Cirkus er en gammel tradition i Norden. Så vidt vides blev den første cirkusforestilling vist i Stockholm i 1787.  Cirkusteltet med manege og publikumspladser, som vi kender i dag, kom dog lidt senere.  I Danmark blev det første cirkustelt af denne type opstillet i 1855. Brugen af telt bevirkede, at man ikke længere var afhængig af særlige bygninger, og det blev muligt at rejse rundt og komme ud til de mindre byer i landet.

I gamle dage skulle der ikke så meget til imponere folk. En fuld mand iklædt fugledragt i et bur kunne f.eks. være en attraktion. Stemningen var imidlertid høj. Et lille glimt af stemningen ved en cirkusforestilling i 1918 i en lille fynsk by Skidtstrup (formodentlig opdigtet navn) får man ved at læse Dan Bergmans morsomme lille skildring i det følgende (hentet fra bogen ”Mellem brødre”). Det fremgår tydeligt, at han langtfra var lige så imponeret af det kunsteriske niveau som den lokale befolkning.

Det er stadig muligt at opleve cirkus i Danmark. I år byder sæsonen på 3 store cirkus (Arena, Benneweis og Dannebrog), et mellemstort Baldoni og 3 små cirkus: (Arli, Krone og Mascot). Herudover er der nogle mindre cirkus, der ikke rejser så meget rundt eller er stationære, f.eks. Zirkus Nemo. Læs mere om aktuel dansk cirkustradition her.

Frøken Mogensen hoppede gennem tøndebånd og bedårede alle med sin elskværdighed

CIRCUS.

Grand Circus Frederik Mogensens Enke og Sønner havde Premiere i Skidtstrup paa Fyen. Det var en stor Begivenhed. Den lille By befandt sig i en voldsom Ophidselse allerede fra den tidlige Morgenstund. Byens eneste Gade vrimlede af Liv, Træsko klaprede, Cycler susede forbi, Hundene bjæffede, Hønsene styrtede for­skræmte afsted paa usynlige Ben, Spurvene gemte sig i Efeuespalieret, i Vinduerne saas Ho­ved ved Hoved, Skolebørn skulkede, Kafegæster­ne drak Sjusser med dobbelt Væge.

Saaledes forløb Dagen. Men endelig langt hen paa den regnfulde Eftermiddag lød der et Raab fra Gaden: Nu kommer de! Nu kommer de! Og en Snes svedende Cyclister, der havde været ude paa Rekognoscering, susede frem, – nu kommer de, – nu kommer de!

Og de kom, langt ude paa den snorlige Lande­vej kom de. Et halvt Hundrede tøjrede Geder dannede Geled paa begge Sider af Vejen, en Flok Gæs optraadte som Fortrop, ivrigt snad­rende med højt baarne Hoveder, fulgt lige i Hæ­lene af den verdensberømte Puddel, George Washington, Verdens bedste Springer, i Øjeblik­ket ganske forfærdelig tilsmudset og vaad og me­get sur i Humøret, men røbende sit høje Kultur­standpunkt ved at fnyse foragteligt ad alle Bon­dehundene, der nærmede sig med logrende Ha­ler.

Og bagefter rullede Circus Fredrik Mogensens Enkes og Sønners Beboelseshus, møjsommeligt fremslæbt af et Par skindmagre øg, i hvilke man  med største Vanskelighed kunde genkende den berømte Springer Sokrates og dens næsten ligesaa berømte Kollega, Regnekunstneren Mikkel. Beboelsesvognen eskorteredes af Mogensens Enkes Sønner, et Par meget behagelige unge Mænd, iført Dumme-Peter-Kostymer, og oppe paa Taget sad Mogensens Enkes Døtre, to vidunderlig skønne og guldglinsende Damer, svingende smaa danske Flag, og i Køkkenvinduet saa man selve Mogensens Enke, næsten lige saa skøn, men betydelig federe end Døtrene, kastende Finger­kys til Folket og svingende med en Karklud. Og Folket jublede.

Men det var intet mod Aftenens Triumfer.

Hele Skidtstrup var i Circus og jeg manglede heller ikke. Jeg skulde jo blive Natten over i Skidtstrup og mente ikke at kunne tilbringe Af­tenen paa nogen behageligere Maade, og min Beregning holdt ogsaa Stik. Mogensens Enke solgte selv Billetter ved den tæt belejrede Ind­gang. Alene at se hende var Billetten værd. Hun var kuglerund, og hun havde aldrig Vekselpenge, skønt hun aldrig modtog andet. Overbetaling var lige Penge for hende. Det var som paa en Vel­gørenhedsbasar.

Teltet var stuvende fuldt. Mindst et Hundre­de og fem og tyve Mennesker. Men jeg og nogle andre Honoratities sad i Parkettet, en lille Række Havestole nærmest Barrieren, og vi sad udmærket, naar man undtager, at vi havde lidt vanskeligt ved at holde Balancen paa den ujævne Markjord. En Acetylenlampe hængte ned fra Teltets Mast og lyste som en lille Sol. Alles øjne skinnede af Forventning. Frøknerne Mogensen trippede rundt og solgte Programmer og blinkede saa skælmsk og uimodstaaeligt til Skidtstrups mandlige Ungdom, at mere end en Ungersvend følte, at hans Time var kommet.

Orkesteret, en Lirekasse og en Tromme, trakteret af to lokale Dygtigheder, stemmede i med en Marsch, Staldmestrene; to lokale Udueligheder i lyseblaa Uniformsfrakker og i høj Grad civile Bukser aabnede en Lem i Barrieren. Forestillin­gen begyndte.

Alt blev modtaget med stormende Jubel. Den berømte Regnemester Mikkel forbløffede ved sin Sikkerhed, unge Mogensen maatte skynde sig at sige, hvor mange Gange den skulde stampe, ­ellers stampede den alligevel 2. George Washing­ton, Puddelen, der nu var vasket en lille Smule og havde faaet en lyserød Sløjfe ved hvert Øre, overgik sig selv. Den skulde springe over tolv frivillige Assistenter, men tog for stærkt Tilløb, saa den fløj for langt og havnede i Skødet paa en lille fynsk Signora paa anden Række. Hun hylede og Washington gøede. De var lige for­bausede begge to.

Senoritaerne Pepita og Angelita, alias Frøk­nerne Mogensen, – hang i Knæene i Trapez og holde deres Broder mellem Tænderne. Det var lige med Nød og næppe, at han kunde naa Jor­den med Taaspidserne. Den ædle Sokrates tra­vede Arenaen rundt, nedtrampende alle Stæn­ger og Forhindringer, der generede hans frie Løb, med en overdækket Bordplade paa Ryggen. Paa Bordpladen stod Miss Daisy, – ogsaa en Frøken Mogensen. Hun hoppede gennem Tøndebaand og bedaarede alle med sin Elskværdighed.

Verdens bedste Dumme-Peter, en af Brødrene Mogensen, indtog hendes Plads paa Sokrates og imiterede hendes gratiøse Bevægelser, saa Teltet var ved at ramle sammen under Latter- og Applaussalver. Forresten førte han en meget vittig Dialog med Staldmesteren. Efter min Mening er der intet Sprog i Verden, der egner sig saa fortræffeligt til Circussprog,som netop det danske.

De to Cowboys Jim og Jack, direkte fra Covent Garden i London, – Brødrene Mogensen, – var mere vilde end nogen virkelig Cowboy nogen­sinde har været. Men deres Springere, Sokrates og Mikkel var lidt dvaske. Den eneste Ordre de udførte med virkelig Interesse, var naar de blev anmodet om at lægge sig ned.

Det sidste Nummer paa Programmet var Afte­nens Clou: Mogensens Enke paa stram Line. Li­nen var spændt mellem to Teltstænger, mindst en Meter hævet over Jorden. Hele Personalet maatte anspænde alle deres Kræfter for at faa løftet hende derop. Men da hun først var der­ oppe, saa hun pragtfuld ud, som hun stod der med Balancestangen i Hænderne og kødfarvet Trikot paa de vidunderlige Ben. Eller var det mon Trikot? Hun beherskede sin Kunst med vir­kelig Suverænitet; – men pludselig begyndte hun at vakle. Overkroppen skælvede, Munden aabnede sig, og saa nøs hun. Hun var forkølet den stakkels lille Stump! Fødderne fløj hver til sin Side ud i Rummet, hun satte sig paa Linen og snurrede rundt. Det blev for meget for det haardt prøvede Telt. Et Brag og Teltet blev som en Pandekage.

Dødeligheden var kun ubetydelig.

Det sker af og til, at man hører, at nogen er kommet til skade eller er død efter at have drukket forgiftet alkohol. I dag er det forholdsvis sjældent at det sker i Norden, men ude i verden er det ikke usædvanligt. Sidste år skrev pressen f.eks. om 25 mennesker på Bali, der var døde efter at have drukket metanolholdig risbrændevin, blandt disse ofre flere turister, se her.

Men situationen har ikke altid været så velordnet hos os i Norden. Der var en tid, hvor smarte forretningsmænd ikke tog særligt meget ansvar for det, de solgte. Kunne man tjene lidt ekstra, var det meste ok. Og opfindsomheden var stor. Man fortyndede spiritussen og tilsatte stoffer efter behag. Somme tider tilsatte man også noget, der var direkte livsfarligt for dem, der drak.

Dan Bergman fortæller i bogen ”Mellem Brødre” en humoristisk, men også noget barsk historie om problemerne med dårlig og forgiftet spiritus i 1918 i Danmark.

Svensk mådeholdsdranker 1918

DANSK KONJAK.

En svensk Maadeholdsdranker, – og hvilken Svensker er ikke det nu for Tiden, saa det er ikke noget at prale af – som er vant til at faa en Liter fortyndet Spiritus til at læske sig og sin Husstand med, hver tredje Maaned, stiger i Land i Danmark med glad bankende Hjerte, Danmark, Spiritus frihedens herlige Land!

Men hans Hjerte banker snart normalt igen. Den danske Spiritusfrihed er i højeste Grad misbrugt. Ikke af de konsumerende, – de nyder højest et lille Likørglas Akvavit til Søndagefter­middagsløvetandsmokkaen.

