Tre Piccoloer grinede højt. – Vær saa god, Hr. Grosserer, Nr. 595!

Den store Mand rakte naadigt en Nøgle til en ung Kødpølse fra Skaane. Jeg forsøgte at nappe Nøglen fra Kødpølsen, men min Hustru trak mig med sig. Hotelpersonalet skød bag paa og saa stod vi atter ude paa Raadhuspladsen.

Portieren fik Ret. Vi styrtede fra Hotel til Hotel, ialt et halvt Hundrede Stykker, til at be­gynde med var vi frække og storsnudede, men efterhaanden blev vi bedende og ydmyge. Der var ingen Plads til os nogetsteds. Fyldt fra Kæl­der til Loft. Gæsterne laa i Korridorer og Bade­værelser og Garderober, hang paa Knagerækker, stod pakket i Elevatorer, og der var fuldt paa alle Herberger, Redningshjem og Politivagter.

Og de ni Tiendedele af Gæsterne var Svenske­re. København er blevet en svensk By. Jeg anta­ger der maa være meget øde i Stockholm nu, for ikke at tale om de svenske Købstæder. Regerin­gen burde udstede Eksportforbud for Svenskere.

Min Hustru og jeg fortsatte rastløs vor triste Vagabondering. Da vi havde tabt alt Haab, lyk­kedes det os at bestikke en Stuepige med en Tier, saa hun overlod min Hustru sin Plads i et Loftskammer, hvor der boede tolv Stuepiger. Selv til­bragte hun Natten paa en Skarnbøtte. Mod Er­læggelse af en Femmer blev der tilbudt mig selv Plads mellem en Yder- og en Inderdør paa sam­me udmærkede Hotel. Jeg afslog det efter no­gen Tøven og travede alene videre ud i Natten.

Jeg afstod fra alle yderligere Forsøg. Jeg var lykkelig og taknemlig over at have faaet min Hu­stru placeret. Raadhusklokken slog tolv, den store By sank hen i Hvile, Gadelarmen stilnede af, Lysene slukkedes. Men Gaderne var ingen­lunde folketomme. Mange Tusinde husvilde Sven­skere slæbte deres trætte Ben efter sig, omkring i Gaderne, ligesom jeg. Jeg traf flere rigtig rare og elskværdige Landsmænd, lidt tungsindige, men fyldte af en varm Fædrelandskærlighed. De længtes alle hjem til gamle Sverige. Vi fordrev Tiden saa godt vi kunde. Sad og nikkede rundt om paa Trappesten og Boulevardbænke, indtil Kulden eller en Politibetjent fik os paa Benene igen.

Da Morgenrøden gød sin Glans over Køben­havn, sad jeg og en Landsbypræst fra Smaaland og en Departementschef fra Stockholm tæt trykket ind til hinanden nede paa Kajen ved Havnegade, med Benene dinglende ud over Kanten og Ansigterne vendte mod den svenske Kyst og sang Wennerbergs seriøse Serier trestemmigt.

Og saa lagde en Damper til, – og vi trak Benene til os!. …