Nej, det er de samvittighedsløse Forretnings­mænd. Der findes kun en Slags Spiritus i Dan­mark, der ikke er forfalsket – det er den dan­ske Akvavit. Al anden Spiritus er Gift. Men naar de konsumerencle strejker, hvad skal saa de stak­kels, samvittighedsløse Forretningsmænd leve af? – Aah, – det har ingen Nød, – her er ikke Ge­neralstrejke. Her findes Undtagelser, ikke saa faa Undtagelser. Jeg har selv været en af disse, Undtagelser, men nu nyder jeg heller ikke mere end et Likørglas Søndag Eftermiddag, tilmed kun naar det er daarligt Vejr. Gud ske Lov har det været en væmmelig Sommer, med meget daarligt Vejr. At jeg endnu lever og trasker omkring i Vandpytterne, det kan jeg takke min kraftige Konstitution for. Men naar jeg en Gang kom­mer hjem, vil man kunde iagttage, at jeg blinker stærkt med det venstre øjelaag. Det er ikke af Skælmeri, – det er en Følge af den forbandede, danske Konjak.

Dansk Konjak kan faas overalt, undtagen hos Vinhandlerne. De skammer sig vist. Men prøv hos en Skomager, jeg tror næppe, De vil gaa for­gæves, Jeg købte en Gang under denne Benæv­nelse noget forholdsvis ufarligt Opvaskervand hos en Guldsmed. Og Cigarhandlerne og Urte­kræmmere sælger næsten ikke andet end dansk Konjak. Deres Vinduer pranger med vældige Stabler trestjærnet Martell og Hennesy. Det er saadan, at en gammel Konjakselsker taber Vej­ret, første Gang han staar uden for saadan et Vindue. Men han staar der heller ikke ret læn­ge, – næste øjeblik staar han indenfor.

- Hvad koster Konjaken? – spørger han. Han spørger ikke om den er god, – det gør man ikke, naar det gælder trestjæmet Martell eller Hennesy, for saa tror Folk man er Idiot. Konjaken er dyr, den koster mindst tredive Kro­ner Flasken, uden Flaske, men med Etiket, og Etiketten er endda det eneste, der har nogen Værdi. Næste Øjeblik iler Konjakselskeren him­melhenrykt og skælvende af Forventning hjem til sit Logi, med en Martell under den ene, og en Hennesy under den anden Arm, han laaser sin Dør omhyggeligt og forbereder sig paa en beha­gelig Stund i Selskab med de to gamle Venner.

Næste Morgen maa Politiet bryde Døren op, og man finder et Lig, Konjakelskerens, men af Martell og Hennesy finder man ikke Spor, hver­ken indeni eller udenfor Konjakelskeren. Ikke Spor.

Nu løber jeg, som før antydet, ingen Risiko mere. Men hvilke frygtelige Farer har jeg ikke været udsat for!

Jeg kom en Dag ind i en lille Tobaksforret­ning og købte en Pakke Mos til min Snadde. Den vennesæle og elskværdige Tobakshandler stod og famlede med et eller andet bag ved Di­sken, og jeg blev nysgerrig.

- Hvad har De der? – spurgte jeg.

- Aa, – det er bare en Flaske Konjak, sagde han og kælede for Flasken.

- Er den god? — spurgte jeg.

- Den er som en salig Drøm, – sagde han og kælede videre.

- Hvad koster den? – spurgte jeg stærkt interesseret.

- Den er ikke til Salg, – sagde han med in­derlig Følelse, – det er min sidste.

Jeg tvang ham tilsidst til at afstaa mig Fla­sken for halvtreds møjsommeligt sammenskra­bede Kroner. Han kælede for sidste Gang for den, klappede den ømt og længe, og saa var Fla­sken min.

Da jeg kom hjem, skulde jeg naturligvis straks prøve Konjaken. Jeg smagte. Den smagte ikke allerværst, – men Konjak var det ikke. Jeg fortsatte at smage. Inden jeg vidste et Ord af det, havde jeg smagt hele Flasken op. Jeg kom aldrig til noget bestemt Resultat, om hvad det egentlig var.

En halv Time senere sad jeg som Gæst og drak Te hos en Stiftsprovst. Ingen kunde mærke noget særligt paa mig, undtagen at jeg maaske var mere end almindelig melankolsk. Jeg følte nemlig, at mine Indvolde begyndte at danse Polskpas. Men da jeg kom hjem! – En Drøm om Salighed, – sagde han! Politiet behøvede ikke at sprænge Døren næste Morgen, – den stod aaben hele Døgnet.

Jeg var blevet forholdsvis gode Venner med en Urtekræmmer i en af Danmarks mest betydende Købstæder. Jeg købte alle mine Delikatesser hos ham og det kunde ske, at vi en Aftenstund tog en Sjus sammen paa en Automat. En Morgen kom jeg ind i hans »Magasin«.

- Vil De ikke have lidt Konjak? – spurgte han.

- Nej Tak, jeg er ikke noget Pattebarn! ­sagde jeg overlegent.

- Saa smag paa denne her! – sagde Urte­kræmmeren og hældte nogle Draaber op i et Blikmaal.

- Udmærket, – ganske udmærket! – udbrød jeg. – Har De mere af den Slags?

- Jeg har et halvt Dusin Flasker tilbage, ­svarede han ligegyldigt.

Jeg lagde et Bundt Sedler paa Disken, og ti Minutter efter stod hele Batteriet paa Bordet i mit Hotelværelse. Jeg blandede en mild Grog, smagte paa den og spyttede. Der gik Hul paa Gulvtæppet, Munden blev forbrændt og alle mine Tænder løsnede sig.

Næste Dag inviterede jeg min Ven Urtekræm­meren ind i Hotellets Have. Vi spillede Kegler paa Græsplænen. Keglerne var hans Konjaks­flasker. Han fandt Spøgen uhyre vellykket og helmede ikke før alle Flaskerne var knuste.

Græsplænen blev aldeles skaldet, – al Græs­set blev svedet af.

Han var tørstig efter Anstrengelsen. Jeg rakte ham et Glas Citronsodavand, i hvilket jeg havde blandet tolv Draaber af hans Konjak. Han tømte Glasset i et Drag. Han døde uden at sige Far­vel. Det fik han ikke Tid til.

Vi har vist nok glemt det i dag. Men der var engang, danskerne var Nordens træskofolk, i hvert fald set med vores broderfolks øjne. Hvem kender til det i dag?

Den karakteristiske og muntre lyd fra træsko er forsvundet fra gadebilledet for længe siden. Men prøv at forestille dig lyden af hundreder eller tusinder af jernbeslåede træsko, der samtidig klaprer mod stenbroen overalt på gader og i stræder. Det må have været noget af en oplevelse og udgjorde formodentlig en vigtig del af hverdagslyden dengang. Denne lyd kan vi ikke længere høre, for træskoene har jo for længst veget pladsen for alle moderne fodformede og fodrigtige listesko. Sammenlignet med før er brugen af træsko i dag næsten helt borte, hvilket der i og for sig er mange gode grunde til, for det var jo ikke verdens bedste fodtøj, og de fordærvede faktisk vores fødder. Men at vi før i tiden havde en udbredt træskokultur er sikkert gået i glemmebogen.

I 1918 var der var dog en svensker, Dan Bergman, der observerede fænomenet og nedskrev sine indtryk i bogen ”Mellem brødre”, og her kan vi endnu i dag læse om danskernes glorværdige, men også lidt irriterende træskotid.

Typisk dansk træsko 1919

TRÆSKO.

Det begynder at knibe med Fodtøjet i Dan­mark nu. Men Træsko er der nok af. Jeg spekulerer paa at anskaffe mig et Par, og tage et Kursus i den rette Brug af dem, og senere ind­føre dem i Stockholm, hvor jeg tænker mig at Halvdelen af Borgerskabet gaar barbenede nu for Tiden. Det vil bringe Liv paa de stockholmske Gader. Jeg tænker mig Strandvejen og Birger­Jarlsgatan genlyde af munter Træskoklapren.

Det bliver naturligvis lidt vanskeligt at faa Be­nene med sig, naar man har travlt, og lidt strengt bliver det maaske for mange ømfindtlige Fodfingre, men Ligtornene vil vantrives og Ligtorneope­ratørerne kommer til at se sig om efter en anden Beskæftigelse. Jeg ser i Aanden Forhallen til Operakällaren og Royal fyldt af flerdobbelt Lag af Træsko, – man tager selvfølgelig ikke Træsko­ene med ind i de elegante Spisesale, men stiller dem udenfor ligesom Galoscher, – medens Di­nerpublikummet staar i Kø udenfor Toiletterne for at faa vadsket, ikke alene Hænderne, men og­saa Fødderne.

Danskerne har ganske vist endnu ikke accep­teret Træskoene som highest fashion, men hvor­for skulde vi ikke kunne være Foregangsmænd paa dette Omraade, som paa saa mange andre, f. Eks. Rationering, Kødmangel, Surrogater og al den anden Elendighed, som Danskerne har været uselvstændige nok til at abe efter.

Alle jævne Danskere er allerede nu fuldstæn­dige Mestre paa Træsko, de kan løhe med Træ­sko, danse med Træsko, cycle med Træsko, hop­pe af og paa Sporvogne med Træsko, de drikker af Træskoene og slaas med Træskoene.

Hver evige Morgen Klokken 5³⁰ begynder Træ­skoene at klapre neden for mit Vindue, det lyder, som om man var ved at brolægge Gaden, og det føles, som om de forsøgte at banke Hjernen ud af Hovedet paa mig med deres evindelige Klapren. Og hver evige Morgen Klokken 5.40 hænger jeg ud af det aabne Vindue med Natskjorten smøget op over Maven og de nøgne Ben indviklede i de is­kolde Varmeledningselementer og skyder paa danske Arbejdere med en uladt Revolver. Men midt paa Dagen, naar en Aandens Arbejder igen føler sig oplagt til at spille paa Sjælens uendelig fine Strenge, finder jeg Træskoskramlet ganske pikant og oplivende som en Slags burlesk Akkompagnement.

Naar en Dansker er kravlet op i sine Træsko, staar han et helt Trappetrin højere end andre Mennesker. Han har en høj Klods under Hælen og en anden under Fodballen. Foden kan aldrig blive vaad, idet mindste ikke udefra. Bare jeg kunde forstaa, hvordan en Dansker bærer sig ad med at holde Træskoene fast paa Foden. Han maa da altid gaa med unaturlig spændte Tæer. At han ikke faar Krampe!

Jeg har aldrig set en Dansker tabe sine Træsko. Jeg mødte forleden en Bondekarl paa Ryes­gade i Aarhus. Han kom cyklende med Træsko paa, og i Haanden holdt han et Reb, i hvis an­den Ende der hængte seks sammenkoblede Kalve. Det gik udmærket. Undertiden var Kalvene bagef­ter og mindre oplagte til at fortsætte, saa Karlen maatte trampe til med en uhørt Muskelstyrke, for at faa dem til at følge med. Men lige med et blev de livlige og fløj forbi ham med glade Krum­spring saa at al Trampen blev unyttig. Det gik udmærket. Men saa kom Sporvognen. Kalvene blev mildest talt lidt overraskede. Sporvogne var et fremmed Begreb for dem. Halvdelen kile­de ind i en Frugtbutik paa den ene Side af Ga­den, og den anden Halvdel ind i en Slagterforret­ning paa den anden. Den unge Mand slog en Dobbeltsaltomortale over Cyklen, og kom ingen­lunde ned paa Fødderne. Hænderne under Ha­len, Hovedet mellem Benene, og Fødderne lige op i Atmosfæren. Men paa Fødderne sad Træ­skoene.

En Dansker taber aldrig sine Træsko!

En anden lille interessant Episode! Jeg saa en Aften en fortryllende ung Pige, der ved et Gade­hjørne stødte sammen med en Mand paa Træ­sko. Mandens ene store Pram trampede lige paa den lille Dames fine, hvide Støvle!

– Nu er Foden maset! -tænkte jeg med Taarer i øjnene.

Men den unge Dame gav ikke en Lyd fra sig.

Hun besvimede maaske, tror man? Nej, slet ikke. Hun lo. Hendes Fod var kommet midt mellem Træskoens to Klodser. Men der sad den ogsaa fast indkilet, som en Tand i et Kæbeben. Træ­skomanden løftede Foden, den unge Dames Fod fulgte med, Træskomanden sparkede energisk med Foden, – den unge Dame var nødt til at sparke med. Hun maatte klamre sig til Træsko­mandens ene Arm for ikke at trille omkuld.

Saadan stod de en Stund, som et højst umage nyforlovet Par. Endelig vrikkede Manden lidt med Tæerne, hans Fod gled ud af Træskoen, og glade og muntre som et Par smaa Legekamme­rater ilede den unge Dame og Træskomanden ned ad Gaden, – han stærkt haltende, og hun med hans store Træsko siddende paa tværs Over sin hvide Tøjstøvle!

Er der mon nogen, der kan huske, hvordan det var at rejse med tog fra København til Århus før Storebæltsbroen kom til? Der var naturligvis ingen problemer, hvis man havde købt pladsbillet, så blev man bare siddende i toget under overfarten, men en stakkels rejsende uden pladsbillet måtte pænt stige ud af toget i Korsør og gå op ad trappen med sin bagage til færgen. Da dukkede altid de mest primitive instinkter op i folk. Selv om der var rimelig god tid til afgang, ville man for  alt i verden ikke være sidst. Det gjaldt om at få en vinduesplads på færgen. Børn og unge styrtede af sted i fuld galop, de midaldrende gik hurtigt og halsende bagefter med deres tunge kufferter og dannede kompakte propper ved trapperne op til gangbroen. De ældre sakkede uhjælpeligt bagud med deres krykker og stokke og dannede en hvidhåret bagtrop med noget nervøst og opgivet i blikket, uden nogen som helst chance, hvis færgen ikke ventede på dem. Desuden var det ikke usædvanligt, at toget var blevet en lille smule forsinket ved ankomsten til færgestationen, og det satte altid lidt ekstra fart på folk.

I 1918 havde man faktisk det samme rejsecirkus ved færgerne. Læs her Dan Bergmans beskrivelse i bogen ”Mellem brødre” af to svenskeres rejse til Aarhus med alle de strabadser og problemer, det indebar på den tid ved de mange skift mellem tog og færge.

Dreng på 5 år som rejser alene i 1921

EN DANSK FERIEREJSE.

Jeg skrev i Begyndelsen af denne Bog et ud­mærket lille Kapitel om danske Jernbaner, hvori jeg priste Danskernes noble Optræden som Turister og skældte mine stakkels Landsmænd ud.

Men den Gang havde jeg ingen Erfaringer med Hensyn til den danske Ferietid. Det har jeg nu og nu kan jeg trøste Svenskerne med, at i Mellemtiden er Danskerne blevet rigtige Svenskere.

Alle Danskere synes at have Sommerferie samtidig og alle Danskere synes da at rejse rundt og rundt og rundt i det lille Kongerige og gøre det til en stor Karussel.

Min Hustru og jeg kom med i Runddansen.

Jeg havde ganske vist læst i Aviserne om Trængselen paa Jernbanerne, men jeg tænkte, at de forbandede Kausører havde iklædt Sandheden Narrekaabe, og jeg stolede paa min egen sven­ske Uforskammethed, – og min Hustru stolede paa mig.

Efter at have holdt os til de fynske Sidebaner ­og tilbragt Højsommeren paa temmelig grundt Vand i Store og Lille Bælt, besluttede vi hen mod Høsten at vende tilbage til et højere Kulturliv.

Vort Maal var Aarhus.

Vi startede fra Middelfart.

Min Hustru og jeg har paa Rejser fordelt Haandbagagen imellem os paa den Maade, at min Hustru bærer en Hatteæske og en Natsæk, medens jeg bærer en tung Kuffert i hver Haand. Vore Regnfrakker under den ene Arm og Para­plyer og Parasoller dinglende paa Haandleddene. Det er fælt, naar man faar dem ind mellem sine Ben, og næsten endnu værre naar man faar dem mellem andres. En Pakke med Galoscher bærer jeg som Regel i Munden. Paa den Maade har jeg snart slæbt Galoscherne hele Danmark rundt. ­Det er egentlig Synd for mine Fortænder, men Herre Gud, – de kan jo ikke forlange, at de al­tid skal sidde bare til Stads. Det er forresten endnu aldrig hændet, at vi har aabnet Galosche­pakken, men min Hustru synes det er saa bero­ligende at vide, at jeg har Galoscherne parat ­i Munden.

Saaledes rustede stod vi paa Perronen i Middelfart, da Toget rullede ind, fuldstoppet som en Pølse. Der var ingen Mennesker, der stod af. Det er min Overbevisning, at flere forsøgte, men hvordan skulde det kunde lykkes for dem? Men der var Hundreder af Rejsende, der vilde ind. Og jeg ved ikke, hvordan de bar dem ad, men ind kom de i en Fart som Kugler i en Skyde­skive. Perronen var tom. Min Hustru og jeg er imidlertid ikke Projektiler. Vi ilede frem og til­bage langs Vognrækken, raadvilde som hjemløse Hunde, jeg snublede over Paraplyerne og min Hustru strakte bønfaldende sin Hatteæske og sin Natsæk op mod alle de grinende Ansigter i Ku­pevinduerne. Et Par hjælpsomme Hænder greb begge Pakkenillekerne under en endeløs Jubel fra samtlige Rejsende. Toget holdt kun i to Minut­ter. Konduktøren peb Afgangssignal.

- Skal De med? – raabte han, Fæhovedet. ­Skynd Dem lidt!

Og han rev en Dør op og puffede mig og min Hustru ind. Det var en meget stærk Mand den Konduktør. Det lykkedes ham at klemme Døren i efter os, skønt vi dannede en stor Bule, og vi blev presset ind og blev til et med Menneskemas­sen, der protesterede med et halvkvalt Suk. Jeg faldt sammen efter Spændingen. Jeg slap baade Kufferter, Frakker og Paraplyer og sank sammen med Hovedet paa Brystet og Knæene oppe Under Maven. Døren til Toiletrummet stod aaben. Derinde befandt sig en blomstrende Familie paa ti Medlemmer, men hvordan den befandt sig, det ved jeg ikke. Men det var jo i al Fald morsomt for dem, at de fik Lov at være sammen.

Ti Minutter efter standsede Toget ved Frede­riciafærgen. Jeg ved ikke, hvordan vi kom ud, men med hele Massens forenede Vilje lykkedes det. Vi stod sammenpakkede paa Færgen. Hoved ved Hoved, omtrent ti Tusinde Sjæle, Kvin­der og Børn iberegnet. Der var ingen Mulighed for at holde fast paa Hatten. Armene laa lænket fast nedad Siderne, som var de bundne med Reb. Jeg misundte min Hustru hendes Hattenaale. Tu­sinder af Herrehatte dækkede Lille Bælt. Det mindede om Syndfloden. Saa grebes ogsaa min gamle, trofaste Panamahat af Vildskaben og for­lod mig uden Opsigelse. Min Hustru havde hel­digvis faaet sin Hatteæske tilbage. Hun tog sin Paradehat paa, og jeg fik hendes Daglighat sat fast med en Sikkerhedsnaal bag i Frakkekraven.

Vi landede i Fredericia.

- Nu gælder det! – hviskede jeg til min Hu­stru. – Kapløb til Aarhustoget!

Min Hustru foldede Hænderne om min ene Arm, den med Paraplyerne, og vi fløj afsted. Alle stormede afsted, hensynsløst væltende alt til Side, hoppende over smaa Børn, der blev slæbt afsted mellem Far og Mor. Ungdommen distancerede ganske vist min Hustru og jeg, men bland old boys var vi blandt de første ved Maalet. Synd, at der ikke var Præmie for gamle Drenge.

Vi havde ventet at finde en lang Række tomme Vogne ved Stationen. Men Toget var endnu ikke kørt ind. Min Hustru var træt. Hun hang som en stor Kringle paa min Arm. Jeg satte Kufferterne, anbragte hende paa den ene, mig selv paa den an­den og tørrede mit vaade Ansigt, først med den ene Regnfrakke, saa med den anden. Hvorfor i al Verden løb vi saa stærkt? Alle de 50,000 Men­nesker fra Færgen trængtes nu paa Perronen. Toget var to Timer forsinket. Vi vovede ikke at forlade vore Pladser. Men vore Tanker var henne i Jernbanerestauranten.

- Det er kedeligt! – udbrød min Hustru.

- Tal for Guds Skyld ikke svensk! – hviskede jeg, – saa bliver vi lynchede! Sig ja eller jæ-æ-æ-æ, hvis Du endelig skal sige noget, det klinger dansk og er alligevel halv svensk, -det er Halvdelen af jævler anamme!

- Jæ-æ-æ-æ-æ! – sagde min Hustru.

Men det var for sent. Vor væmmelige Nationa­litet var opdaget. Et Brus af Indignation fyldte Luften, – og saa kom Toget. Det var allerede fyldt af Rejsende fra Vestjylland.

Og saa begyndte den store Kalabalik. Hvad skulde et Par enlige, afskyelige Svenskere gøre midt i et oprørt Hav af danske? Vi forsøgte at tage Del i Stormen, men vi laa snart Side om Side under Toget, – heldigvis holdt det stille, ­og kravlede frem paa den anden Side, medens den frygteligste Borgerkrig rasede foran det. Jeg gentager, hvad jeg sagde i Begyndelsen af dette Kapitel: Danskerne er rene Svenskere!

Er der nogen forskel mellem dansk og svensk madtradition? Ikke særlig stor, vil mange sikkert hævde. Svenskerne spiser f.eks. også kartofler, sovs og frikadeller, selv om de er nogle små gnallinger til frikadeller, der er fyldt med rasp i stedet for mel. I størrelse kan de slet ikke hamle op med de danske. For hver spist dansk frikadelle har svenskeren allerede nået at spise mindst 10 af sine svenske frikadeller. Desuden må der være noget, de har misforstået, for de kalder danskernes frikadeller for ”kødboller”. For at gøre illusionen fuldstændig kalder man de danske kødboller for frikadeller. Men bortset fra det, er der ingen forskel mellem dansk og svensk mad. Eller er der?

Jo der er en kæmpestor og skrigende forskel mellem svensk og dansk madtradition, som det er umuligt at komme udenom.

Svenskerne spiser ”surstrømming” og danskerne ”øllebrød”. Her har vi simpelthen den vildeste og mest afgrundsdybe kontrast mellem dansk og svensk madtradition, som man kan tænke sig. Og de to madretter er omtrent lige meget hadet i begge lejre.

Der er ingen formildende omstændigheder. Rådet er kort og godt: Byd aldrig en svensker på øllebrød og lad dig ikke lokke til at smage på surstrømmingen! Det smager fuldstændig afskyeligt.

Da den svenske forfatter og humorist Dan Bergman besøgte Danmark i 1918 blev han også budt på øllebrød på et lille hotel. Det kom der ikke noget godt ud af. I bogen ”Mellem brødre” fortæller han om sit stærke modsætningsforhold til den mørke ildelugtende danske brødvælling, som han hadede af et godt hjerte og ikke kunne få sig selv til at indtage, trods stor sult. Derimod elskede han ”ruskomsnusk”, selv om rettens noget upolerede danske navn forekom ham temmelig ildevarslende.

Byd ikke svenskere på øllebrød!

ET DANSK MAALTID.

Jeg boede paa Højskolehjemmet i en lille dansk Kystby. I hver dansk By findes et Højskole­hjem, et hyggeligt og billigt Hotel, der aldeles ikke er reserveret Højskoleungdommen, men staar aabent for hele Verden, saa længe der er Plads, – og lidt til.

Klokken var halv et, den sædvanlige Middagstid i Danmark. Gongongen lød. Ved første Slag fløj alle Døre op, som blev de aabnet ved et Ur­værk og ud fra Værelserne ilede en Skare Mænd og Kvinder, med et Udtryk i Ansigterne, der fik en til at tænke paa en Flok Høns, naar Hønsepigen raaber: Put, – put, – put! De trængtes, nogle Sekunder i Spisedøren, men under yderst høflige Lader og Gebærder indtog de deres Pladser, udvekslede nogle Vejrobservationer, foldede Servietterne ud, legede nervøst med Servietrin­gene, skelede stjaalent til Værtinden, der stod med Hovedet ud af en Luge i Væggen, og An­sigtet nedover Elevatorbrønden, raabende paa Suppen, der kom farende op saa uventet hurtigt, at hun ikke naaede at faa Ansigtet til sig, men kom ud med Taarer i øjnene og Næsetippen skoldet, holdende Suppeterrinen i Ørene, og ru­skende den, som kunde den være et uartigt Barn.

Terrinen viste sig at indeholde en Slags Brødvælling, som Danskerne er meget forelskede i, men som jeg ikke vover at give mig i Lag med, siden jeg første Gang slugte en Skefuld af den og maatte styrte hen til et aabent Vindue og trodse Forbudet mod at spytte paa Fortovet. Det er en tyk, vammel sød, mørkebrun Vædske. Da Turen kom til mig, afslog jeg ærbødigt men be­stemt at modtage den til Randen fyldte Taller­ken, som Opvartningsjomfruen vilde sætte for mig. Alle stirrede paa mig, forbavsede og rin­geagtende. Hele Selskabet svælgede, smavsede og fraadsede i den fæle mørkebrune Brødvælling, – kun jeg sad uvirksom med Armene over Kors og skuede ud over alle de flittige Vællingspisere. De nød, skinnende af Velvære, og spiste min Sandten to svingende fulde Tallerkener af del mærkelige Brækmiddel.

Øllebrød, – kalder de det! Øllebrød! – Det kan en Svensker ikke en Gang sige, – end min­dre spise det.

Medens vi ventede paa Kødretten, blev Samtalen almindelig, denne behagelige danske Pludren, ikke dybsindig og heller ikke videre spirituel, men med mange smaa gemytlige Indfald, og akkom­pagneret af en smittende Latter. Jeg kender in­gen, der kan le som Danskerne og fremfor alt de danske Damer. Man ler af Latteren. Danskerne er et lykkeligt Folk.

Men Damen paa min venstre Side var en be­klagelig Undtagelse. Jeg forsøgte at drage hen­de med ind i Samtalen, men hun sad bare og stir­rede lige ned foran sig og svarede blufærdigt ja og nej. – Mest nej! – Hun ikke saa meget som trak paa Munden og aldrig tændtes der et Glimt i de intetsigende øjne under de nedslagne øjen­laag. Hun var fuldstændig som død. Men hun spiste. Hun var kommet Samme Dag. Ingen kendte hende. Hun fik mig til at tænke paa en Høne, der er hypnotiseret af en Kridtstreg.

Kødretten blev budt om. Samtalen standsede pludselig som en udløbet Gramofonplade. Alle sad i spændt Forventning, og hver og en tog hen­synsløst til sig uden Tanke paa en retfærdig For­deling. Men Forraadene syntes heldigvis at væ­re uudtømmelig. Jeg var grænseløst sulten. ­Endelig!

- Hvad er det? – spurgte jeg.

- Ruskomsnusk! – svarede Opvartningsjomfruen.

Jeg sank sammen.

- Nej Tak! – sagde jeg med Væmmelse.

Jeg hørte en ejendommelig Lyd fra min døde Nabo til venstre. Hun var vaagnet til Liv. Hun hævede Hovedet, kastede det tilbage og lo af fuld Hals, en saadan rigtig smittende, ægte dansk Latter. Fortryllelsen var brudt. Hun var den gladeste blandt de glade. Hun smittede dem alle. Jeg lo selv med.

Men Ruskomsnusk! Nej, før sultede jeg ihjel! Jeg sad og stirrede ned for mig, – havde over­taget min Nabos Rolle.

Ruskomsnusk! Det var den længste Middag, jeg har været med til.

Hvad i al Verden er Ruskomsnusk?

Tænk, det var ikke noget værre end en Slags Stuvning af Grøntsager med Flæsk i. Hvor skulde jeg vide det fra? Jeg elsker stuvede Grøntsager med Flæsk i!            ‘

Men den, der har givet den Ret det frygtelige Navn, ønsker jeg al mulig ondt!

Danskere og svenskere elsker hinanden, men den man elsker hader man også somme tider. Det sker af og til, at der dukker negative toner op i forholdet mellem danskere og svenskere. Begge parter bruger meget energi på at dyrke de små fordomme om dem på den anden side af sundet. Svenskerne er glade for at drikke og er tit fulde, siges det blandt danskerne, men samtidig viser statistikken, at danskerne gennemsnitligt drikker næsten dobbelt så meget alkohol som svenskerne. Hvordan hænger det sammen?

Modsat siger svenskerne, at danskeren lidt for ofte har en ræv bag hvert øre og tager en lille snaps og en stor cigar (eller var det omvendt?) samtidig med at han snakker svenskeren under bordet i al gemytlighed og forbrødring.

I 1918 var situationen ikke meget anderledes. I bogen ”Mellem brødre” fortæller Dan Bergman med sin skarpe og humoristiske pen en historie, der sikkert også ville kunne fortælles af mange svenskere i dag, f.eks. at de er blevet mødt med en sur bemærkning, en nedladenhed, et afvisende blik eller en kølig attitude fra en dansker, blot fordi de var svenskere. Men typisk for Dan Bergman fordyber han sig ikke i den beske kritik. I stedet manøvrerer han elegant videre til en morsom beskrivelse af brødrefolkenes diverse små forskelligheder.

Lille svensker møder stor dansker 1893

MAVESYRE.

Hvis to svenske Cyclister kører paa hinanden, giver det et frygteligt Brag, og der bliver Spektakel og Skænderi og Folkeopløb og Politi, Stævning, Vidneafhøring og Fjendskab for Livet.

Jeg saa en Gang to danske Cyclister ramle sammen.

De kom med stærk Fart, styrtede begge to og slog sig ganske eftertrykkeligt, thi de var begge stærkt bygget, og den ene havde en stor Kuffert og den anden en Sæk Kartofler paa Nakken. Men Gud bevare mig vel, hvor de lo! De rejste sig rystende af Latter, haltede hen til hinanden og snakkede om det lille Uheld, som om det var en ualmindelig god Spas, de børstede hinanden af, og skiltes med et djærvt Haandslag. Det hele var kun Indledning til et behageligt Bekendtskab.

Danskerne er meget mere godmodige end vi og tager Livet meget lettere og mere naturligt.

Vi Svenskere er mere tunge og ømme over vor Værdighed. Derfor smiler Danskerne satirisk og hvisker:

- Se bare paa de svenske Baroner og Vigtig­praase!

Danskerne har altid set lidt ned paa os, om­trent som jeg tænker mig en kvik Hveps betrag­ter en klodset Humlebi. Og for Øjeblikket for­agter de os mere end nogensinde, os, deres ubudne Gæster. Der er noget uhyggeligt ved at føle, at man tilhører en foragtet Kaste. Jeg har altid haft Medlidenhed med gamle Shylock, men aldrig saa meget som nu.

Naa, vi bliver jo ikke just daarligt behandlede.

Danskerne kigger bare paa os. De forsøger at kigge os ud. Ud af Danmark. Og det undrer mig ikke. Kommer jeg ind i en Bank, nedlægger alle Bankmændene deres Penne. Direktøren stop­per op midt i en Underskrift, Fuldmægtigen af­bryder en vigtig Transaktion, Kassereren regner forkert i Seddelbundterne, alle stirrer forstenen­de paa mig, medens jeg med rystende Haand tegner mit simple Navn med en fuldstændig ny og fremmed Haandskrift, og nervøst stopper mine Penge et Sted hen, som jeg aldrig kan finde igen, og styrter ud som om jeg, havde et Reb om Hal­sen, og en stod udenfor og halede i den anden Ende.

Eller jeg kommer ind i den fineste Kafé i en større By og fremsætter paa noget, som jeg tror er dansk, men i Virkeligheden kun er daarligt svensk, min lille Bestilling. Den glade Summen standser øjeblikkelig, som om jeg pludselig hav­de jaget Pegefingrene i Ørene. Hovederne stikkes sammen, Øre til Mund og Mund til Øre, somme­tider i lutter Iver Mund til Mund, og et Sus som Aftenvindens i Bøgeskoven gaar gennem Lokalet. Alles øjne, Gæsternes, Opvarternes, Værtens, Kassererskens og den i Hast tilkaldte Kokkepi­ges, rettes mod mig, kolde, sugende og svidende. Helst vil jeg krybe ind under et Bord og gemme mig, – men jeg skal jo leve.

Jeg bider mig fast til en Stol, som en Krabbe til en Flæskestump, og glor tilbage, saa uforskam­met som vel mulig, og efterhaanden vænner man sig til mig, som man kan vænne sig til en grim Plet paa Tapetet, den muntre Summen begynder igen, Skeerne klirrer mod Kaffekopperne og jeg sidder som en Edderkop i mit Hjørne og iagtta­ger Fluerne og Myggene omkring mig.

Der er betydelig Forskel mellem Publikum paa en dansk og en svensk første Klasses Kafé. Et svensk Kafépublikum er uhyre fornemt. Hvis en hverdagsklædt Arbejder forvilder sig ind paa en svensk bedre Kafé, rynker Stamkunderne paa Næsen, dunker i Bordet og raaber:

- Fy for Fanden Opvarter, hvor Niveauet er blevet sænket her! Smid den Slusk ud!

Opvarteren behøver ingenlunde en saadan Op­fordring. Han er selv mere aristokratisk end en Kammerjunker og har allerede nærmet sig Usur­patorens Bord, viftende med sin lille Serviet som for at bortvejre en ilde Lugt, og siger:             .

- Her bliver ikke serveret!              .

Paa en dansk Kafé er Klasserne blandet mel­lem hinanden, her findes i det hele taget ingen nævneværdig Klasseforskel, – alle er Medmen­nesker. Det gaar tilmed næsten lidt for menne­skeligt til. Der staar en Opvarter midt i Salen lænet over et Bord med ældre og yngre Damer, aabenbart tilhørende hans mere intime Omgangs­kreds, han har lagt Armen om en ung Piges Stol, saa det næsten ser ud, som om han holdt hende om Halsen, han kurtiserer hende fint, men tyde­ligt, medens Gæsterne rundt om forgæves bøn­falder:

- Tjener, et Stykke Sandkage!

- Tjener, hvor meget? Maa jeg faa Lov at betale?

- Tjener, nu – har jeg ventet en halv Time paa min Kaffe!

Man maa væbne sig med Taalmodighed og be­rolige Nerverne med lidt Røg. Gud ved om det ikke er derfor, at alle Danskere er saa ivrige Røgere? De maa jo bestille noget, medens de ven­ter paa den grænseløs sløje Servering.

Alle danske ryger. Og alle danske Damer og­saa. Men Damerne ryger vel kun Cigaretter, spørger man? Nej, tro bare ikke det. Cigarer skal det være. Sorte Sataner af Cigarer! Jeg indrømmer, at jeg er lidt snæversynet. Jeg kun­de muligvis bekvemme mig til at kysse en ung, smuk cigaretrøgende Dame, hvis hun bad mig rig­tig inderligt om det. Men en cigarrøgende!

Aldrig i Livet!                     .

Men Danskerne har intet Valg!

Den svenske forfatter og humorist Dan Bergman rejste i 1918 rundt i hele Danmark sammen med sin hustru og udforskede landet som turister. I det efterfølgende år udgav han bogen ”Mellem brødre”, hvori han fortalte om en række små og store oplevelser på rejsen, naturligvis på sin helt egen humoristiske måde. Ikke mindst turen til Kerteminde og herregården Lundsgaard på Fyn blev meget vellykket og beskrevet i særdeles positive vendinger i bogen. Bl.a. blev herregårdens have sammenlignet med paradiset.

Nu er der gået mange år siden Bergman og hustru gik rundt og nød tilværelsen i Lundsgaard, men det er stadig ikke for sent at opleve det sydfynske paradis i al sin glans. Lundsgaards have kan besøges endnu i dag. Godset ligger lidt uden for Kerteminde by, med en perfekt beliggenhed i nærheden af skov, mark, strand og by. Den hvide hovedbygning er fra 1765 og er adskilt fra den tilhørende avlsgård – en firlænget gård, der blev bygget i 1880-87. På området findes træbygninger, en fritliggende staklade, en smedje og to længer mod syd. Ved alle restaureringer har man søgt at bevare bygningernes oprindelige udformning. I dag ejes herregården af Vini og H.H. Rudolf Iuel, som har målsætningen at genskabe Lundsgaards tidligere store betydning for landbrugs- og kulturbilledet i Kerteminde og omegn.

For mere information om Lundsgaard, se her:

http://www.lundsgaard.dk/

http://www.fremtidensherregaard.dk/Materiale/Publikationer/Pdf/Lundsgaard.pdf

Badende drenge 1918

PARADISET.

Fyn er et Knippe Idyller, og Kerteminde er Idyllernes Idyl. Kerteminde er et solfyldt Smil. Landet strækker et Par velformede Arme ud mod Vandet, der glitrende af Glæde kaster sig i den aabne Favn. Hvedemarkerne hæver sig i guldgule Banker som store nybagte Boller. Bøgeskoven hælder sig nysgerrigt ud over Klin­ten, og spejler sig i store Bælt, Slyngroser og Vildvin pryder Villaernes hvide Mure og kigger ind gennem Vinduerne, en Flok Faar, store som Køer, og brede over Ryggene som Værtshusholdere, staar langs Vejen ned til Strandpavillonen, hvor der serveres en Kop Kaffe, der smager saa­dan, at man mistænksomt skeler efter Faarene. Men de ser meget uskyldige ud.

Ja, vi levede i Uskyldighedens Tilstand. Det var næsten som før Syndefaldet. Vi arbejdede ikke, vi foretog os absolut intet af praktisk Betydning, vi nød Livet og var Venner med alle Skabningens Væsener, selv med Menneskene og Gedehamserne, der alle sammen syntes at savne Braad her i denne velsignede Egn.

Min Hustru og jeg sad Side om Side langt ude paa en Bro med en Pose Kirsebær mellem os. Store Bælt foran os, Fyn bag os, Solen over os, badende Børn under os og meget lidt paa os og fiskede Krabber med hver sin Pind med en Snor, en Sten og en Flæskestump i Enden. Af Pinden altsaa. Krabberne myldrede om Flæskestumpen som om der kunde være Dyrtid nede hos dem ogsaa. Mærkelig nok havde de ikke Begreb om at danne Kø. Og de klamrede sig saa krampagtigt fast til Flæskestumpen med baade Ben og Kløer, at de ikke var at formaa til at slippe Taget igen, naar de gik tilvejrs, men bare fulgte med, og hav­nede oppe paa Broen, stirrende paa os med for­bavsede øjne. Og saa smed vi dem ud i Vandet igen. Det var bare Meningen at more dem lidt.

Langs Stranden og langt ud i det lave Vand legede badende Børn. Det var, som om selve Bølgeskvulpet havde faaet Liv og Skikkelse i de­res smaa glinsende, nøgne Legemer, lystige Spræl­len og glade Pludren.

- Kom, nu bader vi – raabte jeg.

-  Ikke her! – sagde min Hustru. – Lad os ikke skamskænde det smukke Billede.

- Hvad mener Du med det? – udbrød jeg let krænket. – En Sælhund og en Flynder vil netop gøre sig godt her i dette Milieu.

Vi drog imidlertid længere bort, helt hen til Foden af Klinten, og iførte os vore Badedragter, min Hustru sin klædelige sorte og jeg min stribede, mangefarvede. Saa plaskede vi ud i Vandet Haand i Haand, mindende om en Sky og en Stump af en Regnbue, og øverst paa Klinten stod Vor Ven Boghandleren fra Kalundborg og kig­gede paa os gennem en Marinekikkert og raab­te: – Længe leve Hr. Stockholm og Mælardronningen! – Og min Hustru dukkede øjeblik­kelig under Vandet.

En Stund senere gik vi selv deroppe paa Klin­tens blomsterstrøede Top, med Tusinder af gule Mariehøns dryssende ned omkring os som Ildgnister i Solen, og saa dukkede vi ind i Bøg­skoven og fulgte Stien til Lundsgaards lille Slot. Og da jeg saa en Spindelvævstraad spændt over Stien, løsnede jeg den forsigtigt og holdt den, som naar man aabner et Vejled, og lod min Hu­stru passere, hvorefter jeg lukkede ordentligt ef­ter os igen. Vi var Venner selv med Edderkopperne.

Lundsgaard ejes af en ædel Greve, som gæst­frit lader sin Have staa aaben for Menneskehe­den. Min Hustru og jeg strejfede derfor omkring i Haven. Det lille, hvide Slot laa saa indbydende der midt i al det grønne og Blomsterpragten, hundredaarige Kastanier skyggede over Gange­ne, Svanerne brystede sig i Dammene, en Flok Duer kredsede over vore Hoveder. Æble- og Pæretræer bugnede af Frugt og ikke et Menne­ske var der at se. Vi følte os som Herrer over det hele. Midt i Haven stod et Ferskentræ, og Kvinden tog af Frugten og spiste, og gav sin Mand deraf, men han spiste ikke. Han syntes ikke, det var rigtig fair, og forresten var Frug­ten umoden.

Vi satte os paa den hvide Bænk i det lille Lysthus foran Slottet og indvuggede os i behage­lige Fantasier om, at alle disse Herligheder var vore. Og ret som det var, hørte vi pludseligt et ærbødigt: – Undskyld! – Vi saa op. Foran os stod en Fader og en Moder og en talrig Børne­skare.

- Tillader Greven og Grevinden, at vi ser os lidt om i Parken? – spurgte Faderen med Hat­ten i Haanden.

Vi for sammen. Fantasierne var blevet til Vir­kelighed. Jeg forsøgte at se aristokratisk nedla­dende ud og slog ud med Haanden.

- Værsaagod! – sagde jeg.

Og min Hustru satte Næsen i Vejret og be­væbnede den med en Lorgnet, der dog straks gled af, hvilket svækkede Virkningen noget. Familien var meget taknemmelig.

- Maaske Børnene ogsaa maa plukke lidt af den nedfaldne Frugt? – bad Moderen, der var blevet dristig ved vor Naade.

- Værsaagod! – sagde jeg.

Jeg turde ikke sige andet. Jeg stolede ikke paa mit Danske. Familien flød hen i Taksigelser. – Spis bare væk! – Spis bare væk I rare Mennesker! – sagde min Hustru paa det reneste Svenske.

Vi var afslørede. Danskerne betragtede os med Væmmelse. Vi listede os skamfulde ud af Paradiset.

I 1918 kunne man ved et besøg i Ribe undre sig over, hvorfor Ribe ikke lå i Tyskland, eftersom byen lå som i en lomme ned i det nordlige Tyskland. Grænsen gik nemlig lige uden for byen, både i østlig og sydlig retning. Byerne Åbenrå og Haderslev lå dengang et godt stykke nede i det tyske område.  Sådan var situationen i Sønderjylland mellem 1864 og 1920, altså i hele 56 år.

Stemningen ved grænsen var naturligvis præget af, at mange danskere var havnet i Tyskland efter nederlaget i 1864. Det tabte land var et stort nationalt trauma for Danmark og danskerne, og det satte naturligvis et stort præg på tiden. Syd for grænsen måtte de upopulære tyskere afsætte store militære resurser for at markere den tyske stats tilstedeværelse i området. Mange tyskere fra det øvrige Tyskland bosatte sig også i området i løbet af de 56 år, og det er blevet hævdet, at de indflyttede tyskere kunne afgive så mange stemmer ved folkeafstemningen i 1920, at Flensborg forblev tysk.

Et lille glimt af stemningen ved grænsen i 1918 kan vi få ved at læse Dan Bergmans bog ”Mellem brødre” fra 1919, hvori han fortæller om sit besøg i Ribe og den dansk-tyske grænsestation Vedsted syd for byen set ud fra en svensk turists perspektiv.

Sønderjylland 1908

VED GRÆNSEN.

Der stod en Stork paa et Ben oppe paa Ta­get af Clausens gamle, morsomme Gaard i Ribe, og indenfor stod min Hustru og jeg og spe­kulerede paa, hvorlænge den kunde blive ved at staa saadan, og hvor den mon havde gjort af det andet Ben.

Min Hustru væddede med mig om Tusinde Kroner, og paastod, at Storken havde kun et Ben. Jeg bad om at faa Pengene med det samme, og henviste til Storkens Ægtefælle, der stod paa begge sine Ben tæt op til Reden. Men min Hu­stru paastod bestemt, at hendes Stork havde kun et Ben. Jeg forsøgte forgæves baade med venlige og barske Tilraab at formaa den til at overbevise min Hustru om hendes Fejltagelse, men den over­saa mig fuldstændig, og stod som sømmet fast paa sit ene Ben og gabede intensivt lige op i Luften paa en særdeles smittende Maade. Væddemaalet forblev uafgjort. Da vi kiggede hen til Clausens Gaard Dagen efter, stod Storken der ganske vist igen og denne Gang paa begge Ben, men min Hustru erklærede sig selvfølgelig sikker paa, at det var en hel anden Stork.

Og jeg maa tilstaa, at jeg har intet Steds i hele Danmark set saa mange Storke som i Ribe. Storkene trives i den gode, gamle By og elskes og forkæles som kærkomne Sommergæster, og de gør forresten udmærket Virkning som Tagpry­delser paa de gamle Bindingsværksbygninger. Trætte af Aarenes Tyngde, ludende udad og indad og gensidigt støttende hinanden, ligner de gamle Huse Veteraner, som har trukket de gamle, slidte Uniformer paa og stillet sig op i Geled, til Mønstring endnu en Gang.

Vi boede selv i saadan en gammel Levning fra det 15de Aarhundrede, og forsøgte jeg at gaa Oprejst gennem Døren, slog jeg Næsen mod Dørposten og Loftsbjælkerne laa saa lavt, at jeg blot behøvede at gaa gennem mit Værelse i om­trent oprejst Stilling, – saa havde jeg Skilning i Haaret.

Der findes forresten meget af Interesse i det lille Ribe; den fredfyldte Klostergaard med sin Portner, der selv ligner en gammel Sortebroder, Domkirken, lidt klodset, men imponerende, paa hvis Tag Nordslesvigs og Sydjyllands Alliker om Aftenen holder Generalforsamling og stemmer om Nationaliteten, Posthuset, der har til Huse i den fire Hundred Aar gamle Bispegaard, og er saa mørkt Som en Postsæk, Russerlejren med sine 200 Russere i Telte, rare og barnlige og gri­nende, som om de længtes efter at komme hjem til Lenin, – det grønne, saftige Marskland rundt omkring, hvor Storken gravitetisk tramper frem og tilbage paa sine naturlige Stylter, indtil den synes det er Tid at stikke hjem til Familien og startende som et Aeroplan skyder i stolt Flugt gennem Luften, over til Reden paa Clausens Tag. Smukke, fredelige danske Stork, kan Du ikke virke som en Fredsappel paa Din mørke Nabo, – den sorte Ørn!

Vi befinder os lige ved Grænsen. Nogle Kilo­meter mod øst, – Tyskland, og ti Minutters Jernbanekørsel mod Syd, – Tyskland. Mærke­ligt nok, at Ribe ikke ogsaa ligger i Tyskland, men 1864 Aarets Tyskere maa, besynderligt nok, have haft en vis Pietet for den ældgamle danske By. Min Hustru vilde absolut opmuntre Tyskland til fortsatte Anstrengelser ved en Høflighedsvisit ved Grænsen, og jeg fulgte med, om end modstræ­bende. Tyskland har ingen sandere Ven end min Hustru.

- Hele Verden hader Tyskerne, – siger hun,

- derfor elsker jeg dem!

Det er helt generende at være i Selskab med hende. Naar hun møder et Par internerede tyske Matroser, bliver hun rørt og nikker, saa Taarerne sprøjter omkring, og saa trakterer hun dem med Kongen af Danmarks Brystsukker.

Vi kom til Vedsted, Grænsestationen. Toget var saa godt som tømt, kun min Hustru og jeg og to Danskere med et Kamera. Der var kun tyve Minuter, til Toget atter vendte tilbage til Ribe. Stationen var skaaret midt over af en høj Pigtraadsbarriere, og paa den danske Side stod min Hustru og jeg og Danskerne med kameraet og stirrede fredeligt og nysgerrigt over den til den tyske Side, hvor Soldater i Feltuniform og betrukne Pikkelhuer gik paa Vagt, stirrende til­bage paa os med bistre øjne og arrigt sammenknebne Munde under de opad snoede Knurhaar, nervøst fingererende ved Geværet, og jeg kan tænke mig til, at det ikke maa have været nogen Fornøjelse for dem at trave frem og tilbage der, bekiggede som vilde Dyr i Bur. Vi forlod Stationen og kom ud paa den brede, lige, endeløse Landevej, der ogsaa var afskaaren med en pigtraadsklædt Bom. Og over Bommen rejste sig truende den tyske Ørn og bag den Skildvagter, Skildvagter og atter Skildvagter. Vi gik et Styk­ke langs Grænsen, overalt dystre, graa Skildvagter, der dukkede frem, parat med Geværet, bare vi stak Hovedet ind i Tyskland. Man var ikke fri for at føle sig lidt generte.

Men det var Tid at vende tilbage til Stationen. Ved Bommen stod Danskerne med deres Kamera. Endelig tog de Mod til sig og nappede en Plade af den tyske Side, men de skælvede, som om de var bange for, at Tyskerne ogsaa skulde nappe dem. Men det løb af uden Blodsudgydelse.

- Kom nu, – raabte jeg til min Hustru, ­Toget kører fra os!

Men min Hustru traadte helt hen til Bommen, stak Foden ind under den og trampede beundrende paa den tyske Jord, hun rev samtidig en vældig Flænge i sin Kjole, men det anfægtede hende ikke. Hun viftede med sit Lommetørklæde og raabte enthusiastisk:

- Herrliche Menschen! Grossartig! Die Vacht am Rhein! Auf Widersehen!

Da lo alle de barske, tyske Skildvagter, saa de var ved at revne. Men jeg trak skamfuld og arrig afsted med min stadig viftende Madam, og ha­lede hende ind i Kupeen, der blev Vidne til en lille, ægteskabelig Scene, medens Toget sagte rul­lede afsted i Retning mod Ribe.

Omkring 1920 udfoldede der sig et rigt badeliv på Fanø. Ved flere af strandene var der badevogne, der blev trukket ud i vandet af heste, se billeder her. Badegæsterne strømmede til i store mængder i sommermånederne og bragte gode penge til øen, men skabte også problemer ved at presse priserne op for de fastboende. Ligesom i andre små samfund, der blev forstyrret af turiststrømmen, opstod der også på Fanø en kløft mellem de lokale borgere og de gæstende intellektuelle samfundsspidser, der behandlede de lokale med en vis nedladenhed.

I Dan Bergmans bog ”Mellem brødre” fra 1919 får vi et lille glimt af badelivets skærmysler set i en svensk badegæsts perspektiv.

Glade danske badepiger 1918

DANSK BADELIV.

Jeg kan absolut ikke opfatte det behagelige ved at ligge nedgravet i Sandet og døse og slumre med en Sandbunke under Hovedet og en Hat over øjnene, med Sand i Skoene og Ørerne, i Næsen og rundt om i alle Hudens Porer, og naar man en enkelt Gang vaagner ved, at en eller an­den uforvarende kommer til at trampe paa en, saa skælder man ud og bliver blind af at glo paa Solskæret i Bølgerne. Saadan ligger man som en komplet Idiot, indtil Badetiden begynder, og man kravler ind i en særdeles ubekvem overdækket Vogn, og slæbes af en Hest, der heldigvis kun meget sjældent løber løbsk, et Par Meter ud i Havstokken, man tager den meget misklædende Badedragt paa, hopper ned i det saakaldte Vand og spadserer et Par Kilometer ud til Havs, hvor man opnaar, at Vandet naar en til lidt over Ank­lerne. Saa kaster man sig baglæns om, plasker, pruster og hyler og forsøger at indbilde andre Idioter, der optræder paa samme Maade, at man synes, det er yndigt. Saa sjokker man til­bage, det sandfyldte Aaleskind, der benævnes Badedragt, sidder og vifter med et lille Danne­brogsflag, og bilder sig selv og andre ind, at man indaander Havluft. Aa, Gud Fader bevares.

Saaledes tilbringer Badegæsterne paa Fanø deres Dage i endeløs Ensformighed, og paa sam­me Maade rinder Sandet i Timeglasset langs hele den danske Vestkyst. Guderne skal vide jeg el­sker ikke Badesteder i al Almindelighed, men jeg foretrækker i alle Tilfælde den svenske Vestkyst, med dens Klipper og Skær og friske Sejlture. Her paa den danske Vestkyst finder man kun Sand, og Sand, og mere Sand. Her er alting blødt, Bare Sandflade og Sandflade, uendelige Vidder med Sand og Vand, Højvand og Lavvand i ensformig Omskiften. Øde og forladt ligger Havet og lurer, ikke et Sejl, ikke en Røgstribe, – kun et Par ty­ske Flyvere svæver i hurtig Flugt forbi højt oppe i Luften.

Men paa en Sandbanke langt ude i Lavvandet danser en Skare hvidklædte unge Piger i munter Ringdans, – et smukt Billede af det lille frede­lige Danmark.

Man maa endelig ikke tro, at her ikke er Men­nesker paa Fanø Badestrand, – nej her er Masser af dovne Mennesker, Damer i glade og lyse Farver, barbenede og bararmede Børn, friske brunstegte og henrivende søde, – i det mindste paa Afstand, Herrer i kulørte Badebukser, – de minder noget om Storke, langs Gader af Badevogne og af høje, hvælvede Kurvestole med hver sin Snegl i. Jeg kan aldrig passere bagom saadan en Stol, uden at føle en med grænseløs Møje un­dertrykt Lyst til at puffe den over Ende. Jeg tror næppe Sneglen vilde mærke det.

Men hvorfor i al Verden tygger Dan mon Drøv paa al dette Sludder? tænker mine Læsere vist. Denne Beskrivelse kan jo passe paa en hvilken som helst Badestrand i hele den civiliserede Verden!

Jeg svarer: Jeg kan ikke gøre for, at Fanø ikke er mere original. Min Adresse er for Øje­blikket Esbjerg. Jeg rejser frem og tilbage mel­lem Fanø og Fastlandet, saa tidt jeg føler en sær­lig Lyst til at give Rollen som Badeidiot. Jeg sti­ger i Land i Nordby, en lille fornøjelig Fiskerby, med grinagtige, gamle Koner i Nationaldragt, ­deres Hoveder ligner med de tæt sluttende mør­keblaa Huer store blaa Blommer, der er revnet foran. Jeg lader mig pakke ind i en af de smaa aabne Vogne, der besørger Trafiken her, og som kan rumme lige saa mange, det skal være, og en halv Time efter sidder jeg paa en af Fanø Vesterhavsbads mange herlige Hotelverandaer og fug­ter Læberne med en ubegribelig dyr og ubegri­belig svag Whiskysjus, sammen med min Ven Stockholmeren. Det vil sige, egentlig har vi kun en Sjus tilsammen, vi har ikke Raad til hver sin. Men vi har hver sit Glas.

- Naa, her har Du det jo rart! – siger jeg.

- Storartet! – sagde Stockholmeren og lænede sig tilbage i Kurvestolen, saa jeg kun kunde se hans Mave. Men den var ogsaa meget udtryks­fuld. – Aa, – og sikken Mad man faar, – ah ­sikken Mad!

Jeg syntes ligefrem jeg kunde se Stockholme­rens Mave straale gennem det tynde Buksetøj .

- Jeg tror ikke, at Danskerne selv forstaar at vurdere, hvor godt de i Virkeligheden har det! – sagde Stockholmeren. – De spiser uden An­dagt, mekanisk, som naar man stopper Pølser, snakkende om de mest ligegyldige Sager imens. Jeg tror min Sandten, Danskerne er i Stand til at spise Middag i Skjorteærmer! – Middagen bør man spise i Smoking! – Allermindst! Danskerne er mere ligefremme og fordringsløse end vi Sven­skere, – Bluse og Jakke, det kan være meget godt, – men jeg holder alligevel paa, at det ikke er mere end ens forbandede Pligt, at iføre sig evening dress til Middag! – Ah, – hvilken Mad!

Aah, I Guder, hvilken Mad! – Naa, forresten tror jeg, at vi Svenskere efterhaanden har be­gyndt at faa sat lidt Skik paa Danskerne.

- Er der mange Svenskere her? – spurgte jeg.

- Ja, fy for Fanden! Saa mange, saa man kan føde Danskere med dem!

- Men jeg troede ikke, at Svenskerne vovede sig længere bort end til Egnen omkring Helsingør, for at kunde slippe saa meget hurtigere hjem, naar Udvisningsordren kommer!

- Svenskerne! – Du kender dem nok ikke rigtig mere, -hører jeg. De generer sig min Sandten ikke, – det er ligefrem uforskammet! – Ja, men Du er her jo selv!

- Ja, jeg! – Jeg er jo kun en! Men at komme her saadan i massevis! Helvedes Pak! Jeg undgaar al det svenske Pak, saa meget som mu­ligt. Jeg er ikke storsnudet, – men fornem, re­serveret, forstaar Du!

Det er forresten morsomt at studere dem. Der er mange forskellige Typer. Først har vi dem, der ikke vil være ved, at de er Svenskere, men blander sig mellem Danskerne, søger at imitere dem, deres Livlighed, deres Gemytlighed og til­med deres Sprog. – Jo, det er en nydelig Mund­fuld dansk! Det bliver højst regnet til en Art skaansk-norsk. Danskerne ler satirisk og betrag­ter dem som Klovner.

Saa har vi dem, der bliver endnu mere stive, end de er hjemme, hovmodige, utilgængelige, ligefrem udfordrende svenske. Rimeligvis Gøteborgere, – sagde Stockholmeren.

- I Gaar traf vor elskværdige Overkelner netop en af den Type, netop som denne vendte til­bage fra en Tur ud i Regnvejret, pjaskvaad som en Skrubtudse var han.

- He, he, he, – siger Overkelneren paa sin gemytlige, lidt familiære danske Maade. – Jeg tror, De har været ude paa en lille Spadseretur! — Hvad kommer det Dem ved, Fæ! – svarer Svenskeren, – gaa ud og vask op!

- Uh, jeg blev saa arrig, saa jeg var lige ved at give ham en Lussing!

- Hvem? – spurgte jeg.

Stockholmeren rettede sig og saa irriteret paa mig.

- Dig! – svarede han. – Men saa findes der jo ogsaa en tredje Type, – fortsatte han, ­ligefremme og naturlige, Gentlemen paa enhver Maade. – Men der er ikke mange ……………. .

Jeg saa paa Stockholmerens beskedne, men dog ædelt selvbevidste Blik, at i Virkeligheden var der kun en.

- Opvarter!- raabte Stockholmeren pludselig. – Opvarter, – hvad Fanden i hede, hule Helvede er det for en Ide, – har De vovet at tage Flasken bort! – Hvad er det for en forban­det Bondemaner! – Jeg tror min Salighed, De er skruptosset, – forbandede Fæ! – Har De ikke Omløb i Skallen? …..

Saa gik jeg min Vej.

Vesterhavet og klitlandskabet i Vestjylland har altid virket imponerende på svenskere. Selv blæsten omtales i positive toner af svenske turister. At gå langs stranden og de enorme klitter i stærk blæst beskrives ofte som et af Danmarksturens højdepunkter, (se f.eks. her) dog naturligvis ofte  i kombination med at man har oplevet nogenlunde høj standard på spisesteder og overnatningssteder.  Forklaringen er, at der ikke findes lignende landskaber i Sverige, så man oplever de åbne og vindpinede vestjyske miljøer som særdeles eksotiske.

I bogen ”Mellem brødre” fra 1919 af Dan Bergman, skildres imidlertid et noget mislykket besøg i Hvide Sande, som på den tid ikke var så vel rustet til at tage imod en større turiststrøm, og hvor udenlandske turister kunne vække en del opsigt og blive taget for at være tyveknægte.

Stakkels svensker med hul i strømpen 1921

HVIDE SANDE.

Vi var landet ved Hvide Sande, min Hustru og jeg og hele Ringkøbing. Medens Ring­købing rekreerede sig paa den lille Restaurant efter den frygtelige Rejse med den gamle Ark, drog min Hustru og jeg afsted for at finde et Tu­ristpensionat, som efter Sigende skulde findes et Sted paa den smalle Sandstrimmel; og som vi spekulerede paa at betro vor Eksistens for nogle Dage.

Ingen Tid at spilde. Der var en halv Mil derhen og en halv Mil tilbage, hvis Pensionatet skulde vise sig ugæstfrit, og en hel Mil er en lang Vej for fire gamle Ben og to tunge Rejsetasker og vor Embonpoint, som havde genvundet noget af sin tidligere fagre Blomstring, takket være den velsignede danske Mad.

Naa, vi asede af sted i Stormen som et Par Blaartotter, og Medvind havde vi, saa  det gik stærkt. Vinden skød paa og Klæderne sad som klistrede fast paa Ryggen af os og fremhævede Skikkelsernes skønne Linier, men foran flagede de som store urolige Vinger og gjorde Farten lidt usikker. Men heldigvis havde vi de tunge Tasker som Ballast.

Vejen var uhyre stenrig. Jeg snublede uaf­brudt. Min Hustru morede sig over mig, men saa snublede hun selv, begge Benene smuttede fra bende paa en Gang, og hun satte sig med et eftertrykkelig Smæld ned paa det strammede Silke. Saa udbrød hun:

- Gud, sikke nogen smukke Stene!

Ja de var virkelig ganske kønne, store og smaa i alle Regnbuens Farver, sorte, hvide, gule, røde, blaa og violette, drejede runde og glatte af Sand og Hav i Forening. Min Hustru vilde have nogle med hjem til Sverige som Erindring, og hun stoppede alle mine femten Lommer ful­de, saa jeg følte mig som en hel Stendysse, og stod urokkelig i Stormen. Men da hun saa bandt et Baand om mine Benklæder forneden og bad mig løsne Spændetampen, saa hun kunde faa stop­pet nogle flere ned den Vej, blev det mig allige­vel for meget. Saa stod jeg paa Hænderne et Øjeblik og efterlod mig derved et henrivende lille Mindesmærke midt paa Hvide Sande.

Jeg beholdt kun en eneste, lysebrun Sten, der aldeles lignede en Kartoffel. Den agter jeg at smugle ind paa Fadet, første Gang vi skal have upillede Kartofler hjemme. Det skal blive mor­somt at se Madammen hugge løs paa den og være Vidne til hendes Rørelse, naar hun uventet træf­fer en gammel Bekendt.

Vi drog videre. Det var det mest trøstesløse Landsted, jeg nogensinde har set. Paa den ene Side den arrige gule, fraadende Fjord, der dog virkede som kogende gule Ærter i Sammenlig­ning med det forfærdelige, mørkegrønne Vester­hav, der brølede nogle Hundrede Meter fra os, paa den anden Side. Og foran og bagved, saa langt øjet rækker, endeløse Vidder af Flyve­sand over hvilke Klitterne hæver deres bakkede og bugtede Kamme. De saa ud som stivnede Bølger. Ikke Spor af Vegetation, ikke et Træ, ikke en Busk, kun Marehalm, Marehalm og atter Marehalm. Vi indbildte os, at vi gik paa Maanen. Ikke et levende Væsen. – Jo! Jeg traadte i det samme paa en Hugorm, som blev lige saa perplex over Mødet som jeg, thi vi fjernede os lige hurtigt fra hinanden. Og sandelig, der kom vir­kelig en Fiskeryngling lige imod os.

- Kommer vi ikke snart til Turisthotellet? spurgte jeg.

- Ikke hvis De fortsætter paa den Maade,­sagde han ganske rolig, – det er lige den stik modsatte Vej.

Herre min Gud, vi fjernede os altsaa mere og mere fra Turisthotellet! Vi havde slet ikke spurgt om Vej, inden vi startede. Vi var bare fulgt med Vinden! Det er egentlig saa ægte svensk! Vi maatte altsaa vende om, mod Vinden, træn­ge frem gennem Orkanen som gennem et Pigtraadshegn, med Solen stikkende og Sandet pi­skende os lige i Ansigtet, rynkede og forvredne som stegte Æbler, og alle de smukke Sten flæn­gede vore Skosaaler, saa Fødderne blev ømme som Brandbylder. Min Hustrus Begejstring over de smukke Stene forvandledes til et intensivt Had, – hun sparkede til dem.

Landskabet blev efterhaanden lidt mindre dødt.

Sandørkenen oplivedes hist og her af en Græs­tot, en lille Plet Mos, et beskedent Faar, der næppe kunde skelnes fra Sandet, og som gik der og gnavede Gud ved hvad, rimeligvis Sand, en Køter, der stod uden for en enlig Fiskerhytte, hvor Masser af tørret Fisk dinglede i lange Galger, – den skældte ud, rasende og forfærdet, som var vi Vidundere fra en hel anden Verden.

Vi var dødtrætte. Støvlesaalerne var slidt, af og Støvlerne forvandlet til Gamascher. Til højre kogte Fjordens gule Ærtevælling, til venstre hørte vi Vesterhavet brøle bag Klitterne, og foran os laa Ørkenvejens uendelige Linie. Vi passere­de en Kirke og en Kirkegaard, hvor man kan gaa hen og lægge sig, naar man føler sit Ende­ligt nærme sig, og blive begravet uden nogen Hjælp af Graverkarle. Sandet slutter selv den døde i sin bløde Favn. Hvor vilde det være skønt at lægge sig til Hvile her nu med det samme! Men Turisthotellet? Var det ogsaa begravet i Sandet?

Endelig kom der igen en Fiskeryngling. Vi gen­tog vort Spørgsmaal. Han svarede omtrent som den første: – Det er den stik modsatte Vej!

Vi var trasket forbi Turisthotellet. Ganske vist havde vi set et lille uanseligt Teglstenshus med et Skur ved,- men vi havde naturligvis forestillet os Turisthotellet som et stort Palads med Balkoner, Marmortrapper og Udsigtstaarn. Vi maatte vende igen. Nu havde vi atter Medvind, men det morede os alligevel ikke. At være nødt til at traske rundt paa boldne Fødder er ikke lattervækkende.

Endelig naaede vi Huset og listede ind i et Lokale, der lignede et større Spisekammer. Der stod et dækket Bord, om hvilket tyve danske Sommergæster syslede med Lammesteg og Kartofler. Men de sad saa trangt, at de maatte skif­tes til at stikke Gaflen i Munden. Et ungt Ægtepar var saa praktiske, at de spiste sammen, en Tallerken og en Gaffel, og Fruen madede sin lille Mand, uden at glemme sig selv. Det var Stedets stakkels Pensionærer.

Min Hustru og jeg sank ned ved et lille Side­bord og bad paa vort smukkeste stockholmske om lidt Mad og Drikke. Maaltidet blev pludselig afbrudt, og alle stirrede med vrede Blikke paa de uforskammede fremmede, og vi hørte en ældre Lærerinde hviske til en endnu ældre: Tyve! Men om hun mente, at de var tyve eller vi var Tyve, det faar vi vist aldrig at vide. Vi følte os meget skyldbetyngede. Min Hustru vendte sig mod Væggen. Men jeg er mere fræk, jeg indtog en nonchalent Stilling med den ene Fod flot ka­stet hen over det andet Knæ. Men saa opdagede jeg en stor blaa Taa, der stak ud under Overlæ­deret. Jeg forsøgte at tage det ganske naturligt og pillede mig tankefuldt mellem Tæerne, men til sidst vendte jeg mig om mod Væggen, jeg ogsaa.

Der blev aldrig Tale om at komme i Pension her. Straks efter Middagen begav vi os paa Tilbagevejen med vore Rejsetasker og vore Fødder. Jeg vil slet ikke tale om, hvilken Tilstand vi var i, da vi naaede tilbage til Strandrestauranten, men det sidste Stykke tror jeg nok vi gik paa Hænderne.

Men efter at vi havde forfrisket os med lidt Kaffe og Citronvand, var jeg parat til nye strabadser. Vi havde endnu ikke set Vesterhavet; paa nært Hold. Fremad! Jeg tog min Hustru paa Ryggen, kravlede op ad Klitternes høje Kamme, rutschede ned paa den anden Side og vadede i Sand til Laarene. Her bagved Klitterne var alt en hvirvlende Hekse dans af Sand. Man aandede Sand, hostede Sand, nøs Sand og følte sig selv som en Sandsæk, – navnlig min Hustru mindede stærkt om saadan et Apparat.

Jeg stormede videre mod Stranden. Hvilket et Spektakel! Brølen, Drønen! Min Hustru blev bange.

- Slip mig Dan! – hvinede hun i mit øre. Det lød som en fjern Lærketrille, men det gjorde ondt inde i Kraniet.

Jeg satte hende varsomt ned i Sandet og ilede længere ud, lige til Bølgerne slog sammen om mine Fødder. O, hvor skønt! Hele Vesterhavet laa udbredt foran mig i Aftensolen, et flammende Ildhav, en Verden i Brand, brændende Tinder og Taarne, sammenstyrtede og atter rejsende sig i skyhøje Luer og Piller af Ild.

- Storslaaet! – raabte jeg. – Forbandet im­ponerende! Kom og se!

Jeg vendte mig om. Min Hustru var forsvun­den. Men jeg saa hendes Rejsetaske staa i San­det et lille Stykke inde paa Land,

- Mærkværdigt tankeløst! – mumlede jeg og sprang hen og greb fat i Tasken.

Den var ualmindelig tung. Ja, det tror jeg! Min Hustru holdt fast i Remmene nedefra. Jeg rev og sled og asede og masede og endelig lyk­kedes det mig at hale min stakkels Hustru op af Sandet. Hvor var vi lykkelige.

Prins Hamlet førte os tilbage til Ringkøbing. Med Hensyn til Tilbagerejsen siger jeg kun:

Se forrige Kapitel!